Value for money i ’tilbuds-brunello’…?

Brunello er på manges læber i øjeblikket. Fra den omdiskuterede ’skandale-årgang’ 2003, som efter rygterne skulle være fusket med, til superårgangen 2004 som pludselig for alle til igen at lovprise Brunello. Det har været diskuteret meget her på Winebook.dk – men er Brunello altid garant for gennemsnitlig høj kvalitet, særligt ’tilbuds-brunelloerne’ fra supermarkederne?

Vintest: Er der 'Value for money' i tilbuds brunello?
Vintest: Er der 'Value for money' i tilbuds brunello?

Den 1. maj 09 var dagen hvor jeg tog konsekvensen af mange diskutioner og ikke minst pga. egen lyst til at finde ud af om der er penge at ´tjene/spare´ ved at holde øje med tilbudsavisen – specielt i denne krisens tid!
Missionen i denne omgang gik ud på at finde ud af hvor meget ‘Value for Money’ vi får ved at købe billigt ind af “tilbuds-Brunello” i div. supermarkeder. For hvis de bruger deres “muskler” rigtigt, vil man mene at de kan købe så stort ind og derved være i stand til at forhandle en pris der måske vil gøre det muligt at sælge billigere end andre. Da man normalt siger at en “rigtig” brunello ikke kan laves (og sælges i dk) for mindre end 200 kr, vil det være spændene at se hvor meget Brunello vi får for ca. 100 kr.

Efter at have skaffet 5 forskellige brunello, der jævnligt kommer på udsalg til mellem 98 -150 kr, fra 5 forskellige supermarkeder, var det kun et spørgsmål om at få samlet ’smagerne’. Og de mødte villigt frem da de hørte de magiske ord : Brunello di Montalcino!

Tropperne samledes og smagningen blev holdt i Winebooks egne lokaler i Bellacentret.
For at vi havde i frisk erindring hvad Brunello går ud på, og for at have en målestok, startede ‘M’ med at servere en :

Pian della Vigne – Brunello di montalcino fra Antinori. (ikke blindt) ca. 400 kr. i butikkerne.
Violet farve, tryk på fadepræget m. vanilien. massere af søde bær, en smule rosin og god syre, mellem lang eftersmag, god ballance.
Gennemsnitlig karakter: stjernestjernestjernestjernehalv_stjerne

Vi gik derefter igang med at blindsmage de 5 tilbuds Brunello di Montalcino:

1/ “Vinea Familiae” 2003 (ikke navngivet)
Fra Netto, udsalgspris 99 kr.
Violet farve, små sur i næsen, let bitter syre, fraværende frugt , kort sur afslutning.
Gennemsnitlig karakter: stjernehalv_stjerne

2/ La Collina dei Lecci- Pioggiocaro 2004
Fra Kvickly Spinderiet Valby, udsalgspris 99 kr.
Ren let violet farve, Svag krydret næse, bittersød bær, let jordet, kort afslutning med høj tannin.
Gennemsnitlig karakter: stjernestjernestjerne

3/ Badia al Colle 2002
Fra Fakta, udsalgspris 98 kr.
Rødbrun farve. Let animalsk , vanilie i næsen. Solbær og jordbær, fin syre og god ballance. pæn lang syreholdig afslutning.
Gennemsnitlig karakter: stjernestjernehalv_stjerne

4/ Principesco 2003
Fra Irma, udsalgspris 99 kr
Mørk rød farve. Tydelig eg og sød frugt i næsen. Sødmefuld Engelsk lakrids, tobak, solbær med ren syre og god tannin, lang sød eftersmag.
Gennemsnitlig karakter: stjernestjernestjernestjerne

5/ Campogiovanni 2004
Fra Føtex Food, udsalgspris 149 kr
Mørk rubinrød farve. Sveske og stald i næsen. Tobak og sveske og sød fruft  med fin ballance i syren. Mellemlang afslut.
Gennemsnitlig karakter: stjernestjernestjernehalv_stjerne

Efter smagningen var der en livlig debat og en smule skuffede miner at spore hos tropperne. Jeg tror at vi alle egentligt gerne ville have opdaget, at der ville være guld for enden af regnbuen, men vi var enige om at kvaliteten slet ikke kunne følge med prisen. For 100 kr kan der findes meget godt og især markant bedre vin, hos de selv samme supermarkeder, som har disse Brunello-vin på hylden.
Det skal dog nævnes, at der var en vis enighed om, at hvis der skal bruges 100 kr på vin, så ville Irmas Principesco 2003 godt kunne komme i betragtning hos de fleste af ’smagerne’.

Nu hvor krisen kradser hos de små vinbønder i Montalcino, kan de ikke rigtig få solgt deres vin. Vi kan håbe på at supermarkederne bruger deres “muskler” til at hente lidt bedre Brunelloer hjem til deres hylder og derved os forbrugere.

Tak for hjælpen til tropperne.

Hvis du har et forslag til en vintype, drue, område eller land som du gerne vil have testet af mig og tropperne, må du meget gerne skrive til mig.
Jeg vil også gerne høre om dine oplevelser med ’tilbuds-vin’ på godt og ondt.

Skrives ved.
Casper
Winebook


Perler fra Piemonte

En piemontesisk mad- og vinaften på Casa d’Antino bød på et væld af smagsoplevelser.

Rustikke omgivelser på Casa d'Antino
Rustikke omgivelser på Casa d'Antino

Passion and more …

Sådan stod der pirrende på plakaterne om Piemonte, da jeg gjorde min entre på Casa d’Antino – kendt som en af Københavns bedste restauranter med mad og vin fra Piemonte. Og de ord skulle vise sig at holde stik.

Jeg var inviteret til en aften med piemontesisk mad og vin en onsdag i april for at skrive om vinområdet til Winebook. Værterne var fuldblodsitalienere fra Piemonte, og de var særdeles veloplagte og varme, som ægte italienere jo er. Den italienske stemning blev ekstra intens i de rustikke omgivelser på Casa d’Antino, som med det samme viste sig at være perfekte rammer for en ægte italiensk aften.

Gastronomiske oplevelser fra Piemonte
Aftenen blev skudt i gang af medarbejdere fra turistbureauer i Italien og Piemonte, som fortalte passioneret om regionen. Chefkokken Lucio Rosetti, som i øvrigt selv er fra Piemonte, præsenterede en menu på seks retter, vi kun kunne glæde os til, heriblandt en Barolo-risotto, som virkelig fik min mave til at strutte af forventning. Og den blev ikke skuffet, da den cremede og veltillavede risotto ramte smagsløgene.

Barolo-risottoen pirrede smagsløgene
Barolo-risottoen pirrede smagsløgene

Andre udvalgte retter fra menuen:

•    Vitello tonnato. Kalvekød i skiver med tun sauce og kapers.

•    Cappelletti di salsiccia nostrana con vino rosso e burro. Cappelletti med fyld af hjemmelavede italienske pølser, rødvin og smør

•    Scaloppa di vitello “parma e salvia”. Kalvefilet med parmaskinke, salvie og hvidvinssauce

Aftenen forløb godt – altså på typisk italiensk manér med hygge, varme, lidt forvirring og venten – men alt sammen skal til ved en ægte italiensk aften. Casa d’Antino var perfekte omgivelser – et sted jeg varmt kan anbefale at spise. Her udvælges mad og vin sammen med omhu – og Piemontevinene er specialet.

Vi fik elleve vine at smage til menuen, foruden roséen ved velkomsten og Spumantien til desserten.

Vi fik smagt meget bredt af hvad Piemonte byder på
Vi fik smagt meget bredt af hvad Piemonte byder på

Udvalgte smagenoter:
Armujan | Barbera d’Alba | 2006 | Podere Ruggeri Corsini
Aftenens vinder!
Rød/lilla i farven. Fint integreret fadpræg, uden at dominere.
Markant frugt. Vinen virker meget omfavnende og drikkes virkelig godt.
Stor nydelse og lang i eftersmagen. Helt klart anbefalelsesværdig. stjernestjernestjernestjernestjerne
Kan netop nu købes hos Ludv. Bjørns Vinhandel på tilbud fra 210 kr. til 135 kr.
Cagliero | Dolcetto d’Alba | 2004
Meget tydelig kirsebær i munden. Lidt jordbær følger efter.
Ingen fad-præg.
Rhone-stil. Lidt ung i udtrykket. Anelse lakrids i næsen.
stjernestjernestjerne
Cadia | Barbera d’Alba | 2005
Lidt lukket i udtrykket. Meget tannin.
Lidt egetræsfad. Fin frugt. Fint potentiale i vinen.
stjernestjernestjerne

