Uleybury

Jeg havde en sjov og god vinoplevelse for et par uger siden. Hos en kammerat fik jeg serveret følgende vin. Uleybury Basket Press AP Reserve Merlot.

Det specielle ved den vin er at den holder sig en alkohol procent på hele 17,5 %, hvilket gør at den grænser til hedevin. Vinhuset Uleybury ligger nordøst for Adelaide i Mount Lofty Ranges.

Jeg har tidligere har på sitet udøst min galle over jammy oversøisk vin, men denne gang må jeg alligevel tilstå at den var så speciel og sjov at den i den grad har sin berettigelse. Man kunne frygte at en Australsk merlot på 17,5 % ville værre så fed og rund at den nærmest ville tilstoppe dit spiserør og kvæle dig langsomt i bare fedme og fylde, men det gjorde den slet ikke. Vinen var i overraskende fin balance og indbød til mere. I glasset var den flot nærmest violet sort og noterne var præget af brombær og solbær……

Heldigvis var der stadig en rest syre som gjorde at det hele balancerede ganske fint. Det skal dog siges at det IKKE er en mad vin, der til er den simpelthen for kraftig, men en stand alone ….et glimrende bud når man lige skal ha det sidste glas efter måltidet.

Er du til det kraftige og bløde vil du elske Uleybury.

uleybury


Dekantering vs Oxidering

I al den tid jeg har interesseret mig for vin, har jeg, mere som reglen end undtagelsen, hørt at man skal huske at dekanterer sine vine, gerne i flere timer. Vi snakker selvfølgelig ikke gamle sarte nærmest overmodne vine, men vine som typisk har en 3-7 år på bagen og vel er den mest normale alder for vine der bliver drukket.
Har man så været en tur i de vinproducerende lande og måske endog besøgt diverse vinslotte, hører man dem ofte sige at deres vin Max skal dekanteres i en halv time.

Spørgsmålet er så:
Hvorfor er det så at vi vælger nærmest at oxiderer vores vine før vi drikker dem?

Inden jeg kommer med mit bud på det, så kunne det være sjovt lige at se på hvad dekantering egentlig kommer af, og hvad der sker med vin så snart den kommer i kontakt med oxygen.

Historisk set dekanterede man sine vine for at undgå bundfald. Det ser hverken godt ud på siden af glasset eller smager særlig godt, så derfor hældte man sin vin på karaffel hvor det var nemmere at følge bundfaldet når det lagde sig på karaflens “skuldre”. I dag er det dog meget få vine der behøver at dekanteres pga bundfald, fordi producenterne selv blandt de aller største, klare eller filtrere deres vin.

Grunden til at man i dag dekanterer er jo at man mener at vinen åbner sig eller at den bliver mere tilgængelig, så man derfor får et bedre glas vin, men hvad sker der rent faktisk når vinen møder ilt?

I det sekund vindruen knuses begynder luftens ilt at reagere med saften. Saften bliver brun fordi fenolerne i vinen oxideres, bla derfor ser man også at ældre vin har et brunligt skær som faktisk er tegn på fremskreden oxidering.
Da oxiderering er en af vinbondes største hovedpiner tilsættes der, allerede når druen knuses, sulfiter eller svovldioxid for at stoppe processen. Får bonden ikke stoppet oxideringen i tide kommer han rent bogstaveligt til at stå med 100.000 flasker dårlig eddikesyre i stedet for kvalitets vin.
Inden der går alt for meget “den lille kemiker” i det her indlæg så lad os komme tilbage til hvad det har med dig og mig at gøre.

Når du næste gang skal til at åbne en vin for at dekanterer den i 18 – 24 timer, som jeg nogle steder har hørt gjort, så tænk dig om en ekstra gang inden du gør det. Tænk på den hårdt arbejdende vinbonde, som kæmper for at holde oxideringen af sin vin på lige nøjagtigt det niveau der gør at den gærer og modner bedst. Hans tanke har med statsgaranti aldrig været at hans “lille barn” skulle stå og kæmpe for livet i et halvlummert køkken natten over.
Tænk på om du i virkeligheden får den rette oplevelse af vinen, eller om du får en semi oxideret halvflad vinoplevelse i stedet for. Min påstand er at man ALDRIG kan dekanterer sig til en moden vin, men at man i stedet for skulle lægge den tilbage på hylden til den var klar.

