Vintest af Bordeaux: Modenhed og højt niveau!

Bordeaux er og vil altid være blandt toppen af vin i verden. Det er en status Bordeaux har haft meget længe, og intet tyder på at det skal ændre sig. Næsten år efter år roses vinene fra Bordeaux, både fra 'vest-bredden' og 'øst-bredden', og belønnes med høje point af diverse vinanmeldere.
Vinene koster også derefter, – særligt 1cru'erne af 1855-klassifikationen i Bordeaux prissættes skyhøjt år efter år.

bordeaux vintest

Undertegnede har længe sat spørgsmålstegn ved disse priser. Om de kunne retfærdiggøres. Og en flaske vin til 2000kr og opefter er sjældent en pris der kan retfærdiggøres. Men er kvaliteten høj nok ved 1cru'erne i Bordeaux – og er denne nærmest legendariske status disse vin nyder – rimelig?

Indrømmes skal det dog, at jeg med stor interesse og spænding havde set frem til den smagning som i kan læse mere om nedenfor. En smagning af en række af de store fra Bordeaux – hovedsageligt 1cru vine med fokus på modenhed, men også et par uden fra 1cru-klassifikationen, som havde kvalificeret sig til at komme med på programmet gennem sine magiske '100 point' fra bl.a. Robert Parker – den amerikanske vinGuru, som mange i dag 'desværre' sætter sin lid lidt for meget til.

Programmet var for undertegnedes synspunkt meget spændende, særligt pga. det omfattede vin fra begge sider af Gironde-floden, og fra forskellige jordbundstyper, både ler og grus/kalk, samt de 2x 100-points vine. Ej heller skal glemmes de 2 Sauternes, 1 ung og 1 ældre, fra TOP-producenten Chateau d'Yquem. Slottet der er så stort og rigt, at det om nogen kan lade være med at gå på kompromis med kvaliteten. Og sidst men ikke mindst en vintage Blanc de Blanc fra den biodynamiske champagne-producent Jacques Selosse, der som den eneste Franske vinproducent er blevet kåret som årets vinbonde i Frankrig i alle de grene man kan kåres som årets vinbonde. Ja programmet lovede en stor aften.

Og vi sprang ud i smagningen, ledsaget af en flot menu akkompagneret af aftenens vært – stor tak til Ricky 🙂
Nedenfor følger programmet i den rækkefølge vi åbnede og smagte. Planen var at starte med Champagnen for sig, derefter gå over i små heats hvor vinene i hvert heat stod bedst til at smage sammem / overfor hinanden.
Vi havde flere glas hver især, hvis vi ville lade vinen blive i glasset over længere tid, med henblik på at følge vinens udvikling i glasset.
 

1. Heat

Selosse Blanc de Blanc 1998
Mørk gylden farve. Modne gule æbler, valnødder, lidt smør, svagt rugbrød, ristet toast i næsen. Eftersmag: ca. 45-55 sek. Mousse: Perfekt blød og tilstedeværende i hele munden. Pirrende. Frisk syre. Hedonistisk og alligevel uhyre kompleks.
96 point.

2. Heat

Chateau Pavie 2000
Mørk sort-rød. Dog let brunlig helt yderst i kanten. Meget mørk og kraftig i næsen. Mørke bær. Anelse karamel. Svagt hint af bobble-gum. Lækker parfurmeret bær-saft. Alkoholen lidt nærværende, men stille på vej i baggrunden. Enorm i eftersmagen – tyk og smører hele munden til med solbær. Smager længe efter man har sunket, som om man stadig har den inde i munden. Tyk tyk tyk… Alkoholen i næsen forsvandt aldrig helt, på trods af at den var 4 timer i glasset. Vinen er konstant i sit udtryk i alle 4 timer i glasset. En vin der kan holde mange år endnu, og som sikker udvikler sig. Mangler dog elegance og syre.
95 point.

3. Heat

Chateau Lafite 1995
Mørk rødbrun i farven. Sødlig hindbær-næse. Lettere i udtrykket end Pavie. Vanilie i starten. Bliver dog hurtigt træt i sit udtryk, falder meget hurtigt i kvalitet og intensitet. Efter 30 min er frugten og mange af nuancerne neutraliseret. Tyder på en fejl i vinen – måske dårlig opbevaring. Lovede udenmærket i starten, men kunne ikke følge det til dørs.
80 point

Haut-Brion 1995
Rødbrun farve. Stor næse. Stald og animalitet. Røde bær – jordbær/hindbær. Frisk i næsen og vild – stor vildskab. Dyrrisk. I munden følger den op på næsen – meget elegant og harmonisk i sin tæthed. Skiller sig kraftigt ud i forhold til de 2 foregående. Meget kompleks på midten, men mangler måske en anelse i længden – eftersmagen ikke helt lang nok. Ellers stor og flot vin.
94 point.