Negro | Roero | Sudisfa | Nebbiolo Riserva 2006
Lavet på Nebbiolo + lidt Pinot Noir!
Skøn næse – ren rød farve. Flot parfumeret frugt.
Gode integrerede tanniner – med flot lang eftersmag.
Skøn vin. stjernestjernestjernestjerne
Barolo | Negretti | La Morra | 2006
Typisk Nebbiolo – for ung og skarp.
… Som tiden går åbner den dog en anelse op med masser af frugt.
Stadig en del syre – skal ligge endnu. Udmærket potentiale.
stjernestjernestjerne
Oddero | Barolo | 2001
Vores bordherre, en italiener fra den Piemontesiske vinindustri,
skaffede denne store Barolo til os ude i køkkenet. Oddero er en vigtig
producent i Piemonte, og det viste sig klart.
Tydeligt mere alder end i den anden Baroli, og den viste sig godt frem.
Fin frugt – med en animalsk tone i næsen. Mange krydderier pirrer.
Fra Slovenske fade. stjernestjernestjernestjernestjerne

Cadia | Barolo | 2005
Der stod 2004 på etiketten af denne vin, streget ud med kuglepen og overskrevet
stod der 2005. Vi fik af vide af manden fra den Piemontesiske vinindustri, at dette
skyldtes, at vinen ikke er kommet på markedet endnu. Den var blot flasket til
denne lejlighed! Ok. Så endnu en ung Barolo! Og det var den også i udtrykket.
Meget kraftig tannin. Kalk og vanilje i næsen. Svag frugt. For ung – ingen vurdering.
Palladino | Barolo | VIgna Broglio | 2004
Flot og spændende næse. Meget fine tanniner.
Jordbær og hindbær – som også kommer fint til udtryk i munden. Vanilje – tydeligt
præg fra Barriques. Fin Barolo. stjernestjernestjernestjerne
Barolo | Negretti | La Morra | 2005 (vertikal)
Nu et år ældre end den tidligere Barolo fra Negretti.
Mindre parfumeret. Stadig brug for mere tid.

•    Har i nogle særlige piemonte-vin i kan anbefale – så kom endelig gerne med dem i kommentar-feltet herunder!

I den kommende tid håber vi på Winebook at kunne følge op med flere interessante indlæg om Piemontes skønne gastronomi og vine. Hvis I vil vide mere om vin og mad fra området, smagenoter og hvor man eventuelt kan få fat på en særlig vin fra området, så skriv jeres ønsker i kommentarfeltet. Så vil brugerne eller Winebook følge op på dem.

Winebook vender også snart tilbage med en tur rundt om andre områder.

Piemonte-regionen | Passion and more...
Piemonte-regionen | Passion and more...

Leroy Le Musigny 2003 - Perfection?

Is there such a thing as perfection? I had the Musigny 2003 this weekend – here goes:

Domaine Leroy | Musigny 2003
Domaine Leroy | Musigny 2003

Bottle 149 of 578. Right there, it’s a privilege to be in its presence, never mind opening it.
The cork was soaked through, rather worryingly, but those fears were put to rest from the second this masterwork saw the light of day.

On the nose, a gorgeous tapestry of cherry, chocolate, lingering pipe tobacco, fern, seaweed and iodine. The other taster, H., and I both agreed–to be vulgar, it created an almost hormonal-blasting impression of that place down under our ladies like us to visit… I shall say no more. It phased in and out from one alluring waft to the next, powerful yet delicate at once, turning knees to rubber.

On the palate, remarkably open and approachable–we expected to encounter a wall, given its young age. But no. Layer after thin sweet layer of silk and magic on on a multidimensional fruit core that unfolded for literally minutes at a time–minutes! A gorgeous fog of mineral saturates everything. Decaying leaves and fresh cut grass. Tannin appearing here and there, never heavy… as complete as a wine experience can be. I had an urge to eat Japanese food and explore the possibilities of Eastern religion.

I’ve had a lot of good wines in my time. But this has changed things… I have a sense that I’ve visited a very special place, and that I will never revisit that exact place again. Introspective, primal solitude… the natural order of things becomes clear, the relationship between the wind and stars never so obvious, a step closer to knowing every little secret of the universe. I was moved, and possessed of a gratefulness as powerful as I’ve ever felt. I am a better person for having tasted this wine.

I’m getting carried away, but to put it simply, this wine carries you away. I could write on and on about it, frankly.
Practically, it’s not a wine for tasting events. You don’t put points to this, and you don’t compare the components of perfection at this level. It is a wine for drinking with a good friend or two, people you don’t mind sounding silly around.

Tasted quickly on opening. Then decanted 1.5 hours. Then drunk over 3 hours after that.
I thought of toning the note down, but then thought it best that you know your musigny went to someone who truly drank from its depths and appreciated every lingering second of it.

/Patrick Fitzgerald


Pinsen fyldt med biodynamisk vin

Renaissance 2009 | Kbh den 30. & 31. maj
Renaissance 2009 | Kbh den 30. & 31. maj

Lørdag den 30. maj og søndag den 31. maj kan man på Axelborg i København opleve det fineste indenfor gastronomi og biodynamiske vine. Her står Biovin.dk og Esprit-du-vin.dk nemlig bag et storstilet arrangement med præsentation af nogle af de ypperligste biodynamiske vine fra Frankrig. Arrangementet lørdag den 30. maj 2009 sker i samarbejde med WWF Verdensnaturfonden. Overskuddet fra arrangementet vil gå ubeskåret til WWFs arbejde for at sikre verdens natur og klima som livsgrundlag for mennesker og dyr.

Avantgarden
I 2001 præsenterede en kreds af Frankrigs førende vinproducenter for første gang deres vine for et professionelt publikum for sammen at gøre opmærksom på den højnelse af kvaliteten, som overgangen til biodynamiske dyrkningsmetoder havde betydet for deres vine.

Det bemærkelsesværdige var, at flere af disse producenter, der i forvejen var berømte for at producere de ypperste vine fra deres respektive distrikter, viste sig at have etableret en ny top i toppen af Frankrigs vinhierarki.

Disse vinproducenter har siden fremstået som en avantgarde, der gennem deres resultater har inspireret omverdenens vinproducenter til at udforske mulighederne med biodynamiske dyrkningsmetoder og dermed skabt tidens vigtigste trend inden for vindyrkning.

Siden 2003 er denne kreds af vinproducenter organiseret i en association, La Renaissance des Appellations, der i dag omfatter biodynamiske pionérer fra hele verden, i alt 150 producenter fra Europa, Amerika, Afrika, Australien og Asien. 50 af disse producenter præsenterer deres vine sammen i Skandinavien i Pinsen i København.

Smagningerne har hidtil været forbeholdt professionelle og kun afholdt én enkelt dag i Bordeaux såvel som i Paris, New York, San Francisco, Tokyo og London.

La Renaissance des Appellations vil nu for første gang afholde smagninger over to dage i København samt afholde en middag.

Tilmelding og program:
Du kan se hele det imponerende program for de to dage og tilmelde dig arrangementet på denne adresse: www.biovin.dk


Turen gik til... 2. del

Her har i opfølgeren på turen gik til del 1.

Denne gang går turen til Italien
Denne gang går turen til Italien

•    Barbaresco

Området omkring Barbaresco, Alba og Barolo er et meget billedskønt område. Landskabet bugter sig med små bjerge med gamle befæstede byer på toppen, og uanset hvor du vender øjet møder du grønne vinmarker der strutter af sundhed.

I sommers havde vi muligvis vores bedste vintur til dato, hvor alt gik op i en højere enhed. Vejret var fantastisk og markerene stod flotte og ranke i Barbaresco, som var vores første stop og, viste det sig senere, også sidste. Barbaresco er en lille by på toppen af et lille bjerg som byen Alba ligger for foden af. Alba er i sig selv et besøg værd, med hyggelige caféer og et strøg hvor pigerne kan shoppe så hårdt at vores vin budget pludselig ser meget latterligt ud……

I Barbaresco centrere alt sig om vin, bedst illustreret ved at den lille kirke midt på torvet er blevet omdannet til et enoteca, hvor det er et godt sted at starte. Du kan få adresserne på de de vingårde du vælger at se blandt de ca 140 producenter i området, og få en god faglig snak om hvad Barbaresco går ud på. De vil dog ikke udtale sig om den enkelte producent, da de er en brancheorganisation betalt af vinbønderne i Barbaresco. Jeg havde på forhånd læst mig frem til et par huse jeg ville se. Vel vidende at Gaja er lukket land, ligesom de store huse i Bordeaux og Bourgogne, havde jeg udvalgt mig Pio Cesari som det store hus, Moccagatta som opkomlingen som får super gode anmeldelser af deres enkeltmarks Barbarescoer, og ellers bare ‘cruise’ rundt. Moccagatta var en stor oplevelse med åbne porte og stor stolthed for deres produkt, de tog sig god tid og priserne var meget flotte i forhold til de “store” huse som har fået deres navn cementeret.

