Vintest af Bordeaux: Modenhed og højt niveau!

Bordeaux er og vil altid være blandt toppen af vin i verden. Det er en status Bordeaux har haft meget længe, og intet tyder på at det skal ændre sig. Næsten år efter år roses vinene fra Bordeaux, både fra 'vest-bredden' og 'øst-bredden', og belønnes med høje point af diverse vinanmeldere.
Vinene koster også derefter, – særligt 1cru'erne af 1855-klassifikationen i Bordeaux prissættes skyhøjt år efter år.

bordeaux vintest

Undertegnede har længe sat spørgsmålstegn ved disse priser. Om de kunne retfærdiggøres. Og en flaske vin til 2000kr og opefter er sjældent en pris der kan retfærdiggøres. Men er kvaliteten høj nok ved 1cru'erne i Bordeaux – og er denne nærmest legendariske status disse vin nyder – rimelig?

Indrømmes skal det dog, at jeg med stor interesse og spænding havde set frem til den smagning som i kan læse mere om nedenfor. En smagning af en række af de store fra Bordeaux – hovedsageligt 1cru vine med fokus på modenhed, men også et par uden fra 1cru-klassifikationen, som havde kvalificeret sig til at komme med på programmet gennem sine magiske '100 point' fra bl.a. Robert Parker – den amerikanske vinGuru, som mange i dag 'desværre' sætter sin lid lidt for meget til.

Programmet var for undertegnedes synspunkt meget spændende, særligt pga. det omfattede vin fra begge sider af Gironde-floden, og fra forskellige jordbundstyper, både ler og grus/kalk, samt de 2x 100-points vine. Ej heller skal glemmes de 2 Sauternes, 1 ung og 1 ældre, fra TOP-producenten Chateau d'Yquem. Slottet der er så stort og rigt, at det om nogen kan lade være med at gå på kompromis med kvaliteten. Og sidst men ikke mindst en vintage Blanc de Blanc fra den biodynamiske champagne-producent Jacques Selosse, der som den eneste Franske vinproducent er blevet kåret som årets vinbonde i Frankrig i alle de grene man kan kåres som årets vinbonde. Ja programmet lovede en stor aften.

Og vi sprang ud i smagningen, ledsaget af en flot menu akkompagneret af aftenens vært – stor tak til Ricky 🙂
Nedenfor følger programmet i den rækkefølge vi åbnede og smagte. Planen var at starte med Champagnen for sig, derefter gå over i små heats hvor vinene i hvert heat stod bedst til at smage sammem / overfor hinanden.
Vi havde flere glas hver især, hvis vi ville lade vinen blive i glasset over længere tid, med henblik på at følge vinens udvikling i glasset.
 

1. Heat

Selosse Blanc de Blanc 1998
Mørk gylden farve. Modne gule æbler, valnødder, lidt smør, svagt rugbrød, ristet toast i næsen. Eftersmag: ca. 45-55 sek. Mousse: Perfekt blød og tilstedeværende i hele munden. Pirrende. Frisk syre. Hedonistisk og alligevel uhyre kompleks.
96 point.

2. Heat

Chateau Pavie 2000
Mørk sort-rød. Dog let brunlig helt yderst i kanten. Meget mørk og kraftig i næsen. Mørke bær. Anelse karamel. Svagt hint af bobble-gum. Lækker parfurmeret bær-saft. Alkoholen lidt nærværende, men stille på vej i baggrunden. Enorm i eftersmagen – tyk og smører hele munden til med solbær. Smager længe efter man har sunket, som om man stadig har den inde i munden. Tyk tyk tyk… Alkoholen i næsen forsvandt aldrig helt, på trods af at den var 4 timer i glasset. Vinen er konstant i sit udtryk i alle 4 timer i glasset. En vin der kan holde mange år endnu, og som sikker udvikler sig. Mangler dog elegance og syre.
95 point.

3. Heat

Chateau Lafite 1995
Mørk rødbrun i farven. Sødlig hindbær-næse. Lettere i udtrykket end Pavie. Vanilie i starten. Bliver dog hurtigt træt i sit udtryk, falder meget hurtigt i kvalitet og intensitet. Efter 30 min er frugten og mange af nuancerne neutraliseret. Tyder på en fejl i vinen – måske dårlig opbevaring. Lovede udenmærket i starten, men kunne ikke følge det til dørs.
80 point

Haut-Brion 1995
Rødbrun farve. Stor næse. Stald og animalitet. Røde bær – jordbær/hindbær. Frisk i næsen og vild – stor vildskab. Dyrrisk. I munden følger den op på næsen – meget elegant og harmonisk i sin tæthed. Skiller sig kraftigt ud i forhold til de 2 foregående. Meget kompleks på midten, men mangler måske en anelse i længden – eftersmagen ikke helt lang nok. Ellers stor og flot vin.
94 point.

4. Heat

Cheval Blanc 1996
Rødbrun men klar og ren i farven. Moden, elegant, feminin i næsen. Mineralsk og frisk. Svagt hint af trøffler. Meget pirrende og spændende næse – fantastisk lækker. Læskende i munden – meget fin, silkeblød. Eftersmagen sidder og hænger meget længe i munden – men i en næsten vægtløs tilstand. Det her er elegance på højt plan. Den var 2,5 timer i glasset, og udviklede sig fantastisk spændende i glasset, skiftede mærkbart udtryk i næsen efter hvert kvarter – uden at være enten på vej op eller ned, udviklede den blot nye udtryk. Så kom noter af mint, senere af karamel, siden hen meget fremtrædende hindbær, så lidt læder og trøffel. I konstant udvikling – hele tiden med den rette friskhed i munden. Nåede aldrig at vise tegn på træthed – ganske enkelt fantastisk vin.
98 point.

5. Heat

Mouton Rothschild 1985
Flot a-stand i flasken – men vi blev lidt nervøse da proppen var gennemvædet og smuldrede ved åbning. Nervøsiteten blev dog gjort til skamme da vinen kom i glasset – den var topmoden og lækker.
Farven: Brun-orange. Stald-noter i næsen blandet anis, marzipan og søde bær. Fantastisk rund – helt åben og klar til at vise os hvad en Mouton skal vise på sit højdepunkt af modenheden – eller ihvertfald tæt op ad… Fint syre i afslutningen. Frugten til stadighed nærværende. Stor oplevelse – en vin der ikke blev længe i glasset – den var simpelthen så lækker at den bare skulle ned…
94 point.


