Leroy Le Musigny 2003 - Perfection?

Is there such a thing as perfection? I had the Musigny 2003 this weekend – here goes:

Domaine Leroy | Musigny 2003
Domaine Leroy | Musigny 2003

Bottle 149 of 578. Right there, it’s a privilege to be in its presence, never mind opening it.
The cork was soaked through, rather worryingly, but those fears were put to rest from the second this masterwork saw the light of day.

On the nose, a gorgeous tapestry of cherry, chocolate, lingering pipe tobacco, fern, seaweed and iodine. The other taster, H., and I both agreed–to be vulgar, it created an almost hormonal-blasting impression of that place down under our ladies like us to visit… I shall say no more. It phased in and out from one alluring waft to the next, powerful yet delicate at once, turning knees to rubber.

On the palate, remarkably open and approachable–we expected to encounter a wall, given its young age. But no. Layer after thin sweet layer of silk and magic on on a multidimensional fruit core that unfolded for literally minutes at a time–minutes! A gorgeous fog of mineral saturates everything. Decaying leaves and fresh cut grass. Tannin appearing here and there, never heavy… as complete as a wine experience can be. I had an urge to eat Japanese food and explore the possibilities of Eastern religion.

I’ve had a lot of good wines in my time. But this has changed things… I have a sense that I’ve visited a very special place, and that I will never revisit that exact place again. Introspective, primal solitude… the natural order of things becomes clear, the relationship between the wind and stars never so obvious, a step closer to knowing every little secret of the universe. I was moved, and possessed of a gratefulness as powerful as I’ve ever felt. I am a better person for having tasted this wine.

I’m getting carried away, but to put it simply, this wine carries you away. I could write on and on about it, frankly.
Practically, it’s not a wine for tasting events. You don’t put points to this, and you don’t compare the components of perfection at this level. It is a wine for drinking with a good friend or two, people you don’t mind sounding silly around.

Tasted quickly on opening. Then decanted 1.5 hours. Then drunk over 3 hours after that.
I thought of toning the note down, but then thought it best that you know your musigny went to someone who truly drank from its depths and appreciated every lingering second of it.

/Patrick Fitzgerald


Hellere én god amarone end to halvdårlige ripasso’er!?

Sådan var det alt for ofte tidligere, hvis der skulle vælges mellem amarone og ripasso. Parolen gælder selvfølgelig stadig, men i 2002 skete der efter min mening noget skælsættende.

2002 var et rigtigt skidt år for vinproduktionen i Valpolicella, og til dels i Valpolicella øst.
De seriøse producenter valgte at skippe amaroneproduktionen. Det kom der pludselig nogle rigtig gode ripasso’er ud af. Mange producenter havde jo lagt de druer, de håbede på var egnettil tørre på tørrelofterne.  Da resultatet af tørringen stadig ikke var på højde med de andre år, blev valget om ikke at fremstille en amarone truffet!
Pludselig var der et bedre grundlag for ripassoér!!  Nu kunne den producerede valpolicella hældes over i tørrede druer, som ikke først var brugt til amaroneproduktion.

Denne dårlige årgang satte skub i en ny type ”super-ripasso’er”.
Det er ikke en dårlig idé at købe ripasso’er i en dårlig årgang, medmindre producenten vælger at fremstille amarone alligevel.

Dette kick til ripasso’erne har mange producenter holdt ved lige. De nye super-ripasso’er har kraft og styrke som mange amaroner, og har samtidig beholdt friskheden og frugten. For få år siden var de fleste ripasso’er småkedelige og man kunne typisk købe 2 – 3 flasker for 100 kr. Kvaliteten er steget markant og nu ser man ikke sjældent en ripasso til mellem 100 og 200 kr. pr. stk. Det er vine som er helt på højde med andre vine i den prisklasse!!
Da ripasso’en samtidig er en meget bedre ledsager til mad end amarone, er jeg sikker på at populariteten vil vokse endnu mere.