Lidt ved et tilfælde kom vi ind på Tenuta del Pino som var helt fantastisk. Vi var de eneste gæster, så vi blev inviteret ind i deres køkken hvor de åbnede det vin de havde tilbage, hvilket desværre kun var langhe de nebbiolo da de havde solgt alt deres Barbaresco. Men han gav os en lang forklaring på vinproduktionen i Barbaresco, hvorfor 2002 var så stor en katastrofe især i Barolo, og det var her jeg første gang hørte om balladen i Brunello, altsammen på fejlfrit engelsk.
Så var det tid til frokost, og selvom det er et vin site må jeg lige bruge et par linjer på det.

Midt på den lille plads i Barbaresco lige overfor proditorio de Barbaresco, som mange måske kender fra deres supermarked, lå den eneste restaurant vi så mennesker på. Og med god grund. Dagens menu bestod af ca 8 punkter skrevet på en lille tavle der blev placeret foran bordet. Da alt var på italiensk måtte vi gætte os lidt frem men maden var imponerende. Jeg fik bla tatar af det fineste oksekød der kan opstøves med hele sorte trøfler revet udover, min kone fik bla. en pasta ret og begge retter gik fantastisk til det udtryk nebbiolo har i barbaresco. Maden var fantastisk og prisen var det samme, så kommer du nogensinde til Barbaresco er det der du skal spise……….færdig!!
Eftermiddagen blev brugt på at opstøve mere vin og shoppe lidt i Alba.

•    Bolgheri

Året før vi var i Barbaresco, var vi en tur i Bolgheri. Bolgheri er et lille område i Toscana helt ude mod middelhavskysten. Her er man meget inspireret af Bordeaux, og det kan smages i området. Personligt syntes jeg at der bliver lavet vin af meget høj kvalitet, og der bliver eksperimenteret meget.
På vej op mod Bolgheri er der plantet en imponerende 4 km lang cypres alle som ender i byporten ved byen. I begyndelsen af cypres Allé’en ligger San Guido som er kendt for Sassicaia. Men helt ærligt, kør bare forbi. Huset er godt nok åbent, men der er ikke meget andet end en vinbar hvor interessen for dig ikke er ret stor.

Den bedste oplevelse havde vi på Poggio al Tesorio. Huset er en sattelit styret af Allegrini fra Veneto. Huset er kun fra ca 2001 hvor de plantede marken til det der skulle blive deres topvin, W. W er opkaldt efter Walter, chef vinmageren som døde ikke ret langt inde i etableringen af huset. De laver 2 vin Sondraia som er en klassisk Bolgheri, dvs blend af cab. sauvignon, merlot og sangiovese. En flot dyb vin der præstere godt til prisen, som på huset ikke koster mere end 12 Euro. W derimod, er lavet af 100 % cab. franc og har cheval blanc i Bordeaux som pejlemærke. Det er en flot vin – meget anderledes end meget andet på markedet, da cab franc typisk giver en mere feminin vin, altså elegance frem for power.

En anden ting du ikke må snyde dig for i Bolgheri er deres hvidvine. De er typisk lavet på en lokale drue kaldet vermentino. Jeg har aldrig smagt noget tilsvarende andre steder. Vermentino har et helt klart citrus strejf med flot syre og efterlader dig med hint af hyld og appelsin, meget forfriskende og let. Hvis nogen kender lidt mere til Vermentino, om det er en klon eller helt lokalt, om der findes en parallel drue andre steder, høre jeg gerne fra jer.
Ellers skal området omkring den lille by castagnetto caducci også besøges. Spis evt din frokost der, i de hyggelige smalle sneglehusformede gader med en smuk udsigt over middelhavet. Så bliver det ikke meget større.

Det var alt for wines “lonely planet” for denne gang.

Lur mig om det ikke handler om en ganske særlig aften på Søllerød Kro næste gang i høre fra mig.

/Frislev


På opdagelse i tysk vin

40 udstillere med mere end 250 vine fra 50 forskellige producenter og danske specialimportører. Der var dømt masser af smagsoplevelser, gode chancer for at finde nye leverandører samt at skaffe sig ny viden om tysk vinproduktion, da der den 22. april blev afholdt tysk vinmesse på Børsen.

Der var lagt op til 'godter' for smagssanserne
Der var lagt op til 'godter' for smagssanserne

Det kan synes ironisk, at vi alle farer rundt for at finde en kult Pinot Noir fra en tåget kystdal i Californien, når nabolandet Tyskland byder på verdens bedste uopdagede Pinot Noir. Formålet med den tyske vin-messe var da også at promovere Tyskland som et stort vinland og gøre opmærksom på, at Tyskland er mere end Riesling.
Rammerne var gode – og de tyske vinproducenter var veloplagte og klar til at præsentere deres vine for de fremmødte. Det var nemt at få sig en hyggelig snak med dem omkring deres dyrkningsmetoder og vin.

Tysk Pinot Noir
Da vi smagte os igennem de tyske vine, fandt vi bl.a. ud af, at der tidligere har været regler i Tyskland imod at kalde deres Spätburgunder for Pinot Noir, selvom de rent faktisk er på Pinot Noir – blot den tysk-groede version! Disse regler ophørte dog for et par år siden, hvilket har medført, at nogle producenter er begyndt at kalde deres Spätburgunder for Pinot Noir.
Det har naturligvis kun marketingsmæssig betydning – men jeg tror, at det kan være med til at få eksempelvis danskerne til at tage tyskernes rødvin mere til sig.
Kvaliteten fejlede bestemt ikke noget – Pinot Noir gør sig også godt i Tyskland, som jo også er et kold-klima område som eksempelvis Bourgogne.

God kvalitet
En særlig oplevelse var det at smage vinen fra producenten Ungstein aus Herrenberg Honigsäckel. Producenten var selv til stede, og han havde taget sin stolthed med: Vin på temprenillo-druen – og så i Tyskland! Det havde jeg ikke prøvet før, så den måtte jeg bare smage. Og den var faktisk forbløffende god og interessant – meget volumiøs/kompleks i både næse og mund – mange bærtoner og spændende krydderier – en vin jeg tror, vil tiltale mange.

Rudolf Knoll guidede os igennem smagningen...
Rudolf Knoll guidede os igennem smagningen...

Messen bød også på et foredrag af Rudolf Knoll (Tysklands svar på Robert Parker) med tilhørende top-smagning af tyske rødvine. Her fik vi gode prøver på, hvad de kan med rødvin i Tyskland –
både med Pinot Noir, men også med spændende cuveer og ren Merlot. Det var kvalitet – som jeg bestemt ser frem til at smage mere af.

Hvad mener du?
Vi vil meget gerne høre din mening:
•    Er der nogen som var til messen og havde en god oplevelse?
•    Hvad synes i om arrangementet og vinene?
•    Har du nogle gode/dårlige oplevelser med vin fra Tyskland?


Tysk vin boomer i Danmark

I et ellers vigende marked, kaster danskerne i stigende grad deres kærlighed på dette nordlige og nærtbeliggende nabovinland.
For første gang i et kvart århundrede, er tysk vins markedsandel steget fra 5,7 til 7, 2 % af markedet – en stigning på 26 % fra 2007 til 2008. (Kilde Vinavisen og VSOD).
De mere sydlige europæiske vinlande, Frankrig, Italien og Spanien mister alle markedsandele i Danmark.
Globalt er vinforbruget i øftigt vigende. OIV, den internationale vinorganisation i Paris, har offentligjort at vinforbruget er faldet med 0,8 % fra 245 mill hektoliter i 2007 til 243 mill hektoliter i 2008.

I denne uge, er der rig lejlighed for såvel danske forbrugere som vinbranchen, for at stifte nærmere bekendskab med tysk vin. Som optakt til den store vinmesse “Riesling & Co”, bliver de københavnske vinbarer den 21.4 hjemsøgt af grupper af unge tyske vinproducenter, der serverer deres vine for vinbarernes gæster. De deltagende vinbarer er NIMB, R vinbar, Meyers Deli, vinbaren i Dr. Tværgade,  Panzon på Østerbro og Vingalleriet.com
Dagen efter, den 22.4. udfoldes hovednummeret: Riesling & Co på Børsen i København. Over 50 tyske vinproducenter er repræsenteret med mere end 250 forskellige vine, og messen er åben i dagtimerne for professionelle og private om aftenen. Biletter sælges via Billetnet.dk – Branchen melder sig gratis til via www.tyskvinkontor.dk hvor der også er informationer om hvilke vinbarer der besøges af Tyske vinbønder om aftenen den 21.

Vind 2 fribilletter til vinmessen på Børsen
De første 3 brugere her på winebook.dk som logger ind og svarer på følgende spørgsmål herunder i kommentarfeltet, vinder 2 fribilletter til vinmessen på Børsen på onsdag.