På det tidspunkt hvor Mouton'en var ved at slippe op i glasset, gik snakket ivrigt. Et af de mest diskuterede emner på dette tidspunkt var, hvor ærgeligt at Chateau Latour ikke var en del af programmet – at vinen havde været spændende at smage sammen med resten af vinene.
Op rejser Pierre sig og lusker ud i bryggerset. Og ind kommer han med et stort smil på læben og en flaske Latour 1975 i hånden, mens han siger: Var det denne her i gerne ville have? Stor begejstring og klapsalver til følge, mens Pierre hentede prop-trækkeren og begyndte at åbne… Livet er nu herligt 🙂

Chateau Latour 1975
Aftenens mest tannin-holdige vin, og samtidig aftenens ældste rødvin! Med andre ord: Stor vin! Tanninerne var dog på ingen måde hårde eller til irritation, blot tilstedeværende og med til at afslutte rigtig flot. Den sad markant i munden, men en lang eftersmag. Super harmonisk. Frisk ungdommelig frugt – masser af røde bær, lidt stald, svagt lakrids/anis samt vanilie og marzipan i baggrunden og i næsen. Lækker lækker vin.
96 point.

Chateau Montrose 1990
En sjov ting med denne vin, som jeg havde set meget frem til: Jeg husker den som meget stor. Der var begejstring omkring den – men mine noter var en smule mangelfulde ved den, og når jeg tænker tilbage på den er det eneste jeg husker, at den var rigtig god. Men faktisk også den eneste af vinene fra aftenen jeg ikke kan huske detaljerne ved!
Det jeg har skrevet ned er: Stald! Animalitet! Bubble-gum! Frisk integreret syre. Kæmpe!
Jeg kan dog huske – at der var bred enighed om at vi ved bordet sammen købte de resterende 4 flasker man kan få til DK's billigste pris – 2000,- Så god har den været 🙂
97 point stod der ved noterne.

6. Heat

Chateau d'Yquem 1973
Mørk gylden rav-farvet. Balance mellem de mørke søde toner og den friske tilstedeværende syre. Stadig frisk og viril. Men med lækre eksotiske noter på midterpaletten, citron, fersken og abrikos samt lidt banen. Meget cremet og lækker. Smører hele munden. Rent slik. Slet ikke på vej ned.
93 point.

Chateau d'Yquem 1999
Lys gylden honning-farvet. Frisk og læskende. Syren mere fremtrædende – men stadig i perfekt balance med det søde fra abrikos-noterne. Harmoni harmoni harmoni. Eftersmagen enorm. Hænger ved i evigheder.
94 point.

Cheval BlancHaut-BrionChateau LafiteChateau LatourMontroseMouton RothschildChateau d'YquemChateau d'Yquem

Min konklussion på aftenens smagning er, at når man drikker 1cru i Bordeaux, er niveau'et højt – meget højere end resten af Bordeaux. Og et eksempel på det er, at vi smagte en Troplong Mondot årgang 2000 op imod nogle af de sidste vin. Det er en saint emilion af lavere cru-status, men som af Robert Parker rates med 96 point! Det er højere end nogle af ovenstående vin rates af ham. At den skulle være en bedre vin end nogen af ovenstående passer ikke. Det er tydeligt at niveau'et er mindst et hak højere i 1cru'erne – også selvom Parker kun har ratet nogle af dem ned til 90 point! Så cru-klassifikationen har en vis berettigelse, også selvom den er så gammel som den er.

Med hensyn til point-givning fra Robert Parker, fik den i forhold til min smag et kraftigt hak NEDAD i troværdighed. Hans forkærlighed for bulderbasser og californisk vin skinner igennem, i den måde smagningens vine er blevet tildelt point. Elegancen er altså tydeligt i baggrunden.
Pavie kunne eksempelvis ved en blindtest sagtens kunne have været med ved en smagning af top-Californiske vine. Hvorimod vine som Latour og Cheval Blanc mere udtrykte det franske klima og elegancen som stor vin fra Bordeaux og Bourgogne eksempelvis må forventes at besidde.

Prismæssigt er min holdning, at man i Bordeaux, og særligt 1cru vinene betaler for holdbarhed, -som er en lottokupon!
Dog fik aftenens smagning på sin måde bevist, at være guld værd når vinene er opbevaret korrekt og dermed kommer til sin ret. For så var det stort, og stadig med en vis portion elegance – og dermed berettiget at koste mere end eksempelvis stor oversøisk vin eller blot fra sydligere himmelstrøg end Bordeaux.

Man laver vin i Bordeaux med tanke på at vinen skal holde i årtier. Vinen skal udtrykke sin årgang. Og godt var det…
Undertegnedes klare favoritter blandt de røde fra Bordeaux var Chateau Latour og Cheval Blanc, – ellers åbner jeg nok hellere en Bourgogne 🙂

Selosse 1998
Selosse 1998 i glasset med 'Koglen' i baggrunden

Cheval Blanc 1996

Bordeaux vintest

Bordeaux vintest


La Tour D’Argent

Jeg har besøgt La Tour D’Argent i Paris 3 gange. Hver eneste gang er jeg blevet bekræftet i, at det absolut ikke er maden man kommer for.

h_4_ill_760715_par624347

En juleaften spiste jeg på stedet med nogle venner. De var meget skuffet over maden, og kunne slet ikke se det fantastiske i stedet. Nogle mennesker fatter bare ikke helheden. Synd for dem!
Om La Tour D’Argent så blev skrevet helt ud af Guide Michelin ville jeg stadigt komme tilbage med det største smil. Til sammenligning har jeg spist på et par *** restauranter, og der er INGEN af dem der når La Tour D’Argent til sokkeholderne. Som sagt er det ikke maden jeg her tænker på, det er oplevelsen! På trods af, at de blev degraderet fra tre til to makroner i 1996 og mistede den anden i 2006, er det stadig den mest trestjernede restaurant jeg har spist på.