4. Heat

Cheval Blanc 1996
Rødbrun men klar og ren i farven. Moden, elegant, feminin i næsen. Mineralsk og frisk. Svagt hint af trøffler. Meget pirrende og spændende næse – fantastisk lækker. Læskende i munden – meget fin, silkeblød. Eftersmagen sidder og hænger meget længe i munden – men i en næsten vægtløs tilstand. Det her er elegance på højt plan. Den var 2,5 timer i glasset, og udviklede sig fantastisk spændende i glasset, skiftede mærkbart udtryk i næsen efter hvert kvarter – uden at være enten på vej op eller ned, udviklede den blot nye udtryk. Så kom noter af mint, senere af karamel, siden hen meget fremtrædende hindbær, så lidt læder og trøffel. I konstant udvikling – hele tiden med den rette friskhed i munden. Nåede aldrig at vise tegn på træthed – ganske enkelt fantastisk vin.
98 point.

5. Heat

Mouton Rothschild 1985
Flot a-stand i flasken – men vi blev lidt nervøse da proppen var gennemvædet og smuldrede ved åbning. Nervøsiteten blev dog gjort til skamme da vinen kom i glasset – den var topmoden og lækker.
Farven: Brun-orange. Stald-noter i næsen blandet anis, marzipan og søde bær. Fantastisk rund – helt åben og klar til at vise os hvad en Mouton skal vise på sit højdepunkt af modenheden – eller ihvertfald tæt op ad… Fint syre i afslutningen. Frugten til stadighed nærværende. Stor oplevelse – en vin der ikke blev længe i glasset – den var simpelthen så lækker at den bare skulle ned…
94 point.


På det tidspunkt hvor Mouton'en var ved at slippe op i glasset, gik snakket ivrigt. Et af de mest diskuterede emner på dette tidspunkt var, hvor ærgeligt at Chateau Latour ikke var en del af programmet – at vinen havde været spændende at smage sammen med resten af vinene.
Op rejser Pierre sig og lusker ud i bryggerset. Og ind kommer han med et stort smil på læben og en flaske Latour 1975 i hånden, mens han siger: Var det denne her i gerne ville have? Stor begejstring og klapsalver til følge, mens Pierre hentede prop-trækkeren og begyndte at åbne… Livet er nu herligt 🙂

Chateau Latour 1975
Aftenens mest tannin-holdige vin, og samtidig aftenens ældste rødvin! Med andre ord: Stor vin! Tanninerne var dog på ingen måde hårde eller til irritation, blot tilstedeværende og med til at afslutte rigtig flot. Den sad markant i munden, men en lang eftersmag. Super harmonisk. Frisk ungdommelig frugt – masser af røde bær, lidt stald, svagt lakrids/anis samt vanilie og marzipan i baggrunden og i næsen. Lækker lækker vin.
96 point.

Chateau Montrose 1990
En sjov ting med denne vin, som jeg havde set meget frem til: Jeg husker den som meget stor. Der var begejstring omkring den – men mine noter var en smule mangelfulde ved den, og når jeg tænker tilbage på den er det eneste jeg husker, at den var rigtig god. Men faktisk også den eneste af vinene fra aftenen jeg ikke kan huske detaljerne ved!
Det jeg har skrevet ned er: Stald! Animalitet! Bubble-gum! Frisk integreret syre. Kæmpe!
Jeg kan dog huske – at der var bred enighed om at vi ved bordet sammen købte de resterende 4 flasker man kan få til DK's billigste pris – 2000,- Så god har den været 🙂
97 point stod der ved noterne.

6. Heat

Chateau d'Yquem 1973
Mørk gylden rav-farvet. Balance mellem de mørke søde toner og den friske tilstedeværende syre. Stadig frisk og viril. Men med lækre eksotiske noter på midterpaletten, citron, fersken og abrikos samt lidt banen. Meget cremet og lækker. Smører hele munden. Rent slik. Slet ikke på vej ned.
93 point.

Chateau d'Yquem 1999
Lys gylden honning-farvet. Frisk og læskende. Syren mere fremtrædende – men stadig i perfekt balance med det søde fra abrikos-noterne. Harmoni harmoni harmoni. Eftersmagen enorm. Hænger ved i evigheder.
94 point.