Spørgsmål:
Hvem står bag arrangementet af Riesling & Co – vinmessen på Børsen..?
a) Winebook.dk
b) TyskVinkontor.dk
Send dit svar til mail@winebook.dk senest i morgen den 21. april og deltag i lodtrækningen.


Champagne på italiensk!

Her kommer en lille lomme historie fra de varme lande, nærmere Italien!
I sommeren 08´holdt de to berygtede familier af Don Per og Don Flemming, et 8 dage langt familie møde i toscana, Montalcino. Jeg var med som foot soldier, og fik tildelt opgaven at smage mig igennem områdets store udvalg af Brunello, Rosso, og div. husvin.. Hårdt arbejde!!
Men inden min tur gik til Montalcino, havde jeg aftalt et møde i  Milano med George Armani på hans Resturent Nobu. Planen var at give ham et tilbud han ikke kunne sige nej til!
Designeren dukkede aldrig op, men efterlod mig med en masse tid til at designe et par nye beton sko til ham.

img_4942-400x300

Imens jeg sad der og nød den udsøgte Japansk/Fransk inspirerede mad, bestilte jeg  en vin fra det lokale vindistrikt, Erbusco i Lombardiet. Det blev på trods af mine tidligere dårlige oplevelser med italienske bobler, endnu en mousserende vin – “for when in rome, do as the romans do”… Og sikke en oplevelse!

Vinen var en Bellavista Cuvee Satén Blanc de blanc (100% chardonnay) fra Franciacorta. Den var sboccaturu (degorgeret) i 2007.

Fantastisk blød, rund, karakterfuld og feminin vin… her gik det op for mig at de norditalienske vinbønder også mestre ‘Champagne metoden’, metodo classico! Ud fra den oplevelse var jeg nød til at lave lidt om på mine planer om at finde Giorgio og give ham hans nye beton sko på.
I stedet besluttede jeg at drage mod øst for, at besøge Vittorio Moretti som ejer Bellavista… Efter en køretur på 2 timer fra Milano til Brescia, fandt jeg ud af at det have være en god ide med en aftale på forhånd!?! Så jeg kørte op til hans nabo Ca´del Bosco, som nok er områdets ukronede konge. Han har, sammen med Bellavista, skylden for at området Franciacorta blev DOCG i 1995.

img_4970-400x300

Årsagen til at DOCG blev givet var, at der blev sat nogle faste og høje krav til selve produktionen. Dvs. at kravet til de mousserende vin fra Franciacorta DOCG skal laves efter metodo classico altså ‘champagne metoden’. Og lavet på chardonnay, pinot nero(noir), pinot bianco(blanc). Men vinen her har et lidt varmere klima for foden af alperne end i Champagne, og det giver en vin med mindre markant syre og en smule mere sødmefuld frugt. Lidt mere feminin dog uden at blive klam.
Det er et alt for overset område, og vinene vil jeg kraftigt anbefale. For efter min mening og mine smagenoter, er de vine fra området i samme klasse og i nogle tilfælde meget bedre end hvad andre lande kan klare.

img_4968-400x300

Efter vi var færdige med rundturen – og en del viden og billeder rigere, kørte vi til den lokale sø – Lago d´iseoo – for at holde en lille pause. Det viste sig at blive til et par dage, da Iseoo by er en lille gemt perle med mange romantiske hjørner og ikke mindst: god mad!
Næste gang jeg skal til norditalien, skal området udforskes lidt grundigere med base i Iseoo. Jeg kan kraftigt anbefale det, fremfor det ødelagte Garda område.

Efter det alt for korte møde med Franciacorta området, gik turen til Familie mødet i Montalcino.. men det møde er en helt anden historie, som i får en anden gang!

Har du haft en oplevelse med “Champagne metoden” uden for champagne distriktet?
Og har du evt en anbefaling til et område el. vin eller måske et skræk eksempel på hvor galt det kan gå når producenten springer over hvor gærdet er lavest?

/Casper


Har du talt med din vinmand idag ?

Han/hun er jo en formidler for vinproducenterne. En rigtig vinhandler kender producenten, og ved hvad det er, han/hun vil prøve at udtrykke med sine vine.  Et godt eksempel er f.eks villa Spinosa.

Villa Spinosa Amarone
Villa Spinosa Amarone

Enrico Spinosa overtog driften af vingården i 80′erne. Det har været familieejet i ca 200 år. Villa Spinosa’s vine er alle traditionelle vine, hvor vinene er tørre på grænsen til det bitre, med en fin balance mellem tannin og frugtsyre.

Det er sådan vinene fra Valpolicella altid har smagt.  På det seneste er der gået “udbud og efterspørgsel” i mange producenters vine.  Det er udmærket, så længe det ikke tager overhånd, og alle vinene ændrer sig til nye smagsvarianter. Det er rart at nogle stadigt holder stædigt fast i traditionerne. Amaronen fik jo sit navn p.g.a. vinens stil. Amaro betyder tør,bitter – one ( stor ).

Villa Spinosa sælger 3 amaroner. Normalt når et hus har 2 eller 3 amaroner, producerer de en almindelig, bedre og en topamarone.

Enrico’s amaroner er vine, der har en stor holdbarhed. De 3 amaroner er ens, bortset fra alderen. I øjeblikket sælges årgangene 2004, 2001 og 1998. Som han selv siger ” Folk er måske ikke så gode til at gemme vinene. Så det gør jeg. Jeg foreslår, de prøver én af hver. Så kan de jo finde deres farvorit, og købe den.”

Lidt anderledes men skønt at høre. Var der bare flere af dem !! Problemet herhjemme er, at når vinene egentligt er drikkeklare er de forlængst væk fra hylderne – og drukket. Et generelt problem – stort set overalt.

Villa Spinosa – Det er der ikke nogen magi i !!
Jeg tager nok Villa spinosa’s amaroner hjem efter sommeren, da de ikke er specielt egnede til jordbær og salat..


Hellere én god amarone end to halvdårlige ripasso’er!?

Sådan var det alt for ofte tidligere, hvis der skulle vælges mellem amarone og ripasso. Parolen gælder selvfølgelig stadig, men i 2002 skete der efter min mening noget skælsættende.

2002 var et rigtigt skidt år for vinproduktionen i Valpolicella, og til dels i Valpolicella øst.
De seriøse producenter valgte at skippe amaroneproduktionen. Det kom der pludselig nogle rigtig gode ripasso’er ud af. Mange producenter havde jo lagt de druer, de håbede på var egnettil tørre på tørrelofterne.  Da resultatet af tørringen stadig ikke var på højde med de andre år, blev valget om ikke at fremstille en amarone truffet!
Pludselig var der et bedre grundlag for ripassoér!!  Nu kunne den producerede valpolicella hældes over i tørrede druer, som ikke først var brugt til amaroneproduktion.

Denne dårlige årgang satte skub i en ny type ”super-ripasso’er”.
Det er ikke en dårlig idé at købe ripasso’er i en dårlig årgang, medmindre producenten vælger at fremstille amarone alligevel.

Dette kick til ripasso’erne har mange producenter holdt ved lige. De nye super-ripasso’er har kraft og styrke som mange amaroner, og har samtidig beholdt friskheden og frugten. For få år siden var de fleste ripasso’er småkedelige og man kunne typisk købe 2 – 3 flasker for 100 kr. Kvaliteten er steget markant og nu ser man ikke sjældent en ripasso til mellem 100 og 200 kr. pr. stk. Det er vine som er helt på højde med andre vine i den prisklasse!!
Da ripasso’en samtidig er en meget bedre ledsager til mad end amarone, er jeg sikker på at populariteten vil vokse endnu mere.

Hellere én god ripasso end en middelmådig amarone.
Som eksempel på rigtig god ripasso kan nævnes: Le Guaite, Buglioni, Latium, Montecariano og Campagnola Caterina Zardini. Og der er mange flere endnu.

Kom bare med nogle gode oplevelser I har haft.
Hvad siger I ? Er det ‘pinligt’ at drikke ripasso, når man kan få en amarone til samme pris ??

Well – nu smutter jeg til Italien – vinitaly.. Vender måske tilbage med oplevelser derfra.. :o)

Mikael Lyng / Lyngs Veneto / Winebook


Champagnens puslespil!

God champagne er noget af et puslespil at stykke sammen. Og i denne omgang holder vi os til standard/prestige cuvee.