Filmen ”Ratatouille” har helt sikkert samlet inspiration i både stedet, indretningen, historien og anmelderen Anton Ego, der er en karikatur af Le Figaros anmelder Francois Simon, som i 2006 forsøgte at give restauranten dødsstødet med en sønderlemmende anmeldelse.
La Tour D’Argent betaler en del af Notre Dame-kirkens elregning, for at gæsterne kan nyde den oplyste katedral om aftenen. I 1940 murede man en falsk mur op i vinkælderen, for at gemme de største vine fra den tyske besættelsesmagt.
…Stedet emmer af gode historier..

La Tour D’Argent handler om ambiance. Stemning. Stedet virker højtideligt og det er ikke uden ærefrygt, når man første gang træder igennem døren på 15/17 Qaui de la Tournelle. I døren blev vi mødt af ikke mindre end tre mennesker, en ’seater’, der notere din ankomst, en voiturier (ham der parkerer din bil) og garderobedamen…

I stueetagen er der en bar, hvor man kan nyde et glas eller en flaske og få lidt snacks. Behøver jeg at sige at Champagne-udvalget her er ganske omfattende?
Når man er klar til middagen bliver man vist hen til elevatoren, forbi pralemuren, hvor der er billeder er diverse kendisser, der har spist på stedet. Kennedy, Shahen af Iran, De Gaulle osv osv. Naturligvis har man her på stedet en elevatorfører ansat, i blå Panamajakke og hvide handsker, så er tonen slået an…

Spisesalen ligger på 5. sal med udsigt over Seinen og Notre Dame. Der er plads til 80-100 mennesker, og jeg tror jeg har talt over 15 tjenere på arbejde én aften. Indretningen er klassiske fransk, tykke røde gulvtæpper, duge og gardiner i en orange/gul nuance. I lokalet er placeret en prædikestol – her tilberedes husets signaturerret, Canard á la Presse – dvs. stegt and, bryst og lår skæres fra, skroget puttes i en form for en skruetvinge!, saften herfra koges op med bl.a. Madeira.  Først serveres brystet med førnævnte sauce og papirstynde ”kartoffelballoner”. Derefter serveres låret med sauce Bearnaise og frilise salat.

I spisesalen bliver man sat til bords, hvor menukortet udleveres (der er ikke priser i damernes). Her kan man, hvis man ikke har været her før, vælge Canard á la Presse. Den bestilles i par, da man 2 mennesker deler en hel and!?! Den står i ca. €65,00 (per snude) Så har man prøvet det. Man har ikke været på La Tour D’Argent, hvis ikke man har smagt anden!  Denne kvitteres med et postkort, hvor ens nummer står på – forstås på den måde at nummeret indikerer det antal ænder de har solgt indtil nu. Mit nummer var i omegnen af 1.150.000.
Næste gang er man så voksen nok til at gå á la carte. 

Så kommer Sommelieren, og hvis man er heldig er det Chefsommelieren David Ridgway. Han har været ansat siden 1971, er englænder og ekstremt lunefuld.
Vinkortet er 15 cm. tykt! Så hvis du er der med ’Muse’n’, skal du nok have gjort dig et par overvejelser om, hvad du vil drikke inden du kommer.  Samtlige gange jeg har været der, er der nogen i selskabet det har fået anden, og alle gange er det den samme tjener der serverer (’andefar. kalder vi ham nu).
Han ligner én der er ved at få et hjertestop – med et sølvfad i hånden med en klokke ovenpå, løfter klokken så anden kommer til syne, og præsenter den så. ”Madammes et Monsieurs. Votre canard pour se soir!.” Hvorefter han går tilbage til sin prædikestol, hvor han presser,  steger og gør ved…
Forstå mig ret, maden er ikke dårlig, den er bare ikke pengene værd, og følger ikke med resten af stedet. Havde du fået maden på en mere anonym restaurant til den halve pris, ville den have været fin.

Vinkortet, som sagt, det skuffer ikke. Jeg har drukket modne Bourgogner og til en yderst rimelig pris.  Jeg nævner i flæng:

1993 Coche-Dury Meurault Rougeots  
1990 Robert Groffier Les Amoureuses
1990 Armand Rousseau Clos Saint Jacques
1993 Domaine Leroy Volnay Santenots

Ingen af ovenstående vine kostede over €300 på kortet. (Red.: Billigt!)

Indtil sin død i 2006 ( han blev 88) spiste ejeren, Claude Terrail, ved sit stambord HVER aften – iført hvid jakke. Kl. 21.30 rejste han sig, og gik rundt i restauranten og hilste på ALLE gæster i restauranten. Et halvt skridt bag ham stod hans adjudant med navn på alle gæsterne. Han kunne eksempelvis sige til mig: ”Godaften Monsieur Trebbien, jeg håber De nyder deres ophold i Paris. Hvor er det dog en bedårende kone de har.”
Det er old school.

Sidst jeg var på Tour D’Agent var en søndag til frokost. Vi var et selskab på 9 mand, alle med tilknytning til vin eller restaurationsbranchen. Bl.a. var den daværende importør af Legras Champagne med, Legras er huschampagne på Tour D’Argent. Han havde sørget for, at Legras havde bestilt bord til os. Vores antal taget i betragtning, var vi nødt til at bestille to af hver flaske, dels for at få et ordenligt glas hver, dels for at kunne tjekke for flaske forskel.

Guy Charlemagne Mesnillesime 1996 
En fin start

Laville Haut-Brion 1982 (dog kun én flaske)
Laville Haut-Brion 1988 (dog kun én flaske)
Smagt mod hinanden, Hvid Graves, får en del sødme når det kommer op i årerne, Æble/marcipan – ’88 var klart den sjoveste

Niellon Bartard-Montrachet 1992
Kæmpe vin, Helt moden, smør, toast og kærnemælk.

Guy Charlemagne Mesnillesime 2000
Intermezzo

Henri Jayer Vosne Romanée 1985
Dagens vin for mig. Skovbund, harmoni og fantastisk en sødme.