Hellere én god ripasso end en middelmådig amarone.
Som eksempel på rigtig god ripasso kan nævnes: Le Guaite, Buglioni, Latium, Montecariano og Campagnola Caterina Zardini. Og der er mange flere endnu.

Kom bare med nogle gode oplevelser I har haft.
Hvad siger I ? Er det ‘pinligt’ at drikke ripasso, når man kan få en amarone til samme pris ??

Well – nu smutter jeg til Italien – vinitaly.. Vender måske tilbage med oplevelser derfra.. :o)

Mikael Lyng / Lyngs Veneto / Winebook


En dag med Dronningen af Bourgogne's vine!

Jeg vil dele en stor oplevelse med Jer inklusive mine smagnoter fra en fantastisk dag…

Lalou Bize Leroy er kvinden og den karismatiske vinmager bag de meget anerkendte vine fra Negociantvinene Maison Leroy, Domæne vinene fra Domaine-Leroy og fra hendes helt eget domæne Domaine d’Auvenay. Lalou Bize har siden hun i 1989 begyndte at lave vinene fra Domaine Leroy og Domaine d’Auvenay Biodynamisk, taget skridtet op på toppen Bourgogne, og faktisk er det ofte hendes vine anmelderne vurdere og smager andre ud fra.

Så det var med spænding at jeg så frem til, for 2 uger siden, at skulle deltage i en særlig smagning af 24 forskellige af hendes vine, samt en efterfølgende 6-retters menu på Søllerød kro, som også var tilpasset hendes Leroy og d’Auvenay-vine.

Der var linet op med de store...
Der var linet op med de store...

Jørgen Krüff fra esprit-du-vin.com er importøren af Leroy’s vine, og han stod bag arrangementet, som startede med smagningen kl. 15.

Vin nr. 1 – Meursault 1. Cru ‘Les Perriéres’ – Maison Leroy 2001
Ung og frisk – Få toner af honning. Sprød – anelse mineralsk. Let gylden i farven. Mild syre. 92p.

Vin nr. 2 – Meursault 1. Cru ‘Les Perriéres’ – Maison Leroy 1996
Samme gyldne farve som den yngre. Tydeligt at den har mere alder – posititvt. Meget mere markant i sit udtryk. Stor balance – lang eftersmag. Får munden til at læske. Toner af citrus og appelsin og funde noter af hyldeblomst. Flot. 95p.

Vin nr. 3 – Meursault 1. Cru ‘Les Perriéres’ – Maison Leroy 1988
Anelse mørkere end de 2 forgængere – som den hældes op fyldes rummet af aromaen. Duft af bløde oste, petrolium, sirup, pære. Og smagen lever fuldt ud op til duften. Stor oplevelse, lækker frugt-fedme og samtidig sprød balance. Den er klar nu – men kan sagtens ligge år endnu. 96p.

Vin nr. 4 – Puligny Montrachet – Maison Leroy 1986
Denne var også stor. Duftede søde pærer, masser af blomster, honning, syltede æbler? Flot krop – en anelse petrolium. Syren rigtig flot integreret her, meget ungdommelig. Jeg fik gåsehud af denne vin, og fornemmelsen hang stadig i kroppen flere minutter efter jeg havde smagt den. 97p.

Vin nr. 5 – Puligny Montrachet 1. cru ‘Les Chalumeaux’ – Maison Leroy 1995
Tydeligt yngre. Mere frisk og ren. Syren mere fremtrædende her, vinen en anelse lukket. Kan dog ane en smule trøfler?! Kan måske blive en stor vin om nogle år. 93p.

Vin nr. 6.a – BLIND. Meausault – Maison Leroy 2001
Helt anderledens vin en de forgangne. En anden tørhed over denne, også i duften. Lidt amoniak, stald og græs. Meget rå – men stadig med elegence. 90p.