Det er ikke kun et spørgsmål om at lave god ufiltereret basisvin (vin clair) ud af de 3 drue sorter Pinot meuiner, Chardonnay og Pinot noir – før den blandes. (Og som bekendt er den sidst nævnte drue en af de mest besværlige druer at dyrke- med succes- i verden.) Det er den blanding som bruges til størstedelen af den champagne der bliver lavet idag. (Med undtagelse af div. special cuveer som feks. Blanc de blanc, som er ren Chardonnay og Blanc de Noir som kan laves på pinot noir og/eller pinot meiuner, som begge er røde sorter.)
Når vinmageren har fundet den stil der passer til huset ved at blande de 3 druer, er kunsten så at lave en cuvee som smagsmæssigt er den samme – år efter år. De store huse køber nemlig druer fra mellem 50-200 forskellige champagne kommuner til deres blandings cuveer. Derfor stor risiko for variation.

Men hvordan kan det lade sig gøre at lave en ens vin når hvert års høst jo er individual?

Her kommer der den genistreg der gør champagne så fantastisk. Hvert år gemmer man en del af basisvinen (vins de reserve) af alle 3 druer, altså en vin der ikke er gæret for anden gang endnu, det sker først senere på flaske. ‘Gemmevinen’ bliver opbevaret på stål- eller cementtanke for at få så lidt påvirkning til vinen som muligt. Det gør man da de i nogle tilfælde kan ligge og vente på at blive brugt i mange år. Også derfor er det så utrolig vigtig, at det er en kvalitetsvin der bliver lavet fra start, ellers holder den ikke distancen!
Nogle producenter bruger helt op til 50% ‘gemmevin’ i hver udgave af den alm. cuvee. Så det kræver god lagerstyring og smagsløg at finde den rigtige ‘gemmevin’ til lige netop det års høst, da høsten som bekendt svinger meget i det kølige nordfranske klima.

Når de første brikker i puslespillet er på plads, altså moden høst, valg af div.”kommunevindruer”, vinifisering og blanding af basisvine, valg af mængde og gemmevin og til sidst blandingen af dem, – så kommer der endnu en lille unik brik, nemlig tilsætning af en helt speciel udvalgt ‘grødblanding’. Det er et mix af vin, sukker og en special udviklet og udvalgt gærstamme. Det mix kaldes ‘liqueur de tirage’.
Den ufiltrerede basisvin, både den nye og den gemte, indeholder små rester af skaller, kerner, stilk og frugtkød, som ikke er opløst i vinen. Dette kaldes, sammen med ‘grødblandningen’, for Bærmen (sur lie) – i alm. tale: bundfald! Bærmkontakten er vigtig fordi det giver vinen mere kompleksitet og blødgøre vinens syre.
Når så den unikke ‘grødblanding’ er tilsat, kommer vinen på flaske og lukkes med en kapsel, hvorefter den skal lagre i en ubestemt periode – dog min. 15 måneder.
Ved fremstilling af prestige cuveer er det normalt at de ligger i mange år. Under denne flaske-lagring er det enormt vigtigt at vinen jævnligt bliver vendt og drejet. En proces der kaldes ‘remuage’, som er den vigtige anden gæring.
Det er her under denne anden gæring, at vinen bliver forvandlet til Champagne og de dejlige bobler opstår!

Men alle brikkerne er ikke lagt endnu. Vi mangler stadig at justere champagnes sødmegrad, få bærmen fjernet og en rigtig korkprop bundet på flasken. Det kaldes for ‘dégorgement’.
På dette tidspunkt står champagnen næsten lodret i en special vinreol efter, at være blevet vendt stille og roligt så bærmen til sidst er endt i toppen af flaskehalsen.
Nu lynfryses flaskehalsen så der dannes en isklump, der indeholder alt bærmen/bundfaldet. Isen fjernes ved at flasken bliver rejst op – dermed klare trykket i flasken resten ved at skyde isklumpen ud og voila! – champagnen er blevet helt klaret.

Den sidste brik bliver lagt inden proppen kommer på. Sødmegraden justeres. Det sker ved at tilsætte en dosage (liequeue d’expedition). Dette er endnu en ‘grød’, lavet af basisvin og sukkersirup som bliver opløst i vinen. Her vælger vinmageren sødmegraden (Ekstra brut, Brut, Extra dry, Sec, Demi-sec, Rich el. doux) ved at bestemme mængden af restsukkert i ‘grøden’.
Til sidst bliver den rigtige korkprop endelig bundet på den færdige Champagne Prestige Cuvee.

Næste gang du nyder en flaske god Champagne, så husk på det store puslespil der skal ligges hver gang en vinmager vælger at lave verdens mest komplicerede vin…. Enjoy!

NOTE: Denne måde at lave Champagne på er hvad der i gamle dage hed “champagne-metoden”. Men fra 1994 blev det vedtaget ved lov at vi ikke “må” bruge det udtryk mere. For det kan misbruges uden for champagne.
Så et lille tip når du køber champagne og mousserende vin: Se efter på etiketten om der står: Methode Traditionnelle, Methode Classique, Traditional Method, Classic Method eller Bottel Fermented. Det betyder nemlig at den er lavet på den “rigtige” måde.

Er der nogen af jer der har erfaring med forskellen på de forskellige udtryk i mousserende vin, når de er lavet efter “champagne-metoden” vs. andre bobbelvins metoder?

Er der nogen forskel eller kan kvaliteten være den samme ved andre metoder?

Hvilken type vil du anbefale mig at smage op mod mine champagner?

Håber du vil byde ind med din erfaring.

Blogges ved

Casper


Top Secret!

Tenuta Campo di Sasso på vej med supertoscaner!
Tenuta Campo di Sasso på vej med supertoscaner!

Jeg er kommet i besidelse af “top hemmelig” information som jeg nu vælger at dele med Jer Winebook læsere.

Onsdag den 18. marts i år havde jeg et meget hemmeligt ‘rendevouz’ i de Østrigske alper, med en meget hemmelig agent fra Antinori-familiens “enfant terrible” Lodovico Antinori!

Lara Goded
Lara Goded

Manden bag giganterne Masseto og Ornellaia sendte hans bedste og smukkeste agent, Lara Goded (billedet) til mødet i Sölden, – camoufleret af en helt almindelig vinsmagning – for at sørge for at Winebooks læsere er de først der ved besked! Hun fik på en elegant måde videregivet “pakken” uden nogen af de andre deltagere bemærkede noget mistænkeligt!

Here it is:

Efter Lodovico solgte Masseto og Ornellaia til hans broder Francesco, har han oprettet et nyt firma ved navn Campo Di Sasso. Det kommer måske ikke som nogen nyhed for dig. Men det Lara hviskede i mit øre den aften i Sölden, var noget nyt! Lodovico har lavet et nyt flagskib, en bombe i samme klasse som Masseto og Ornellaia, som ikke er navngivet endnu. Men den udkommer til september!  Og Lodovico satser hele butikken på denne nye supertoscaner. Den udkommer fra hans nye hus Campo di Sasso og i første omgang kan vi danskere kun få den ved at krydse grænsen til Tyskland eller købe den på nettet. Vi skal selvølgelig nok servicere Jer med et link, så snart vi får det fra Campo di Sasso…

Mere info fik jeg ikke ud af den smukke Lara før vores hemmelige rendevouz blev skudt i stykker af østrigske stormtropper!

Hold godt øje med nyt fra Campo Di Sasso – der kan gemme sig en rigtig god investering, hvis vi får den før anmelderne!

Winebooks Secret agent in the field!

CasBond


En dag med Dronningen af Bourgogne's vine!

Jeg vil dele en stor oplevelse med Jer inklusive mine smagnoter fra en fantastisk dag…

Lalou Bize Leroy er kvinden og den karismatiske vinmager bag de meget anerkendte vine fra Negociantvinene Maison Leroy, Domæne vinene fra Domaine-Leroy og fra hendes helt eget domæne Domaine d’Auvenay. Lalou Bize har siden hun i 1989 begyndte at lave vinene fra Domaine Leroy og Domaine d’Auvenay Biodynamisk, taget skridtet op på toppen Bourgogne, og faktisk er det ofte hendes vine anmelderne vurdere og smager andre ud fra.

Så det var med spænding at jeg så frem til, for 2 uger siden, at skulle deltage i en særlig smagning af 24 forskellige af hendes vine, samt en efterfølgende 6-retters menu på Søllerød kro, som også var tilpasset hendes Leroy og d’Auvenay-vine.

Der var linet op med de store...
Der var linet op med de store...

Jørgen Krüff fra esprit-du-vin.com er importøren af Leroy’s vine, og han stod bag arrangementet, som startede med smagningen kl. 15.

Vin nr. 1 – Meursault 1. Cru ‘Les Perriéres’ – Maison Leroy 2001
Ung og frisk – Få toner af honning. Sprød – anelse mineralsk. Let gylden i farven. Mild syre. 92p.

Vin nr. 2 – Meursault 1. Cru ‘Les Perriéres’ – Maison Leroy 1996
Samme gyldne farve som den yngre. Tydeligt at den har mere alder – posititvt. Meget mere markant i sit udtryk. Stor balance – lang eftersmag. Får munden til at læske. Toner af citrus og appelsin og funde noter af hyldeblomst. Flot. 95p.

