…Interessen for dem har toppet.”

Det var hvad jeg fik at vide af en sommerlier, da jeg for 3 år siden var ude og prøvesmage vine fra et nyt amaronehus.
Det var ikke mit indtryk dengang, og det er det stadig ikke. For mig at se er interessen ikke faldet siden.

Amarone-vinene på retur?
Amarone-vinene på retur?


Der er i den senere tid dukket mange nye og spændende amaroneproducenter op. Kvaliteten er forbløffende høj.
Den stigende efterspørgsel, især fra øst – Rusland og Kina – på den moderne amarone, den internationale stil, hvor frugten og tyngden er i højsædet, frem for den traditionelle stil, den sødlige bamseamarone med portvinstoner.

På grund af nye gærtyper, er alkoholprocenten steget markant. 16,5 og 17 % alkohol er ikke længere unormalt.
Tyngden, eller vinens krop – jeg kalder det vinens BMI (body mas index ) kan mere eller mindre udlæses fra de tekniske datablade for den enkelte vin. Antal gram tørstof pr. Liter ( estratto secco ).
En amarone skal holde mindst 26 g/l ifølge consordiet i Valpolicella. 35 g/l for Riserva amarone. Gennemsnitligt lægger amaronerne på ca. 34 g/l.

Et par nye producenter fra samme område som Dal Forno prøver at lægge sig i slipstrømmen fra kongen af den moderne amaronestil.

Icampi kommer med en direkte udfordring til tronen. Den har imponerende 46 g/l. Jeg har ikke smagt den endnu, så jeg kan ikke skrive mere om den, end jeg har læst – Gastro.
De 1700 kr. den koster er da også et udtryk for, at de mener det seriøst.

Latium er den anden producent, der dog ikke udfordrer Dal Forno. Men hans amarone er et rigtig godt bud på en ”mini Dal Forno”. Hvis man ikke har smagt Dal Forno, men gerne vil vide, i hvilken retning den smager, også set i lyset af finanskrisens øjne, er det den oplagte lejlighed. Latiums amarone koster ca. 1/10 af ”the real deal”. Flot og helstøbt amarone der indeholder 39,5 g/l.
Robert Parker har også været forbi huset og smagt på deres vine. Flotte points og flot anmeldelse. Han slutter bl.a af med at skrive ” The amarone shows outstanding balance and tons of style. It is a very promising effort from this up and coming producer.”

Det er skønt med de nye amaroneproducenter, der dukker op. Jeg savner dog nye producenter, der tør give sig i kast med den traditionelle stil. Ellers mister vi mangfoldigheden. Amaronerne vil nærme sig hinanden stilmæssigt og det vil blive lidt for ensartet.
Af de traditionelle producenter er den ubestridte konge Giuseppe Quintarelli.
Han er et kapitel for sig, og vil blive præsenteret senere.

Jeg tror, at folk generelt er vant til at drikke vine – også amarone – alt for unge.
Derfor er oplevelsen af at drikke vinene også helt skæv.
Problemet er, at vine med en vis alder er sværere at få fat i. Det gælder også for ældre amaroner.

Jeg vil gerne høre jeres erfaringer med hensyn til netop det, at smage amaroner med alder. Ligesom mange andre vine. Er det dér der er den største forskel?