Vin nr. 6.b – BLIND. Meausault 2001 Maison Leroy
Langt mere åben og frisk. Ingen stald her. Anelse trøffel – fin syre. Stor vin. 94p.
(Fik denne vin 2 gange, da Jørgen Krüff ikke mente den var i orden første gang – det havde han jo ret i, -tak for det :o)

Så gik vi over til de røde fra Maison Leroy…

Vin nr. 7 – Santanay – Maison Leroy 1999
Kompleks næse, ristede kaffebønner, flot pinot noir karaktér. Masser af lakrids eftersom den åbner op i glasset. 92p.

Vin nr. 8 – Charmes Chambertin – Maison Leroy 1985
Farven anelse rødbrun. Helt tydeligt terroir i denne. Læder, jord i starten. Åbner så op med feminine træk, jordbær kommer tydeligt til udtryk. Stor og flot vin i fin balance. 95p.

Vin nr. 9 – Ruchottes Chambertin – Maison Leroy 1986
Det maskuline modstykke til vinen før. Mere rød – mere muskuløs. Syren holder flot balance. En stor Grand Cru på et lille parcel. Meget intens. 94p.

Vin nr. 10 – Gevrey Chambertin 1. Cru ‘Lavaux Saint Jacques’ Maison Leroy 1969
Utrolig markant. Den bærer i kratf 40 år’s smagsnuancer, meget velintegreret i vinen. Dog virker den stadig meget ungdommelig og stadig klar og frisk. Trøffler og tørret kød. 97p.

Vin nr. 11 – Grands Echezeaux – Maison Leroy 1964
Flot terroir – fin Pinot Noir. Svær at beskrive. Flot krop med trøffler, honning. Utroligt mange lag kommer til udtryk i munden og ganen. Stor vin. 96p.

Vin nr. 12 – BLIND.
Denne vin virker meget ældre i udtrykket. Spændende nuancer. Ikke færdig, men virker på vej ned. 93p.
(Samme vin som nr. 11. Viser stor flaske-variation. Ingen genkendelighedstegn)

Hermed skulle vi over til de biodynamiske hvidvine fra Domaine d’Auvenay, som jeg havde set mest frem til i aften. Disse hvide skulle være de bedste og mest efterspurgte Bourgogne-hvidvine og mest anerkendte blandt anmeldere.

Vin nr. 13. a – BLIND.
Meget cremet og læskende. Hyldeblomster springer frem på tungen, fin syrebalance – smagen holder meget længe. Flot vin. 93p.
(Det var En Aligote fra d’Auvenay 2004. Dette er en ræderlig drue, som Leroy bemærkelsesværdigt formår at få en rigtig flot vin ud af!)

Vin nr. 13.b – Auxey Duresses ‘Les Clous’ – d’Auvenay 2004
Meget meget stor vin. Toner, nuancer, lag omfavner mit ansigt – jeg har svært ved at beskrive vin af denne størrelse, da jeg ikke har prøvet dem før. Æbler og pærer kan jeg ane – men meget mineralsk og sprød. Som om man bliver fyld med energi og vågner helt op. 98p.

Vin nr. 14 – Meursault ‘Les Narvaux’ – d’Auvenay 2004
Helt vild denne her. Balancen som noget jeg ikke har oplevet før. 99p.

Vin nr. 15 – Meursault 1. Cru ‘Les Gouttes d’Or’ – d’Auvenay 2004
…. Skal opleves. 99p.

Vin nr. 16 – Puligny Montrachet 1. Cru ‘Les Folatiéres’ – d’Auvenay 2004
…. Det gik lidt op i hat og briller med notaterne lige dér, men igen – skal opleves. 98p.

Tilbage til de røde…

Vin nr. 19 – Clos de Vougeot – Domaine Leroy 2002
Flot elegance – klar i farven. Tideligt terroir. Stor fylde i kroppen. Meget feminin vin – Typisk Vougeot. 96p.