Vin nr. 3 – Meursault 1. Cru ‘Les Perriéres’ – Maison Leroy 1988
Anelse mørkere end de 2 forgængere – som den hældes op fyldes rummet af aromaen. Duft af bløde oste, petrolium, sirup, pære. Og smagen lever fuldt ud op til duften. Stor oplevelse, lækker frugt-fedme og samtidig sprød balance. Den er klar nu – men kan sagtens ligge år endnu. 96p.

Vin nr. 4 – Puligny Montrachet – Maison Leroy 1986
Denne var også stor. Duftede søde pærer, masser af blomster, honning, syltede æbler? Flot krop – en anelse petrolium. Syren rigtig flot integreret her, meget ungdommelig. Jeg fik gåsehud af denne vin, og fornemmelsen hang stadig i kroppen flere minutter efter jeg havde smagt den. 97p.

Vin nr. 5 – Puligny Montrachet 1. cru ‘Les Chalumeaux’ – Maison Leroy 1995
Tydeligt yngre. Mere frisk og ren. Syren mere fremtrædende her, vinen en anelse lukket. Kan dog ane en smule trøfler?! Kan måske blive en stor vin om nogle år. 93p.

Vin nr. 6.a – BLIND. Meausault – Maison Leroy 2001
Helt anderledens vin en de forgangne. En anden tørhed over denne, også i duften. Lidt amoniak, stald og græs. Meget rå – men stadig med elegence. 90p.

Vin nr. 6.b – BLIND. Meausault 2001 Maison Leroy
Langt mere åben og frisk. Ingen stald her. Anelse trøffel – fin syre. Stor vin. 94p.
(Fik denne vin 2 gange, da Jørgen Krüff ikke mente den var i orden første gang – det havde han jo ret i, -tak for det :o)

Så gik vi over til de røde fra Maison Leroy…

Vin nr. 7 – Santanay – Maison Leroy 1999
Kompleks næse, ristede kaffebønner, flot pinot noir karaktér. Masser af lakrids eftersom den åbner op i glasset. 92p.

Vin nr. 8 – Charmes Chambertin – Maison Leroy 1985
Farven anelse rødbrun. Helt tydeligt terroir i denne. Læder, jord i starten. Åbner så op med feminine træk, jordbær kommer tydeligt til udtryk. Stor og flot vin i fin balance. 95p.

Vin nr. 9 – Ruchottes Chambertin – Maison Leroy 1986
Det maskuline modstykke til vinen før. Mere rød – mere muskuløs. Syren holder flot balance. En stor Grand Cru på et lille parcel. Meget intens. 94p.

Vin nr. 10 – Gevrey Chambertin 1. Cru ‘Lavaux Saint Jacques’ Maison Leroy 1969
Utrolig markant. Den bærer i kratf 40 år’s smagsnuancer, meget velintegreret i vinen. Dog virker den stadig meget ungdommelig og stadig klar og frisk. Trøffler og tørret kød. 97p.

Vin nr. 11 – Grands Echezeaux – Maison Leroy 1964
Flot terroir – fin Pinot Noir. Svær at beskrive. Flot krop med trøffler, honning. Utroligt mange lag kommer til udtryk i munden og ganen. Stor vin. 96p.

Vin nr. 12 – BLIND.
Denne vin virker meget ældre i udtrykket. Spændende nuancer. Ikke færdig, men virker på vej ned. 93p.
(Samme vin som nr. 11. Viser stor flaske-variation. Ingen genkendelighedstegn)

Hermed skulle vi over til de biodynamiske hvidvine fra Domaine d’Auvenay, som jeg havde set mest frem til i aften. Disse hvide skulle være de bedste og mest efterspurgte Bourgogne-hvidvine og mest anerkendte blandt anmeldere.

Vin nr. 13. a – BLIND.
Meget cremet og læskende. Hyldeblomster springer frem på tungen, fin syrebalance – smagen holder meget længe. Flot vin. 93p.
(Det var En Aligote fra d’Auvenay 2004. Dette er en ræderlig drue, som Leroy bemærkelsesværdigt formår at få en rigtig flot vin ud af!)

Vin nr. 13.b – Auxey Duresses ‘Les Clous’ – d’Auvenay 2004
Meget meget stor vin. Toner, nuancer, lag omfavner mit ansigt – jeg har svært ved at beskrive vin af denne størrelse, da jeg ikke har prøvet dem før. Æbler og pærer kan jeg ane – men meget mineralsk og sprød. Som om man bliver fyld med energi og vågner helt op. 98p.

Vin nr. 14 – Meursault ‘Les Narvaux’ – d’Auvenay 2004
Helt vild denne her. Balancen som noget jeg ikke har oplevet før. 99p.

Vin nr. 15 – Meursault 1. Cru ‘Les Gouttes d’Or’ – d’Auvenay 2004
…. Skal opleves. 99p.

Vin nr. 16 – Puligny Montrachet 1. Cru ‘Les Folatiéres’ – d’Auvenay 2004
…. Det gik lidt op i hat og briller med notaterne lige dér, men igen – skal opleves. 98p.

Tilbage til de røde…

Vin nr. 19 – Clos de Vougeot – Domaine Leroy 2002
Flot elegance – klar i farven. Tideligt terroir. Stor fylde i kroppen. Meget feminin vin – Typisk Vougeot. 96p.

Vin nr. 20 – Chambertin – Domaine Leroy 1989
Imponerende! Masser af fint integreret syre. Fine tanniner – velintegreret. Perfekt balance. Igen tydeligt terroir. Stor vin – hænger voldsomt længe i munden. Har stadig 20+ år i sig endnu. 99p.

Vin nr. 21 – Volnay 1.Cru  ‘Les Santenots’ – Maison Leroy 1969
Fantastisk. Helt klar i farven. Perfekt. Modne jordbær. Store velintegrerede tanniner. 99p.

Vin nr. 22 – Volnay 1. Cru ‘Pousse d’Or’ – Maison Leroy 1949
Pinot med fine svesker! Så har man prøvet det med. Det er stort det her. Slet ikke på vej ned. Hænger ved meget længe. Mange fløjsbløde lag. Utroligt som den også holder længe i glasset på trods af alderen. 97p.

Vi sluttede smagningen af med en kæmpe hvid basker

Vin nr. 23 – Montrachet – Maison Leroy 1969
Mørk gylden farve. Glaserede æbler, honning. Ungdommelig med fin syre. Gigantisk vin. Læsker helt ekstremt i munden. Havde ingen problemer med at komme efter ‘Pousse d’Or’ fra 1949. Smører hele munden og halsen. Kæmpe oplevelse. 99p.

Alt i alt en kæmpe oplevelse – mange store vine at komme igennem. Det har helt klart været lærerigt og givet mig et holdepunkt at vurdere Bourgogne ud fra i fremtiden – rød som hvid.

Lalou Bize Leroy har et særligt talent for vin – hun formår at få nuancer frem som ingen andre. Det kan kraftigt anbefales at smage hendes vin. Det er ikke uden grund at anmelderne ansér hendes vin for at overgå selveste Domaine Romanee Conti!

Nu var det tid til middagen – også her ventede store Leroy-vine til en perfekt afstemt middag. Og jeg måtte hellere rejse mig fra rummet med smagningen – Dennis Frislev ventede på mig inde i spisesalen med et glas Chambertin fra Leroy. Mon ikke han kunne tåle at vente et par minutter? :o)


Turen gik til...1.del.

Nogle af de bedste sommerferie minder jeg har, er fra de forskellige vinture vi har taget, når vi har besøgt Frankrig og Italien. Hvis man har et område man har tabt sit vinhjerte til, skylder man sig selv at køre en tur forbi. Det giver et overblik og en forståelse for de forskellige områder som man aldrig kan læse sig frem til. Og bare rolig, lillemor vil også syntes det er hyggeligt. Personligt har jeg selv en kone der ikke er synderligt vininteresseret, men hun elsker vinturene. Historie, kunst og vin har altid hængt uløseligt sammen, derfor vil der altid være noget for øjet og ikke kun ganen når man kører rundt i f.eks Toscana eller Bordeaux. I den her og næste uge vil jeg give jer del i nogle af de bedste ture jeg har haft, og steder jeg kan anbefale, og jeg håber at I vil røbe nogle af Jeres perler, så vi ved fælles hjælp kan få endnu flere gode ture. Jeg vil begynde med Frankrig, og næste blog vil så handle om Italien.

Turen gik til...1 del.
Turen gik til...1 del.