Clos de Tart 1978
Stor vin, som altid, den bedste Clos de Tart jeg har drukket, kommer tæt på ’85 Clos de Tart.

Derfra var det så som så, med  de mentale noter og hukommelsen. Stemningen var som man måske kan forestille sig ret høj. Vi fik lidt mere, der smagte rigtig godt.

Comte Lafon Meursault Charmes 1992
(fra magnum)
Leflaive Pyligny-Montrachet Pucelles 1992 (fra magnum)
Madeira 1922 (producenten er undsluppet mig)

15 flasker vin. Alle sammen var, på trods af flere vines fremskredne alder, helt på toppen. De har ligget korrekt i den samme kælder siden frigivelsen. Ingen af de ovenstående vine er  til at opdrive, medmindre du har den vildeste oldemor. Oven i det er priserne, som sagt yderst rimelige. Jeg mener at huske, at vi for Henri Jayer gav € 355,00 per flaske. Jeg vil tro at den koster, hvis du KAN finde den på markedet i dag, minimum €1000,00. Sikke mange penge vi sparede den dag. :o)

Frokosten strakte sig i øvrigt over 6 timer. Flere i selskabet var lettere overrislede da vi gik derfra igen.

Jeg glæder mig til min næste tur på Sølvtårnet.


Vinælderen hos La Tour D'Argent – hvorfra de i øjeblikket sælger ud af sortimentet!


Når en vin scorer 100 point..!

 

100 point. Perfekt. Uden fejl. Enestående. Tillægsordene er mange! Og man har hørt dem før, udtalt eller beskrevet om en vin, hvis kvalitet er så ypperlig at den fortjener førnævnte stempler.

Robert Parker, Winespectator og mange andre vinanmeldere gør brug af 100-point systemet når de anmelder vin. Her på Winebook bruges det også, og vil blive brugt konsekvent fremover, når vin anmeldes.

Men hvornår er en vin en såkaldt ‘100-points vin’? Hvornår fortjener den de magiske 100 point?

Indtil for nylig havde jeg ikke haft fornøjelsen af at drikke en vin, som jeg ville give 100-point, altså som var perfekt! 

lille

Fredag den 04. september 2009 samledes vi 9 gutter til en aften med Bourgogne vi havde set frem til længe. Og det havde vi navnligt pga. programmet som vi kendte i god tid – som vi havde snakket sammen om længe med mundvandet løbende.

Denne aften skulle vise at afføde ikke mindre end tre 100 points vinoplevelser og en 99, 98 & 97 points vinoplevelse m.m. En stor aften, som blev indledt med 2 champagner, efterfulgt af 2 hvide bourgogner, 7 røde bourgogner og en auslese. Efter smagningen blev vi fodret med lidt hyggevin fra Italien i form af en Brunello og en toscansk Gaja m.m. Det hele akkompagneret af en menu bestående af en forret, dadler svøbt i bacon m. gedeost, kongerejer, tappas, 24-timers ovnstegt cuvette med ærtecreme & papas bravas samt til slut eksotiske frugter med råcreme.

Tak til alle drengene for de store vinoplevelser i hver især diskede op med, tak til Jesper for at stå for arrangementet og ikke mindst tak til Casper og Thomas for den lækre mad i tilberedte.

Vinene i den rækkefølge de blev smagt

– med udvalgte korte eller længere tilhørende smagenoter


Krug Grande Rosé

Flot let rose i farven.
Frisk syre. Dejlig velsmagende i munden med flot længde.
93 point

La Grande Dame 1990
Mørk fylden farve.
Et væld af noter i næsen. Rugbrød, toasted brød, citrus & honning.
Meget kompleks – fylden i munden er total og med den længste eftersmag jeg har prøvet med en champagne.
Stadig meget frisk med flotte perlende bobler på trods af alderen.
99 point

Batard Montrachet, 2005, H. Boillot
Flyt lys-gylden.
Enorm duft, stor kompleksitet.
Rig og fyldig i munden med en helt vidunderlig struktur. Meget frisk og læskende. Flot flot vin.
97 point

Les Montrachet, 2005, Dom. Amiot Guy et Fils
Her er det stort. Fedmen fornemmes allerede ved blot at betragte vinen i glasset.
Intens gylden farve. Smør og kærnemælk kommer op i næsen. Masser af frugt og blomst. Tyk tyk duft.
Mineralitet i højsædet. Vinen smører hele munden til, og læsker helt enormt. Eftersmag på 65 sekunder!
Man sidder med denne vin og ville ønske man kunne have den i glasset hele aftenen, for i de 35-40 minutter vi sad med den, udviklede den sig nærmest konstant og åbnede sig hele tiden mere og mere op og fremviste nye uopdagede noter.
Prislejet er ekstremt, men oplevelsen ligeså! Det her er det hele værd!
100 point

Gevrey-Chambertin 1cru ‘Lavaut St. Jacques’, 2005, Lucien Le Moine
Stor monster-duft. Meget atypisk Bourgogne.
Meget fyldig og kraftig bourgogne, anelse stram/lukket. Burde vente nogle år med denne vin.
Stor oplevelse muligvis i vente.
90 point

Bonnes-Mares, 2005, Pierre Naigeon
Klar og anelse lys i farven.
Duften fin, feminin – noter af anis og fennikel, samt dampet jord og læder i baggrunden! Masser af frugt og eksotiske krydderier.
Fin balance i munden og med mulighed for forbedring med nogle flere år i kælderen.
93 point

Romanee St. Vivant, 2000, Domaine Leroy
Da vi fik denne vin i glassene, udtrykte Frederik sig kort efter, med ansigtet halvt nede i glasset: "Yes – den er bare helt op og ringe den her. Nogen gange Lalou’s vine gode, og andre gange – som nu – spiller de bare 100%. Det er for vildt det her!" Og det var fuldstændig sådan vinen udtrykte sig – at alt ved den bare ringede!
En helt utrolig kompleksitet – mesteren indenfor kompleksitet. Det var nærmest som om, at den i de 70-90 min jeg havde den i glasset, ændrede karakter fra mundfuld til mundfuld – og til det bedre hver gang!
Lag på lag på lag af fløjlsbløde noter kom til udtryk – friske jordbær, krydderier, peper, fugtig skovbund, læder, animalitet. En helt igennem fræk, forførrende og sexet vind. Og på trods af den vildskab og kompleksitet var balancen hele tiden i højsædet. Det var stort – skal opleves igen. Men hvornår? Der må ikke gå for langt tid!
100 point