Cheval BlancHaut-BrionChateau LafiteChateau LatourMontroseMouton RothschildChateau d'YquemChateau d'Yquem

Min konklussion på aftenens smagning er, at når man drikker 1cru i Bordeaux, er niveau'et højt – meget højere end resten af Bordeaux. Og et eksempel på det er, at vi smagte en Troplong Mondot årgang 2000 op imod nogle af de sidste vin. Det er en saint emilion af lavere cru-status, men som af Robert Parker rates med 96 point! Det er højere end nogle af ovenstående vin rates af ham. At den skulle være en bedre vin end nogen af ovenstående passer ikke. Det er tydeligt at niveau'et er mindst et hak højere i 1cru'erne – også selvom Parker kun har ratet nogle af dem ned til 90 point! Så cru-klassifikationen har en vis berettigelse, også selvom den er så gammel som den er.

Med hensyn til point-givning fra Robert Parker, fik den i forhold til min smag et kraftigt hak NEDAD i troværdighed. Hans forkærlighed for bulderbasser og californisk vin skinner igennem, i den måde smagningens vine er blevet tildelt point. Elegancen er altså tydeligt i baggrunden.
Pavie kunne eksempelvis ved en blindtest sagtens kunne have været med ved en smagning af top-Californiske vine. Hvorimod vine som Latour og Cheval Blanc mere udtrykte det franske klima og elegancen som stor vin fra Bordeaux og Bourgogne eksempelvis må forventes at besidde.

Prismæssigt er min holdning, at man i Bordeaux, og særligt 1cru vinene betaler for holdbarhed, -som er en lottokupon!
Dog fik aftenens smagning på sin måde bevist, at være guld værd når vinene er opbevaret korrekt og dermed kommer til sin ret. For så var det stort, og stadig med en vis portion elegance – og dermed berettiget at koste mere end eksempelvis stor oversøisk vin eller blot fra sydligere himmelstrøg end Bordeaux.

Man laver vin i Bordeaux med tanke på at vinen skal holde i årtier. Vinen skal udtrykke sin årgang. Og godt var det…
Undertegnedes klare favoritter blandt de røde fra Bordeaux var Chateau Latour og Cheval Blanc, – ellers åbner jeg nok hellere en Bourgogne 🙂

Selosse 1998
Selosse 1998 i glasset med 'Koglen' i baggrunden

Cheval Blanc 1996

Bordeaux vintest

Bordeaux vintest


Smagen af Portugal: En lille guide til Portugals bordvine

Forleden stod jeg i Superbest’ vinafdeling for at finde vin til en sammenkomst. Jeg henvendte mig til ekspedienten i vinsektionen for at høre om de havde vine fra Portugal? Efter en kort tavshed kom svaret prompte ”Nej, og det har noget at gøre med at Portugal ikke producere noget nævneværdigt hvor pris og kvalitet hænger sammen, ellers ville vi naturligvis have haft det”. Jeg vover postulatet at han tager fejl og derfor dette indlæg om landet med nogle af Europas ældste vinregioner.

Portugal

Sørgeligt nok er Portugals vinrenomme ofte belemret med den småbitre genkendelse af Netto’s ”Periquita” eller den rædselsfulde dråbeformede Mateus flaske – der står i øjenhøjde med supermarkedets papvine. Men med lidt nysgerrighed, og her kan jeg citere fra Robert Parkers nye guide winebuyers (7th edition)
”A little exploration here is well rewarded”, venter der her store overraskelser.

Noahs ark ladet med vin

Geografien og historien har efterladt Portugal i næsten total isolation fra resten af Verden. Med Atlanten mod vest, bjerge i nord og et vældigt Spanien i øst, har kun få druesorter og vine klaret rejsen ud fra den Ibiriske halvøs sydvestlige hjørne.
Men Portugals diverse topografi og ældgamle vintraditioner har efterladt en arv med en diversitet sjældent set i noget andet vinland. Da man opgjorde en botanisk fortegnelse over Portugals druevarianter i 1916 beskrev man over 900 forskellige druevarianter. Mange af disse sorter er ukendte, nærmest ubetydelige og kloner af hinanden, men blandt dem finder man op mod 22 endemiske (kun voksende i Portugal) vinsorter som er særligt spændende.