Bourgogne:

I 2006 besøgte vi Bourgogne. Vi havde 2 overnatninger på hotel La Poste i Salliue. Salliue er ikke nogen vinby, den ligger ca 20 km fra Cote d’or, men det er en madby. Byen er vel på størrelse med dragør, ligger langt ude for lands lov og ret, men havde alligevel 2 michelin restauranter. Den ene var, da vi ankom, lige blevet degraderet til en 2 stjernet restaurant, hvilket medførte at kokken gik hjem og hængte sig………ambitionerne fejler ikke noget.

Mit kendskab til Bourgogne var relativt begrænset, men det var med åbent sind, og med hustruen som chauffør at vi begav os gennem Cote d’or startende i Dijon og kørende mod syd. Det første vi lægger mærke til i Bourgogne, er en enorm stolthed over det produkt de fremstiller. Viser man lidt mere end almindelig interesse, og stiller lidt relevante spørgsmål, oplever man nemt en burgundisk bonde åbne hans topvine i både rød og hvid udgave, mens man på fransk får hele vinens historie…..hyggeligt.
Hvis jeg skulle gi’ et lille tip, vil det være at holde sig fra de kendte byer som Chambertin, Vosne romanee, Vougeot, Richebourg, osv, men i stedet gå efter lidt mindre kendte som morey st denis, fixin og aloxe corton. Vinen er i disse områder også fantastisk, og priserne svinger enormt på bare 5 km, fra f.eks fixin til chambertin. Desuden er der totalt lukket på de store huse, så dér hvor det virkelig rykker kan man kun se deres gitterport….
Men ellers er det i den grad anbefalelsesværdigt. Start fra nord, brug dine øjne og ganen, Smag dig gennem de store forskelle der kan være på de små byer og deres terroir. Hvis du er vågen, venter der dig en super oplevelse. Slut evt. dagen af med et godt måltid mad i Beaune, så skulle du falde i søvn med et smil på læben…..

Bordeaux:
Samme år kørte vi sydvest over. Vi havde en heldags tur gennem Haut-Médoc, som også var spændende, men dog lidt et antiklimaks ovenpå den venlighed og åbenhed vi havde mødt i Bourgogne. Haut-Médoc bar meget mere præg af industri. Hvor vi i Bourgogne mødte bonden når vi besøgte gården, mødte vi i Bordeaux en studine i et sommerferie job når vi besøgte slottet. Ikke fordi de ikke havde vinkendskab – bevares, men det altid mere spændende at møde ham med jorden under neglene.

Turen gennem Bordeaux afslørede også at hele området igennem tiden har nydt godt af 1855-klacificeringen. En rigdom og overdådighed der kan matche dét der findes på venstre bred af Gironde skal man lede længe efter.
Vinen i området er jo legendarisk og fantastisk, men ligesom i Bourgogne er der totalt lukket på de store og kendte huse. De bedste oplevelser havde jeg i st julien, hvor vinene er knap så ‘hypet’.
Generelt set var jeg nok en anelse skuffet over Haut-Médoc. Området var for lukket, for snobbet og for industrielt. Skal jeg prøve Bordeaux en anden gang, bliver det helt sikkert nogle af de mindre kommuner omkring Pomerol og St Émilion.


Glitter eller Guld?

Det mest elementære ved alle former for sanselig nydelse er, at vi får det bedre- før, under og efter – oplevelsen.
Og det gør mousserende vin for mig! – Specielt hvis der står Champagne på flasken!

Hvordan kan det hænge sammen, når jeg nu har bildt mig selv ind, at jeg ikke er hoppet på endnu en luksus dille når det kommer til Champagne?
For det første har jeg ikke altid været glad for bobbel-vin. Havde egentligt afskrevet den type vin som noget for mig, fordi jeg aldrig var villig til at bruge hvad det kostede for den kvalitet med oplevelse i – dumt i know!

Men for ca 1,5 år siden er jeg begyndt at tage den seriøst, efter flere vellykkede måltider med Champagne til. Herefter er det gået stærkt!

Det “noget” der mangler at blive nævnt i indledningen er selvfølelig smagen. Det der burde være det allerførste der bliver fremhævet ved enhver type madvarer, men er i dette tilfælde kommet i 2 og 3 række efter prestige og følelser…. Det er måske ikke helt tilfældig at div. champagneproducenter vælger at spille på de strenge, for det virker!

Min oplevelse og dyrt købt erfaring er nemlig, at det første vores dejlige kvinder (og ligemænd) siger, når man spørger til deres oplevelse af at drikke den gyldne og kostbare drik, er at de har en følelse af luksus og eksklusivitet og at de bliver forkælet – altså en “følelse” af Champagne – og først derefter bliver smagen kommenteret… De har ramt hovedet på sømmet hvad angår markedsføring….Men hvad med os mænd, vi er jo hævet over det pjat med at lade os rive med af følelser ….eller hvad!?

Jeg kan selvfølelig kun tale for mig selv. Men for mig er det at “indtage” Champagne noget der starter lang tid før at korken popper. Vil det sige at jeg er hoppet i med begge ben og ladet mig påvirke af alt den Glitter der omringer “Champagne følelsen” som en svøbe. Og hvad med indholdet i flasken, kan den langtids flaskelagret vin virkelig følge med alt den ‘hype’ der er på den anden side af det tykke flaskeglas. Er der tale om en type vin hvor der er Glitter og romantik ude omkring og flydende Guld inde i..? Mine svar er klart Ja og Ja. Jeg er en ‘sucker’ for den Glitter og en håbløs romantiker når det handler om Champagner. Men for mig startede det ikke ved romantikken, men ved smagen af en moden Dom Perignon 1996. Lige pludselig åbnede der sig en ny dimension i min vin-verden. Jeg har overgivet mig til hele oplevelsen af at “indtage” Champagne, både Glitteret og Guldet. Og det gør oplevelsen fuldendt, og noget jeg aldrig glemmer!

Så for at gøre en lang historie kort, så prøver jeg bare at opfordre alle der endnu er lidt tilbageholdne med at åbne op for jeres “Champagne følelser”… lad korken poppe og sug til jer af alt hvad den har at byde på, for det er Guld og Glitter hele vejen igennem!

Jeg vil meget gerne høre om din oplevelse af hvordan du evt. er blevet omvendt til champagne!

Hvordan oplever du Champagne?
Hvor meget betyder “Champagne følelsen” for dig?
Også hvis du har en helt anden vinkel på emnet?

I næste blok vil jeg skrive lidt om de forskellige vinificerings metoder der bliver brugt til fremstilling og div. typer mousserende vine rundt om i verden, og hvad det giver af forskellige udtryk og smag.

Blogges ved.


Maison Leroy | Bourgogne Blanc 1997

Jeg ville forkæle konen tidligere på ugen, da hun kom sent hjem fra kursus. Havde lavet laks, marineret i citron og hvidvinseddike, rå, lagt på en bund af rucula, parmasan og ristede pinjekerner.

Til det skulle vi gerne have et godt glas hvidvin, og jeg havde endnu til gode at smage hvad Lalou Bize Leroy har valgt ud af hvidvin igennem firmaet Maison Leroy. Det var en helt simpel Bourgogne Blanc fra 1997. Og det var en flot hvidvin. Bar alderen rigtig flot – masser af fin syre – flot gylden farve. Smagen hang ved i munden længe efter at vinen var sunket – og blev ved med at give impulser af forskellige smagsnuancer til hjernen, oplevelser af sommer, forår – glæde, kom frem på nethinden. Sødmen i den sidste del af eftersmagen tager over syren, og gør munden og smagsløgende tørstige efter en ny tår – mundvandet pibler frem. Fantastisk.
På andendagen har den yderligere udviklet sig, og en endnu bedre balance er kommet frem i vinen. Prøv den. 92p.

Når jeg smager den, og samtidig har i tanke at det blot er den lavest rangerende af hvidvinene, til en pris på omkring de 100kr., giver det en forståelse for, hvorfor Lalou er anerkendt som vinmageren alene på toppen i Bourgogne. Glæder mig til at smage hendes røde og hvide fra egne domæner, de biodynamisk-producerede vine fra Domaine Leroy og Domaine d’Auvenay – for hvis hendes ubestridelige talent kan smage sig frem til at købe vin så god og udgive det i Maison Leroy på det helt rigtige tidspunkt, -hvad kan hun så ikke med hendes egne vin. På søndag bliver stort – Søllerød Kro. Mums.


”Amarone vinene er på retur...

…Interessen for dem har toppet.”

Det var hvad jeg fik at vide af en sommerlier, da jeg for 3 år siden var ude og prøvesmage vine fra et nyt amaronehus.
Det var ikke mit indtryk dengang, og det er det stadig ikke. For mig at se er interessen ikke faldet siden.

Amarone-vinene på retur?
Amarone-vinene på retur?