Charmes-Chambertin, 1999, Nicolas Potel
En meget flot vin i ægte gevrey-stil! Ekstremt udtryksfuld, mellem-fyldig krop uden at blive for kraftig!
Masser af mørke bær, krydderier, jord – en fantastisk næse.
Flot harmoni, fantastisk lang eftersmag.
94 point

Bonnes-Mares, 1995, Champy
Kirsebær og eksotiske krydderier i næsen.
Flotte integrerede tanniner. Spændende vin – helt utrolig lækker duft.
Bar’ alderen flot.
93 point

Corton-Renardes, 1993, Domaine Leroy
Aftenens flotteste næse/duft. Helt utroligt forførende – omfavnende parfurmeret på den helt rigtige måde.
Igen en helt vild, nærmest ulden fløjlsblød vin. Den udtrykker åndeløst, hvad ingen vinfremstilling af Pinot Noir kan opnå udenfor Grand Cru terroir’et i Bourgogne.Fyldig og alligevel let – nærmest svævende!
Vi var helt blæst væk af denne vin. Unik balance – samtidig med de utroligt mange lag af noter!
Jern og læder, masser af sort frugt. Frisk integreret syreindhold! Fantastisk vin.
100 point

La Tache, 1984, Domaine de la Romanee Conti, DRC
Imødeset DRC i en svag årgang. Årgangen blev dog gjort til skamme og beviste endnu engang, at store producenter også laver stor vin i de små årgange.
En næse med aromater af sorte hindbær, meget krydret, blomme og appelsinskal.
Elegant og rig med noter af fugtig jord blandet med krydderier, bær og jeg kunne blive ved og ved, men disse noter vil ikke gøre denne vin og de tidligere nogen retfærdighed. Så lad os bare afslutte med, at ved en yngre eller større årgang var der ingen tvivl om, at denne vin med dens dybde, kompleksitet og balance ville blive aftenens fjerde 100 points vin. I denne årgang eller nærmere denne flaske, måtte den ‘nøjes’ med:
98 point

Auslese, Georg Breuer, 2007
Dejlig afslutning til deserten.
92 point

DELTAG I DEBATTEN

Byd ind med Jeres synspunkt på ovenstående, gerne med lignende vinoplevelser, synspunkter til pointskalaen og hvornår en vin fortjener 100 point?

Og til drengene som var med ved denne aften: kom med Jeres version af oplevelsen…


Frederik Trebbien og det eneste rigtig essentielle!

Vi siger velkommen til det seneste skud på stammen af faste blog-skribenter på Winebook.dk.

Frederik Trebbian om sig selv:

Vinimportør og livsnyder med hang til Champagne og Bourgogne. Jeg har tænkt mig en gang eller to om måneden at skrive om oplevelser, overvejelser og tendenser i vin og restaurationsbranchen i København, Danmark og udlandet.

Professionelt har jeg fokus på de klassiske områder i ”den gamle verden”.
Rent personligt må jeg tilslutte mig en ven som engang bedyrede:

”Chambolle i Bourgogne og Avize i Champagne er det eneste rigtig essentielle efter forplantningen.”
___
Frederik er pt. på vej til Rheingau, Champagne & Bourgogne, og udkommer umiddelbart efter hjemkomsten med han første blogindlæg.

image


Chablis i Umbrien?

Kan man få vin i Italien der smager som i Chablis/Bourgogne?

Nej – her er klimaet ganske enkelt for afgørende en fakta.
Men kan det lade sig gøre at finde vin i Italien med samme kvaliteter som i Chablis/Bourgogne, i form af en mineralitet og lethed der er uovertruffen, samtidig med at man får kvaliteterne fra det italienske klima?

Svaret fandt jeg i Umbrien – nærmere betegnet Decugnano dei Barbi, små 15km fra Orvieto. Her ligger denne charmerende vingård, hvis historie i ældre tid går helt tilbage til 1000 år før Kristus. Her er nemlig kældre udgravet under vinmarkerne, som dette gamle folk udgravede for over 3.000 år siden. Kældrene bruges idag til lagring af husets glimrende Spumante, lavet på den traditionelle champagne-metode, som også er beskrevet her på Winebook.dk.

_MG_0605

_MG_0598

For at vende tilbage til påstanden i indledningen: Hvad gør Decugnano dei Barbi så særligt, og hvorfor fremhæver jeg deres vin som værende med samme kvaliteter som vinene fra Chablis?

En undersøgelse af jorden på deres vinmarker har afsløret samme jordbundsforhold som i netop Chablis. Kalkholdig & fyldt med østersskaller! Ligeledes ligger markerne 350m over havet, hvilket giver masser af luft og et klima en lille smule køligere end i resten af Umbrien.
Resultatet fornemmer man straks er deres hvide vin på chardonnay og sauvignon blanc, som har en mineralitet og lethed som er uhørt i denne del af Europa, samtidig med en skøn cremet fedme på den gode måde.

_MG_0597

_MG_0595

Ligeledes fremstiller de en Pinot Noir, som selvfølgelig ikke udtrykker sig som i Bourgogne, men alligevel har en hvis lethed i konsistensen og friskhed i frugten. Stokkende herfra er dog stadig unge, og selve udtrykket i deres Pinot Noir er de først nu ved at få lagt fast. Stor vin måske under opsejling her!