Vin nr. 20 – Chambertin – Domaine Leroy 1989
Imponerende! Masser af fint integreret syre. Fine tanniner – velintegreret. Perfekt balance. Igen tydeligt terroir. Stor vin – hænger voldsomt længe i munden. Har stadig 20+ år i sig endnu. 99p.

Vin nr. 21 – Volnay 1.Cru  ‘Les Santenots’ – Maison Leroy 1969
Fantastisk. Helt klar i farven. Perfekt. Modne jordbær. Store velintegrerede tanniner. 99p.

Vin nr. 22 – Volnay 1. Cru ‘Pousse d’Or’ – Maison Leroy 1949
Pinot med fine svesker! Så har man prøvet det med. Det er stort det her. Slet ikke på vej ned. Hænger ved meget længe. Mange fløjsbløde lag. Utroligt som den også holder længe i glasset på trods af alderen. 97p.

Vi sluttede smagningen af med en kæmpe hvid basker

Vin nr. 23 – Montrachet – Maison Leroy 1969
Mørk gylden farve. Glaserede æbler, honning. Ungdommelig med fin syre. Gigantisk vin. Læsker helt ekstremt i munden. Havde ingen problemer med at komme efter ‘Pousse d’Or’ fra 1949. Smører hele munden og halsen. Kæmpe oplevelse. 99p.

Alt i alt en kæmpe oplevelse – mange store vine at komme igennem. Det har helt klart været lærerigt og givet mig et holdepunkt at vurdere Bourgogne ud fra i fremtiden – rød som hvid.

Lalou Bize Leroy har et særligt talent for vin – hun formår at få nuancer frem som ingen andre. Det kan kraftigt anbefales at smage hendes vin. Det er ikke uden grund at anmelderne ansér hendes vin for at overgå selveste Domaine Romanee Conti!

Nu var det tid til middagen – også her ventede store Leroy-vine til en perfekt afstemt middag. Og jeg måtte hellere rejse mig fra rummet med smagningen – Dennis Frislev ventede på mig inde i spisesalen med et glas Chambertin fra Leroy. Mon ikke han kunne tåle at vente et par minutter? :o)


”Amarone vinene er på retur...

…Interessen for dem har toppet.”

Det var hvad jeg fik at vide af en sommerlier, da jeg for 3 år siden var ude og prøvesmage vine fra et nyt amaronehus.
Det var ikke mit indtryk dengang, og det er det stadig ikke. For mig at se er interessen ikke faldet siden.

Amarone-vinene på retur?
Amarone-vinene på retur?


Der er i den senere tid dukket mange nye og spændende amaroneproducenter op. Kvaliteten er forbløffende høj.
Den stigende efterspørgsel, især fra øst – Rusland og Kina – på den moderne amarone, den internationale stil, hvor frugten og tyngden er i højsædet, frem for den traditionelle stil, den sødlige bamseamarone med portvinstoner.

På grund af nye gærtyper, er alkoholprocenten steget markant. 16,5 og 17 % alkohol er ikke længere unormalt.
Tyngden, eller vinens krop – jeg kalder det vinens BMI (body mas index ) kan mere eller mindre udlæses fra de tekniske datablade for den enkelte vin. Antal gram tørstof pr. Liter ( estratto secco ).
En amarone skal holde mindst 26 g/l ifølge consordiet i Valpolicella. 35 g/l for Riserva amarone. Gennemsnitligt lægger amaronerne på ca. 34 g/l.

Et par nye producenter fra samme område som Dal Forno prøver at lægge sig i slipstrømmen fra kongen af den moderne amaronestil.

Icampi kommer med en direkte udfordring til tronen. Den har imponerende 46 g/l. Jeg har ikke smagt den endnu, så jeg kan ikke skrive mere om den, end jeg har læst – Gastro.
De 1700 kr. den koster er da også et udtryk for, at de mener det seriøst.