Der er i den senere tid dukket mange nye og spændende amaroneproducenter op. Kvaliteten er forbløffende høj.
Den stigende efterspørgsel, især fra øst – Rusland og Kina – på den moderne amarone, den internationale stil, hvor frugten og tyngden er i højsædet, frem for den traditionelle stil, den sødlige bamseamarone med portvinstoner.

På grund af nye gærtyper, er alkoholprocenten steget markant. 16,5 og 17 % alkohol er ikke længere unormalt.
Tyngden, eller vinens krop – jeg kalder det vinens BMI (body mas index ) kan mere eller mindre udlæses fra de tekniske datablade for den enkelte vin. Antal gram tørstof pr. Liter ( estratto secco ).
En amarone skal holde mindst 26 g/l ifølge consordiet i Valpolicella. 35 g/l for Riserva amarone. Gennemsnitligt lægger amaronerne på ca. 34 g/l.

Et par nye producenter fra samme område som Dal Forno prøver at lægge sig i slipstrømmen fra kongen af den moderne amaronestil.

Icampi kommer med en direkte udfordring til tronen. Den har imponerende 46 g/l. Jeg har ikke smagt den endnu, så jeg kan ikke skrive mere om den, end jeg har læst – Gastro.
De 1700 kr. den koster er da også et udtryk for, at de mener det seriøst.

Latium er den anden producent, der dog ikke udfordrer Dal Forno. Men hans amarone er et rigtig godt bud på en ”mini Dal Forno”. Hvis man ikke har smagt Dal Forno, men gerne vil vide, i hvilken retning den smager, også set i lyset af finanskrisens øjne, er det den oplagte lejlighed. Latiums amarone koster ca. 1/10 af ”the real deal”. Flot og helstøbt amarone der indeholder 39,5 g/l.
Robert Parker har også været forbi huset og smagt på deres vine. Flotte points og flot anmeldelse. Han slutter bl.a af med at skrive ” The amarone shows outstanding balance and tons of style. It is a very promising effort from this up and coming producer.”

Det er skønt med de nye amaroneproducenter, der dukker op. Jeg savner dog nye producenter, der tør give sig i kast med den traditionelle stil. Ellers mister vi mangfoldigheden. Amaronerne vil nærme sig hinanden stilmæssigt og det vil blive lidt for ensartet.
Af de traditionelle producenter er den ubestridte konge Giuseppe Quintarelli.
Han er et kapitel for sig, og vil blive præsenteret senere.

Jeg tror, at folk generelt er vant til at drikke vine – også amarone – alt for unge.
Derfor er oplevelsen af at drikke vinene også helt skæv.
Problemet er, at vine med en vis alder er sværere at få fat i. Det gælder også for ældre amaroner.

Jeg vil gerne høre jeres erfaringer med hensyn til netop det, at smage amaroner med alder. Ligesom mange andre vine. Er det dér der er den største forskel?


Historisk benspænd eller stolt tradition?

Som i så mange andre vindistrikter verden over, har Toscana fine traditioner for hvordan de forskellige vine skal laves. Det være sig lige fra druesammensætning, høsttidspunkt, gæring og lagring. Alt er der regler for. Sådan er det også med Brunello.

Nu er det bare sådan at Italienere ikke altid spiller efter reglerne…….

I har sikkert hørt om den skandale der har har været og til dels stadig er i Brunello. I 2003-årgangen blev der tilbageholdt ca. 600.000 flasker, mistænkt for ikke at være Brunello. Iblandt de tilbageholdte var store huse som: Antinori, Argiano, Frescobaldi og ikke mindst Castello Banfi.
Der var som sådan ikke noget galt med vinen, vi er ikke ude i en ny ethanol skandale fra Italien. Nææ det var højst sandsynligt helt fantastisk vin, som ville ha pyntet i enhver vinsamling og kunne hamle op med endog meget store vin. Det var bare ikke Brunello.

For at lave Brunello må man kun bruge den lokale sangiovese klon sangiovese grosso, eller også kendt som brunello.

Benspænd eller stolt tradition?
Benspænd eller stolt tradition?

Sådan har det været siden Biondi Santi lavede den første brunello og navngav den tilbage i 1888. Problemmet i 2003 var at man opdagede at flere huse, måske endog op mod 30%, havde blandet andre druer i deres brunello, som f.eks cabernet sauvignon, merlot, eller mere lokale druer fra de sydligere regioner i Italien som Puglien. Grunden til det var angiveligt for at følge den stigende efterspørgsel især fra USA, på blødere og knap så kraftige vine.

Spørgsmålet er så bare:
Er Brunello ved at grave sin egen grav, tage mål til deres egen ligekiste etc.?

For hvis efterspørgslen går i den retning og de ikke kan efterkomme det med deres nuværende regler, -hvad så om 10 år?
Skulle man i virkeligheden lempe reglerne en smule så de virkelig kan få lov at vise hvad de kan..?
Et godt eksempel på det er den lille region Bolgheri, ligeledes i Toscana – dog noget nordligere end Montalcino (Brunello) og helt ude ved kysten. Her har man kastet alt hvad der hedder tradition i havet og laver vin lige efter vinmagernes hoved. Her har ingen vin docg-status, men til gængæld er det der de bedste vine fra Italien kommer fra pt. De blander sangiovese med alt muligt og med et fantastisk resultat.

Hvad skal vi med traditionerne?
Er det for at have nogle rammer så man kan måle de enkelte huse og vinmagere op imod hinanden, eller er der en dybere mening med det? Jeg er godt klar over at for at lave en topvin der kan markere sig år efter år, skal der vær genkendelighed, -ellers går ideen med årgange lidt i fløjten. Men skal man binde vinmagerens hænder på ryggen?

Hvad siger i?


Pinot 2005

Konen er faldet i søvn på sofaen mens jeg går og hygger med madlavningen.
Har lige nydt lidt Champagne med de nyankomne stenbidder rogn på en pandekage med citron creme… nam nam.

Har proppet en Chambolle- Musigny 2005 v. Patrice Rion op. Åbnede den og dekanterede for et par timer siden.

Den var næsten helt “usynlig” i næsen og smagen var helt kold og svag lige da den blev åbnet… Men nu kommer den søde frugt og lette lakrids som jeg har gået og ventet på virkelig frem. Den helt rene syre overdøver på ingen måde frugten.. selv om jeg har en følelse af at den vil have godt af 5-10 år mere på langs….. Den har kendetegnet af stor vin : Nemlig at munden hungre efter den næste tår!

Fantastisk vin til 299kr…

Pinot er i denne flaske og vintage helt i top.

God weekend derude.


Europæisk vs oversøisk

Jeg vælger lige at stikke fjæset ind i en hvepserede her.

Hvad mener i om den igangværende debat med europæiske kontra oversøiske vine? Hvad er bedst? Hvad er mest autentisk? Hvordan ser vores vinindkøb ud om 20 år? Vil det stadig være drc, petrus, la tour, masseto, osv vi alle står på nakken af hinanden for at smage, eller vil det være Chile, Argentina, Australien, USA eller Tibet (de laver faktisk vin) som alle snakker om?

Personligt syntes jeg oversøiske vine er charmeforladte. Mest af alt virker det som et “shake and bake” koncept. F.eks har chile mange steder et alt for tørt klima til at dyrke vin, ligeså Washington state i USA, så de må kunstvande. Er det så svært at lave vin hvis man bare skal tilsætte vand? Eller er det måske den tanke vi skal slette, at det slet ikke behøver at være “svært” at lave vin?

For mig er det bare en del af nydelsen og charmen ved at drikke vin, at årgangen sætter sit tydelige præg på produktet, deri ligger også hele den store historie der er knyttet til vin.

Jeg tror personligt at jeg altid vil værdsætte fransk og italiensk vin mere end oversøisk, men jeg må dog også sige at de kommer godt efter det “over there”.

Glæder mig til at høre jeres mening.


Er 'Pingus' pengene værd?

Hej til alle.

Jeg har længe haft lyst til at smage en Pingus, smage om den virkelig er de 3-6.000 kr værd, eller om det blot er en pris der bliver holdt oppe, efter Parkers store ros til vinen ved hans første møde med den…

Jeg bliver også nysgerrig, når jeg læser om vinen og ser dokumentarer derom, hvordan den bliver produceret med tid og omhu, hvor anderledes den gror, i buske, på toppen af Ribera Del Duero. Jeg kan på den baggrund godt se, at der på sin vis godt kan være noget helt særligt over Pingus.

Nu skal jeg så have Jeres hjælp, jer der har smagt den eller har nære bekendtskaber som har fortalt Jer om den:

· Hvordan er oplevelsen med en Pingus..?

· Kan dens pris retfærdiggøres..?

· Hvilken årgang skal købes, og hvilken årgang skal man tilbage til før det er forsvarligt at åbne den nu..?

Glæder mig til at høre kommentare på ovenstående.