Blandt de meget spændende vine de fremstiller, står deres Spumante også som en stor oplevelse for mig. Jeg smagte en 2002 & 2003 vintage brut. Begge årgange med sprød frisk frugt, rugbrød, frisk syre. Meget behagelig at drikke, og for første gang i Italien fornemmede jeg en Spumante som jeg tror ville udvikle sig meget positivt over de næste 10+ år. Og prisen er absolut til at have med at gøre…

_MG_0599

Jeg kan varmt anbefale et besøg hvis man skulle komme forbi Umbrien eller befinde sig i nærheden i Rom eller Toscana. Og skulle man få lyst til at tage et par dage dér, tilbydes ligeledes overnatning i form af 4 skønne værelser på deres Agriturismo.

stjernestjernestjernestjernestjerne

_MG_0606

Bo skønt i de vinøse omgivelser…

_MG_0604

_MG_0593

_MG_0588


En aften med Tempranillo

Proppet op og klar
Proppet op og klar

Fredag samledes ’smagepanelet’ med henblik på at at smage på tempranillo-druen sammen med lidt godt Tappas, flot serveret af Thomas Berg.

Det blev en aften med gode og spændende vinøse oplevelser, omend mit overordnede indtryk jeg står tilbage med er, at jeg ikke føler mine ben blev sparket 100% væk under mig – ikke som jeg havde forventet. Det var flotte vin, ingen tvivl om det, men for få af dem kom helt ud over kanten – lidt for sikre/nemme vin.

Hvad vi fik:

– Bollinger RD 1990 –
Vi startede med en fantastisk champagne at varme op på – denne perle var der virkelig set frem til, og den var for mit vedkommende aftenens største oplevelse. (Sjovt nok på en Tempranillo-smagning)
Farven var gul, næsten karry-gul! Fin friskhed i syren og skønne bobler. En duft af karamel, rugbrød, nogle mørke toner afslørredes både i næse og mund. Det hele i fantastisk balance. Lang eftersmag – vi stod ca 30 min. over den, og den udviklede sig meget flot i glasset, afslørrede hele tiden nye nuancer. En kæmpe oplevelse, og en champagne jeg godt kunne tænke mig at smage igen om 5-10-15 & 20 år, for det kan den sagtens tåle. 96 point.
– Contino – Viña del Olivo 2001, Rioja –
En af aftenens bedre. Stor duft – masser af frugt og røde bær.  Mørk rød i farven. Fint fadpræg. Vinen var helt åben & klar – udviste perfekt balance. Meget silkeblød og elegant i munden – kom dog aldrig ud over kanten. Manglede et overraskelsesmoment, omend en flot vin, strålende eksempel på Rioja – med god kraft kombineret med balance. 92 point.
– Alejandro Fernandez, Ribera del Duero, Janus Grand Reserva, Pesquera 1995 –
Igen en mørk rød farve, anelse rødbrun. Vild næse – meget animalsk og tydelig stald i duften. Afslører toner af læder. Fantastisk. Det samme kommer til udtryk i munden, hvor den er meget kraftig i starten, men forsvinder desværre lidt for hurtigt. Stor syre – bider skønt i på tungen. Flot tannin. Vinen kan dog efter min vurdering være på vej ned. 91 point
– Vega Sicilia UNICO Reserve Especial – Blend of 1990, 1991 & 1994
Frugtbombe i næsen. ‘Ribena-del-duero’ blev den kaldt i løbet af aftenen. Masser af solbær. Små hint af krydderurter, men uden at springe for meget frem i næsen. En ægte mundrenser! Klæber behageligt med den fine integrerede tannin. En vin der øgede stemningen, men også antydede en anelse respekt i stemningen. Fløjlsblød i munden. En komplet vin. 95 point
– Numanthia Toro 2004 –
Svært for denne vin at skulle følge efter Unico. En vin på Tempranillo-klonen ‘Tinto’.
Meget mørk og krydret i næsen. Anelse sprittet/alkoholisk. Noter af lakrids. Har lidt for meget garvesyre – tørlægger munden totalt. Vinen har en anelse vildskab – men er ikke i balance. I tvivl om den vil blive det med nogle flere år i kælderen – kunne være sjov at prøve om 5 år igen. 88 point
– Flor de Pingus 2005 –
Åbnet 23 timer før vi smagte den! Meget mørk rød, næsten sort – med et violet skær. Skøn aromatisk næse, fyldt med vanilie og ristede kakaobønner. Masser af mørke bær. I munden følger den hvad næsen afslørrede, og mere til. Det er en vin der kommer flot ud over kanten – fyldt med energi. God kraftig tannin og frisk syre og frugt. Måske et år for tidligt at drikke den, men den vidste flot balance. Ikke så kraftig som 2004 – men måske mere rund og elegant. Blandt aftenens store oplevelser – en vin der har en fantastisk fylde og kompleksitet. 95 point
Aftenen blev sluttet af med en lille dessert-anretning. Pistace is og hjemmelavet muffin med chokolade fra Sommerbird! Tak til Thomas.
Her serverede han et glas Krohn Colheita Port 1997 – ingen noter herpå andet, end at den var fantastisk at have i glasset i sofaen, til Prince, Metallica, Guns’n’Roses og Queens of the Stoneage blæsende ud af højtalerne.
Fantastisk aften.

En aften med tempranillo
En aften med tempranillo

Til slut: Har læserne nogle erfaringer med ovenstående vin?

& kan i anbefale nogle vin på Tempranillo, som undertegnede og andre skal prøve, for at smage fantastisk vin på denne drue?


Champagne på italiensk!

Her kommer en lille lomme historie fra de varme lande, nærmere Italien!
I sommeren 08´holdt de to berygtede familier af Don Per og Don Flemming, et 8 dage langt familie møde i toscana, Montalcino. Jeg var med som foot soldier, og fik tildelt opgaven at smage mig igennem områdets store udvalg af Brunello, Rosso, og div. husvin.. Hårdt arbejde!!
Men inden min tur gik til Montalcino, havde jeg aftalt et møde i  Milano med George Armani på hans Resturent Nobu. Planen var at give ham et tilbud han ikke kunne sige nej til!
Designeren dukkede aldrig op, men efterlod mig med en masse tid til at designe et par nye beton sko til ham.

img_4942-400x300

Imens jeg sad der og nød den udsøgte Japansk/Fransk inspirerede mad, bestilte jeg  en vin fra det lokale vindistrikt, Erbusco i Lombardiet. Det blev på trods af mine tidligere dårlige oplevelser med italienske bobler, endnu en mousserende vin – “for when in rome, do as the romans do”… Og sikke en oplevelse!