Latium er den anden producent, der dog ikke udfordrer Dal Forno. Men hans amarone er et rigtig godt bud på en ”mini Dal Forno”. Hvis man ikke har smagt Dal Forno, men gerne vil vide, i hvilken retning den smager, også set i lyset af finanskrisens øjne, er det den oplagte lejlighed. Latiums amarone koster ca. 1/10 af ”the real deal”. Flot og helstøbt amarone der indeholder 39,5 g/l.
Robert Parker har også været forbi huset og smagt på deres vine. Flotte points og flot anmeldelse. Han slutter bl.a af med at skrive ” The amarone shows outstanding balance and tons of style. It is a very promising effort from this up and coming producer.”

Det er skønt med de nye amaroneproducenter, der dukker op. Jeg savner dog nye producenter, der tør give sig i kast med den traditionelle stil. Ellers mister vi mangfoldigheden. Amaronerne vil nærme sig hinanden stilmæssigt og det vil blive lidt for ensartet.
Af de traditionelle producenter er den ubestridte konge Giuseppe Quintarelli.
Han er et kapitel for sig, og vil blive præsenteret senere.

Jeg tror, at folk generelt er vant til at drikke vine – også amarone – alt for unge.
Derfor er oplevelsen af at drikke vinene også helt skæv.
Problemet er, at vine med en vis alder er sværere at få fat i. Det gælder også for ældre amaroner.

Jeg vil gerne høre jeres erfaringer med hensyn til netop det, at smage amaroner med alder. Ligesom mange andre vine. Er det dér der er den største forskel?


Villa Mt. Eden Zinfandel 2005 Grand Reserve

Jeg fik denne flaske for et par uger siden – og den blæste mig omkuld.

Vinen er lavet på Zinfandel fra over 100år gamle stokke, og det kan smages. En dybde som sjældent mærkes i vin til denne pris, som jeg fik på tilbud til kr. 138,- (175,- normalpris).

Vinen er en typisk amerikansk Zinfandel, men af en mærkbar kvalitet – dyb rød i farven. Vanilie og sorte bær omfavner dit ansigt, når du dufter til vinen i glasset. Lang og meget blød eftersmag der nærmest efterlader spor af forskellige smagsnuancer hele vejen ned ad tungen og ned i halsen, som man synker vinen.
Den giver helt klart forståelse for det Amerikanske udtryk: “Bigger is better”!

Prøv den!
Købt hos Gunner Madsen vinhandel, klik HER


Pinot 2005

Konen er faldet i søvn på sofaen mens jeg går og hygger med madlavningen.
Har lige nydt lidt Champagne med de nyankomne stenbidder rogn på en pandekage med citron creme… nam nam.

Har proppet en Chambolle- Musigny 2005 v. Patrice Rion op. Åbnede den og dekanterede for et par timer siden.

Den var næsten helt “usynlig” i næsen og smagen var helt kold og svag lige da den blev åbnet… Men nu kommer den søde frugt og lette lakrids som jeg har gået og ventet på virkelig frem. Den helt rene syre overdøver på ingen måde frugten.. selv om jeg har en følelse af at den vil have godt af 5-10 år mere på langs….. Den har kendetegnet af stor vin : Nemlig at munden hungre efter den næste tår!

Fantastisk vin til 299kr…

Pinot er i denne flaske og vintage helt i top.

God weekend derude.


Freestyle vinsmagning - blandede bolcher!

Fredag den 20. februar var en aften jeg havde set frem til.
Aftenen hvor vi satte os sammen nogle stykker, med skønne tappas og et smageprogram der, omend meget forskellige oplevelser i vente var meget spændende.