Borba

I gamle dage og bag etikken af Portugisisk vin

Portugals bordvine består ofte af et blend af mere eller mindre ukendte vinsorter. Historisk set skyldes det, at de lokale vinbønder ganske enkelt benyttede en stor variation af vinsorter. Begrundelsen var simpel; bukkede nogle under for årets vejrlig, ja så overlevede de andre mere robuste.

[Det store blend gav rustikke vine med uhøjtidelig charme]

Vinen havde ikke en større kommerciel værdi og årets høst blev indleveret til det lokale kooperativ, hvorefter man blev tildelt flasker fra årets høst. Det store blend gav rustikke vine med en uhøjtidelig charme.
Tankesættet er forståeligt men det stiller sig svært på det moderne marked. Men sætter man det til side giver historien en forklaring på hvorfor så mange store portugisiske bordvine i dag er fremkommet og forfinet igennem generationers erfaring med et blend af mange vinsorter. Det ses særligt i Douro regionen hvor man kan nyde fremragende bordvine produceret på ”The Big Five” portvins druer (Touriga Nacional, Touriga Franca, Tinto Cão, Tinta Roriz (Aragonez/Tempranillo), og Tinta Barroca.

Hvad er der sket?

Portugal har gennemført en række reformer som har bragt landet på linie med andre Europæiske vinlande. Den store udvikling kom dog med indgangen til EU i 1986 og med det cashflow som fulgte. Massive investeringer har fuldstændigt forandret vinindustrien i Portugal fra små diskrete vinbrug til top moderne vinproducenter og kooperativer. Vinproducenterne har genopdaget deres mange vinsorter (nogle har været næsten helt tabt) og kursen er nu sat mod det internationale marked.

Fra Quinta til Kult

Ansporet af mere lempelige statsregler og et større cashflow, løsrev flere vingårde (quinta’er) sig fra de mange kooperativer og en helt ny klasse af vinproducenter trådte ud af skyggen fra fortidens standardiserede og kedelige vinproduktion.

[Det er billigere i Danmark]

Men helt ud af skyggen er Portugal dog ikke nået endnu og selvom gode vine nu er tilgængelige, er efterspørgslen af Portugals bordvine i udlandet næsten lig nul. Det skaber et kæmpe pres på Portugals kultproducenter så som Barca Velha, Quinta do Vale Meão og Pêra-Manca, hvis vine er sindsoprivende dyre i Portugal, men hvis navne er stort set ukendte i her hjemme. Derfor vil man opleve af disse vine er billigere i Danmark og med fordel handles til gode priser (i forhold til i Portugal).

Hvad skal man prøve (NB priserne er toneangivende)

Vinho Verde (fra 40kr)
I Portugals nordligste hjørne findes vinregionen Minho (udtales Min-jo) hvor den lette friske Vinho verde produceres (den grønne vin). Det er den perfekte sommervin til terrassen eller en gang skaldyr. Vinen drikkes ung og nydes ofte samme år eller lige derefter. Der findes en række gode producenter, men de er svære at finde i Danmark. Lad derfor ikke en billig supermarkedsvin tegne billedet af Minho og dets Vinho verde.

Luís Pato (fra 100kr)
Når talen falder på Portugisiske vine, er det svært at komme uden om vinmageren Luís Pato. Han er kendt for at gå egne veje og Luís Pato er indbegrebet af Portugals diversitet og brug af egne oprindelige druer. I det indre centrale Portugal dyrkes den næsten umulige lille tykskallede Baga drue som giver taninholdige vine. Der er få vinmagere som mestre at få noget ud af denne drue, men her udvirker Luís Pato mindre mirakler på sine oldgamle vinstokke. Vinene kan for nogle virke krydret og rustikke, men bestemt herlige for dem der vil prøve noget nyt.

Esporão (Reserva fra 150kr)
Kæmpe Alentejo hus der både producerer vin til ingen penge, men også gode topvine som fås for overkommelige penge. Deres røde Esporão Reserva produceres primært på Trincadeira, Aragonez [Tempranillo], og noget Cabernet Sauvignon. Det er en krydret sag, men bestemt et fint køb.

Niepoort (fra ca 200kr)
Dirk Niepoort er Portugals store eksperimenteur og en af de store kræfter bag Portugals nye ansigt udadtil. Fra sine vinmarker i både Douro og det nordøstlige hjørne af Portugal, Trás-os-Montes, som er Douroflodens forlængelse af den spanske vinregion Ribera del Duero, produceres der fremragende vine. Med sit store materiale af forskellige druesorter hylder Dirk Niepoort sit store forbilleder i bl.a. smagen af Duorodalen, Bordeaux og Borgogne. Prøv først Dirks ”Redoma” og rækker pengepungen bør man også prøve ”Batuta” eller ”Charme”.