Vinen var en Bellavista Cuvee Satén Blanc de blanc (100% chardonnay) fra Franciacorta. Den var sboccaturu (degorgeret) i 2007.

Fantastisk blød, rund, karakterfuld og feminin vin… her gik det op for mig at de norditalienske vinbønder også mestre ‘Champagne metoden’, metodo classico! Ud fra den oplevelse var jeg nød til at lave lidt om på mine planer om at finde Giorgio og give ham hans nye beton sko på.
I stedet besluttede jeg at drage mod øst for, at besøge Vittorio Moretti som ejer Bellavista… Efter en køretur på 2 timer fra Milano til Brescia, fandt jeg ud af at det have være en god ide med en aftale på forhånd!?! Så jeg kørte op til hans nabo Ca´del Bosco, som nok er områdets ukronede konge. Han har, sammen med Bellavista, skylden for at området Franciacorta blev DOCG i 1995.

img_4970-400x300

Årsagen til at DOCG blev givet var, at der blev sat nogle faste og høje krav til selve produktionen. Dvs. at kravet til de mousserende vin fra Franciacorta DOCG skal laves efter metodo classico altså ‘champagne metoden’. Og lavet på chardonnay, pinot nero(noir), pinot bianco(blanc). Men vinen her har et lidt varmere klima for foden af alperne end i Champagne, og det giver en vin med mindre markant syre og en smule mere sødmefuld frugt. Lidt mere feminin dog uden at blive klam.
Det er et alt for overset område, og vinene vil jeg kraftigt anbefale. For efter min mening og mine smagenoter, er de vine fra området i samme klasse og i nogle tilfælde meget bedre end hvad andre lande kan klare.

img_4968-400x300

Efter vi var færdige med rundturen – og en del viden og billeder rigere, kørte vi til den lokale sø – Lago d´iseoo – for at holde en lille pause. Det viste sig at blive til et par dage, da Iseoo by er en lille gemt perle med mange romantiske hjørner og ikke mindst: god mad!
Næste gang jeg skal til norditalien, skal området udforskes lidt grundigere med base i Iseoo. Jeg kan kraftigt anbefale det, fremfor det ødelagte Garda område.

Efter det alt for korte møde med Franciacorta området, gik turen til Familie mødet i Montalcino.. men det møde er en helt anden historie, som i får en anden gang!

Har du haft en oplevelse med “Champagne metoden” uden for champagne distriktet?
Og har du evt en anbefaling til et område el. vin eller måske et skræk eksempel på hvor galt det kan gå når producenten springer over hvor gærdet er lavest?

/Casper


Champagnens puslespil!

God champagne er noget af et puslespil at stykke sammen. Og i denne omgang holder vi os til standard/prestige cuvee.

Det er ikke kun et spørgsmål om at lave god ufiltereret basisvin (vin clair) ud af de 3 drue sorter Pinot meuiner, Chardonnay og Pinot noir – før den blandes. (Og som bekendt er den sidst nævnte drue en af de mest besværlige druer at dyrke- med succes- i verden.) Det er den blanding som bruges til størstedelen af den champagne der bliver lavet idag. (Med undtagelse af div. special cuveer som feks. Blanc de blanc, som er ren Chardonnay og Blanc de Noir som kan laves på pinot noir og/eller pinot meiuner, som begge er røde sorter.)
Når vinmageren har fundet den stil der passer til huset ved at blande de 3 druer, er kunsten så at lave en cuvee som smagsmæssigt er den samme – år efter år. De store huse køber nemlig druer fra mellem 50-200 forskellige champagne kommuner til deres blandings cuveer. Derfor stor risiko for variation.

Men hvordan kan det lade sig gøre at lave en ens vin når hvert års høst jo er individual?

Her kommer der den genistreg der gør champagne så fantastisk. Hvert år gemmer man en del af basisvinen (vins de reserve) af alle 3 druer, altså en vin der ikke er gæret for anden gang endnu, det sker først senere på flaske. ‘Gemmevinen’ bliver opbevaret på stål- eller cementtanke for at få så lidt påvirkning til vinen som muligt. Det gør man da de i nogle tilfælde kan ligge og vente på at blive brugt i mange år. Også derfor er det så utrolig vigtig, at det er en kvalitetsvin der bliver lavet fra start, ellers holder den ikke distancen!
Nogle producenter bruger helt op til 50% ‘gemmevin’ i hver udgave af den alm. cuvee. Så det kræver god lagerstyring og smagsløg at finde den rigtige ‘gemmevin’ til lige netop det års høst, da høsten som bekendt svinger meget i det kølige nordfranske klima.

Når de første brikker i puslespillet er på plads, altså moden høst, valg af div.”kommunevindruer”, vinifisering og blanding af basisvine, valg af mængde og gemmevin og til sidst blandingen af dem, – så kommer der endnu en lille unik brik, nemlig tilsætning af en helt speciel udvalgt ‘grødblanding’. Det er et mix af vin, sukker og en special udviklet og udvalgt gærstamme. Det mix kaldes ‘liqueur de tirage’.
Den ufiltrerede basisvin, både den nye og den gemte, indeholder små rester af skaller, kerner, stilk og frugtkød, som ikke er opløst i vinen. Dette kaldes, sammen med ‘grødblandningen’, for Bærmen (sur lie) – i alm. tale: bundfald! Bærmkontakten er vigtig fordi det giver vinen mere kompleksitet og blødgøre vinens syre.
Når så den unikke ‘grødblanding’ er tilsat, kommer vinen på flaske og lukkes med en kapsel, hvorefter den skal lagre i en ubestemt periode – dog min. 15 måneder.
Ved fremstilling af prestige cuveer er det normalt at de ligger i mange år. Under denne flaske-lagring er det enormt vigtigt at vinen jævnligt bliver vendt og drejet. En proces der kaldes ‘remuage’, som er den vigtige anden gæring.
Det er her under denne anden gæring, at vinen bliver forvandlet til Champagne og de dejlige bobler opstår!