Her er smagenoterne fra nogle af vinene fra smagningen:

Vi startede ud med Cheval Blanc 1950.
Denne flaske var især imødeset med stor spænding. Var den stadig levende, og i hvilken grad..? Ville den elegante forfinede vin stadig fremstå som en Dronning, efter knap 50 år på flaske, i mørket i en kælder?
Farven var ren, mørk og havde og flot rød tone, med en anelse brun tone i kanten. Næsen fantastisk. Fin og kraftig. tydelige dufte røde og sorte bær og en note af acetone. Krudt, asiatiske kryderier, karamel, måske lidt theblade. Overraskende ekspressiv og adskildt i nuancerne. God og solid på midten af ganen. Drikkes virkelig godt – meget kompleks. Starter eksplosiv, men glatter utrolig flot og elegant ud. Lang finish – og udviklingen fra de 50 år, var ekstrem i de 5-10min i glasset. Stor vin. 98p.

Sine Qua Non – Veiled – Pinot Noir – 1998
Rød næsten Violet i farven. Stor næse, flot Pinot. Sprødhed og røg i næsen. Kaffe og kirsebær.
Åbner flot op, glat, fin tekstur. Ikke så burgundisk som jeg havde håbet, men stadig en meget elegant oversøisk Pinot Noir med fantastisk power. Kroppen meget kompleks – stor oplevelse. Glæder mig allerede til mere fra SQN. 97p.

Errazuriz Chadwick 1999
En af aftenens største ‘næser’ – lovede fantastisk meget. Kompleks bouquet med god eg og en sødme. Vinen havde svært ved at leve op til det duften lovede. En anelse ung – kompleks vin, ikke helt åbnet op, men med en lang eftersmag. Kan fornemme storheden i vinen, som virkelig kan blive en lækkerbisken om 4-6 år. 92p

Flor de Pingus 2004
Mørkrød næsten sort farve. Fantastisk næse – er fuld af kakao, kaffe, sort kirsebær, ristet brød og tjære – chokolade og karamel træder også frem. Vanilie – Eg. Mange lækre varianter på ganen med rig sort og rød frugt, kaffe og mineraler. Er meget rig i eftersmagen afbalanceret med fin balance i surhedsgraden. Lang smagfuld finish. Totalt lækker. Bedste spanier til dato! 98p

Bertani 1990
En god Amarone. Dog en anelse lukket – stadig! En speciel sødme, kun med antydning af rosiner / svesker afslører den som en Amarone. Medium fylde med god struktur og vægt. Skal have flere år. 90p

Martinelli Zinfandel 2004
Uimodståelig næse og smag. Jordet, rig, brombær næse, chokolade, trøffel! Smagte helt varm, på grund af det høje alkoholindhold. Meget kompleks – kroppen følger fint med – mange lag – hænger ved meget længe i munden. Vanilie. Mynthe. Stor stor oplevelse med Martinelli’s Zinfandel. Min første Martinelli – der skal udforskes her! 96p

Alt i alt en stor aften. Tak til drengene  hvordan var Jeres oplevelse af vinene..?
Og Jer andre her på winebook, -har i nogle oplevelser med ovenstående vin?


Er 'Pingus' pengene værd?

Hej til alle.

Jeg har længe haft lyst til at smage en Pingus, smage om den virkelig er de 3-6.000 kr værd, eller om det blot er en pris der bliver holdt oppe, efter Parkers store ros til vinen ved hans første møde med den…

Jeg bliver også nysgerrig, når jeg læser om vinen og ser dokumentarer derom, hvordan den bliver produceret med tid og omhu, hvor anderledes den gror, i buske, på toppen af Ribera Del Duero. Jeg kan på den baggrund godt se, at der på sin vis godt kan være noget helt særligt over Pingus.

Nu skal jeg så have Jeres hjælp, jer der har smagt den eller har nære bekendtskaber som har fortalt Jer om den:

· Hvordan er oplevelsen med en Pingus..?

· Kan dens pris retfærdiggøres..?

· Hvilken årgang skal købes, og hvilken årgang skal man tilbage til før det er forsvarligt at åbne den nu..?

Glæder mig til at høre kommentare på ovenstående.