Quinta do Crasto (optil 200kr)
Igen befinder vi os i Douro regionen og Quinta do Crasto producerer deres bordvine på de gamle portvins druer, the big five: Touriga Nacional, Touriga Franca, Tinto Cão, Tinta Roriz (Aragonez/Tempranillo), og Tinta Barroca. Quinta  do Crasto producerer en række top vine fra enkelt marker, men et af de store og interessante gennembrud var deres Reserva vin som i 2005 blev ratet i WineSpectator som 4 bedste vin for 2008.

Cortes de Cima (mellem 100-400kr)
En dansker i Portugal. Cortes de Cima Reserva drives af danske Hans Christian og amerikanske Carrie Jørgensen, som i 1988 realiserede en drøm om at drive en stor vingård. På det 375 hektar store gods, blev der først produceret tomater og meloner, men siden er der plantet 50 hektar vin, hvor af en stor del udgøres af Syrah. Syrah er ikke oprindelig for Portugal, men introduktionen af netop denne drue i det varme Alentejo skulle vise sig at være et særdeles godt træk. Udover Syrah laves vinene bl.a. på Trincadeira, Castelão og Touriga Nacional. Der produceres 3 vine som bør nævnes her. Bordvinen Cortes de Cima og dens fornemme ”Reserva”, og ikke mindst ”Incognito” som laves på 100% Syrah. Da vinen først blev lanceret var Syrah druen naturligvis udenfor det portugisisk reglementet, og derfor fik flasken navnet ”Incognito”.

Quinta do Vale Meão (fra 400kr)
Quinta do Vale Meão er et af Portugals helt store stjerneskud og Vale Meão har været blandt de første til at udvikle Douro dalens nye bordvine. Siden 1950’erne blev vingården blandt andet leverandør til den mytologiske Barca Velha. I 90’erne skiftede Quinta do Vale Meão ejerskab og de gamle lagares (stenkar) som man brugte til vinproduktion i 70’erne blev restaureret og taget i brug igen, nu med moderne udstyr. Da 1999 årgangen første gang så dagens lys var en ny kultvin født.

Pere Manca
Pere Manca

Pêra-Manca og Cartuxa (fra 170 – 700kr)
I det centrale Alentejo og ved Evora’s gamle bymure ligger et gammelt kloster med der til hørende vingård. Det blev bygget i 1587, men grundet religiøse kontroverser blev vingarden privat eje i 1834. I 1963 overgik vingården til velgørenhedsfonden, Fundação Eugénio de Almeida, som i dag driver stedet. Fortidens religiøse islet er dog ikke helt væk og på flaskerne står der ”Deus labor et constantia” (lidt frit oversat…”Guds arbejde er permanent).
Her laves kultvinen Pêra-Manca som fortjener nogle liner her. Pêra-Manca var allerede et stort navn forinden vinlusens hærgen i 1871. Efterfølgende blev markerne skovet og vinen var tabt. Først i 1987 begyndte man igen at producere vinen og vinen laves nu kun i særdeles gode år. Første årgang udkom i 1990, og siden er det blevet til 91, 94, 95, 2003 og 2005.
Men man behøver ikke starte med at smage (og betale) for en af Portugals helt store vine. Samme producent laver anden vinen Cartuxa, som er væsentlig billigere men som står distancen – by far! Det er en rigtig god vin at starte med.

Barca Velha (fra 870kr mod uhyrlige priser)
Vinen over alle er Portugals første kultvin ”Barca Velha” (den gamle båd). Vinen er nærmest mytologisk og produceres på Douro’s portvinsdruer. Siden den blev til i 1952 har den kun været produceret i særligt gode år. Det er blevet til 15 årgange. Sidste årgang er 2000 som blev frigivet efter 8 års lagering. Vinen har netop skiftet ejerskab, og denne årgang er måske den sidste.
Bom proveito

Barca Velha
Barca Velha

___
Der findes naturligvis mange flere…..og er der nogen som har prøvet andre portugisiske vine eller vil dele andre meninger, indtryk da fat tastaturet og del jeres kommentarer her på WineBook.dk

Billeder:

udsigt ved alentejo
Udsigt ved Alentejo

Vinmarker ved Cartuxa
Vinmarker ved Cartuxa

Portvinsbåde i Porto
Portvinsbåde i PORTO

Portvinshuse i Porto
Portvinshuse i PORTO