Men alle brikkerne er ikke lagt endnu. Vi mangler stadig at justere champagnes sødmegrad, få bærmen fjernet og en rigtig korkprop bundet på flasken. Det kaldes for ‘dégorgement’.
På dette tidspunkt står champagnen næsten lodret i en special vinreol efter, at være blevet vendt stille og roligt så bærmen til sidst er endt i toppen af flaskehalsen.
Nu lynfryses flaskehalsen så der dannes en isklump, der indeholder alt bærmen/bundfaldet. Isen fjernes ved at flasken bliver rejst op – dermed klare trykket i flasken resten ved at skyde isklumpen ud og voila! – champagnen er blevet helt klaret.

Den sidste brik bliver lagt inden proppen kommer på. Sødmegraden justeres. Det sker ved at tilsætte en dosage (liequeue d’expedition). Dette er endnu en ‘grød’, lavet af basisvin og sukkersirup som bliver opløst i vinen. Her vælger vinmageren sødmegraden (Ekstra brut, Brut, Extra dry, Sec, Demi-sec, Rich el. doux) ved at bestemme mængden af restsukkert i ‘grøden’.
Til sidst bliver den rigtige korkprop endelig bundet på den færdige Champagne Prestige Cuvee.

Næste gang du nyder en flaske god Champagne, så husk på det store puslespil der skal ligges hver gang en vinmager vælger at lave verdens mest komplicerede vin…. Enjoy!

NOTE: Denne måde at lave Champagne på er hvad der i gamle dage hed “champagne-metoden”. Men fra 1994 blev det vedtaget ved lov at vi ikke “må” bruge det udtryk mere. For det kan misbruges uden for champagne.
Så et lille tip når du køber champagne og mousserende vin: Se efter på etiketten om der står: Methode Traditionnelle, Methode Classique, Traditional Method, Classic Method eller Bottel Fermented. Det betyder nemlig at den er lavet på den “rigtige” måde.

Er der nogen af jer der har erfaring med forskellen på de forskellige udtryk i mousserende vin, når de er lavet efter “champagne-metoden” vs. andre bobbelvins metoder?

Er der nogen forskel eller kan kvaliteten være den samme ved andre metoder?

Hvilken type vil du anbefale mig at smage op mod mine champagner?

Håber du vil byde ind med din erfaring.

Blogges ved

Casper


Glitter eller Guld?

Det mest elementære ved alle former for sanselig nydelse er, at vi får det bedre- før, under og efter – oplevelsen.
Og det gør mousserende vin for mig! – Specielt hvis der står Champagne på flasken!

Hvordan kan det hænge sammen, når jeg nu har bildt mig selv ind, at jeg ikke er hoppet på endnu en luksus dille når det kommer til Champagne?
For det første har jeg ikke altid været glad for bobbel-vin. Havde egentligt afskrevet den type vin som noget for mig, fordi jeg aldrig var villig til at bruge hvad det kostede for den kvalitet med oplevelse i – dumt i know!

Men for ca 1,5 år siden er jeg begyndt at tage den seriøst, efter flere vellykkede måltider med Champagne til. Herefter er det gået stærkt!

Det “noget” der mangler at blive nævnt i indledningen er selvfølelig smagen. Det der burde være det allerførste der bliver fremhævet ved enhver type madvarer, men er i dette tilfælde kommet i 2 og 3 række efter prestige og følelser…. Det er måske ikke helt tilfældig at div. champagneproducenter vælger at spille på de strenge, for det virker!

Min oplevelse og dyrt købt erfaring er nemlig, at det første vores dejlige kvinder (og ligemænd) siger, når man spørger til deres oplevelse af at drikke den gyldne og kostbare drik, er at de har en følelse af luksus og eksklusivitet og at de bliver forkælet – altså en “følelse” af Champagne – og først derefter bliver smagen kommenteret… De har ramt hovedet på sømmet hvad angår markedsføring….Men hvad med os mænd, vi er jo hævet over det pjat med at lade os rive med af følelser ….eller hvad!?

Jeg kan selvfølelig kun tale for mig selv. Men for mig er det at “indtage” Champagne noget der starter lang tid før at korken popper. Vil det sige at jeg er hoppet i med begge ben og ladet mig påvirke af alt den Glitter der omringer “Champagne følelsen” som en svøbe. Og hvad med indholdet i flasken, kan den langtids flaskelagret vin virkelig følge med alt den ‘hype’ der er på den anden side af det tykke flaskeglas. Er der tale om en type vin hvor der er Glitter og romantik ude omkring og flydende Guld inde i..? Mine svar er klart Ja og Ja. Jeg er en ‘sucker’ for den Glitter og en håbløs romantiker når det handler om Champagner. Men for mig startede det ikke ved romantikken, men ved smagen af en moden Dom Perignon 1996. Lige pludselig åbnede der sig en ny dimension i min vin-verden. Jeg har overgivet mig til hele oplevelsen af at “indtage” Champagne, både Glitteret og Guldet. Og det gør oplevelsen fuldendt, og noget jeg aldrig glemmer!

Så for at gøre en lang historie kort, så prøver jeg bare at opfordre alle der endnu er lidt tilbageholdne med at åbne op for jeres “Champagne følelser”… lad korken poppe og sug til jer af alt hvad den har at byde på, for det er Guld og Glitter hele vejen igennem!

Jeg vil meget gerne høre om din oplevelse af hvordan du evt. er blevet omvendt til champagne!

Hvordan oplever du Champagne?
Hvor meget betyder “Champagne følelsen” for dig?
Også hvis du har en helt anden vinkel på emnet?

I næste blok vil jeg skrive lidt om de forskellige vinificerings metoder der bliver brugt til fremstilling og div. typer mousserende vine rundt om i verden, og hvad det giver af forskellige udtryk og smag.

Blogges ved.


Champagne nedkøling

Hej allesammen.

Jeg vil gerne starte en debat omkring hvordan i køler jeres champus ned.

For køleskab giver små rystelser giver der ødelægger boblerne, vin køleskab gør det samme når man gemmer dem derinde, så er der nedkøling i is, men så får vinen et chock og ændre derfor smag. Hvad gør i.. Jeg personligt bruger stadig is som nedkøling for og undgå ødelagte bobler.

Håder det her kan få lidt skub i debatten her op til nytår.

Mvh

Søren Jensen