Hvad mener du?

P.s
Jeg skal en tur til østrig om en uge, og sædvanen tro skal jeg da lige forbi et par vinhuse. Kender du lidt til østrigsk vin og mener der er noget jeg bare skal prøve, så lad mig endelig vide besked. I kan bare droppe en kommentar til indlægget. Jeg har forøvrigt allerede plotte ham her ind på gps’en http://www.kollwentz.at/en/start.asp?ID=1377&b=1205 – Hvis i kender lidt til ham vil jeg også gerne vide om det er noget værd.


Kunsten at ramme plet!

Perfekt sammenspil på Søllerød Kro
Perfekt sammenspil på Søllerød Kro

Jeg tror vi alle sammen har prøvet at få et måltid hvor mad og vin gik op i en højere enhed. Måske har vi oplevet det på en byens mange restauranter, eller måske har vi ramt plet hjemme i køkkenet.

Dog tror jeg at endnu flere af os har prøvet det modsatte.

Det er en trist oplevelse at åbne en vin man i den grad har set frem til, blot for at opdage at det måltid man har lavet, totalt smadre alt hvad vinen har at byde på. Typisk er det jo sådan at det lidt fede danske køkken i den grad udfordrer de fleste vine, – så hvad ligger der bag kunsten at sammensætte det rigtige måltid til den rigtige vin?

Jeg vil straks indrømme at jeg har ikke fundet de vise sten på det område, men jeg har så sent som i marts måned oplevet hvordan det kan gøres til næsten perfektion. Vinene der blev serveret var alle fra Bourgogne, det måske mest sarte vindistrikt når det kommer til sammensætningen af mad og vin. Pinot Noir udtrykt i Bourgogne er uden sammenligning det ypperligste den drue kan formå, men uden sammenligning også der, hvor den er aller mest skrøbelig overfor det der ligger på tallerkenen. Læg dertil at alle vinene kom fra mesteren Madame Lalou Bize-Leroy, så har man virkelig ikke lyst til at ødelægge noget som helst. Heldigvis var udfordringen lagt i hænderne på de dygtige kokke på Søllerød Kro. Flere gange i løbet af aftenen blev Søllerød Kro nævnt som skandinaviens bedste restaurant, når det kommer til færdigheden: ‘mad til Bourgogne’, og da aftenen var forbi forstod vi hvorfor.

Menuen:

Apéritif.
2004 Larmandier Bernier – Vieilles de Cramant
Champagne Grand Cru – Biodynamique
Østers med agurk & mild peberrod
*
2004 Auxey Duresses – Domaine d’ Auvenay
Lalou Bize-Leroy – Biodynamique
Kongekrabbe med avocado & lime
*
2004 Mersault ” Les Narvaux ” Domaine d’ Auvenay
Lalou Bize-Leroy – Biodynamique
Ristet slethvar med jordskokker, æble, nødder & brunet smør
*
2004 Vosne Romanée – Domaine Leroy
Biodynamique
Stegt brissel med citron. gulerod & persille
*
1989 Latriciéres Chambertin – Domaine Leroy
Biodynamique
Vagtler med morkler
*
1964 Grands Echezeaux – Grand Cru – Leroy
Comté & Brillant Savarin.

Som i sikkert kan fornemme, var det mad og vin i helt suveræn kvallitet.
Især vil jeg fremhæve 3 ret. Meursault ” Les Narvaux ” var en af aftenens helt store oplevelser. Den havde en speciel duft nærmest af popcorn, smeltet smør og majs. Første note var dog langt mere frugtig end duften lagde op til, med toner æbler og honning melon som langsomt gled over i mere fede nuancer. Den var som skabt til slethvaren, der med æbler og nødder som tilbehør passede eminent til vinen.

I det hele taget giver menuen her et ret godt indblik i hvad retning man skal gå når det kommer til at sammensætte mad til Burgundisk vin. Selvom producenten ikke hedder Leroy, er det stadig ærgeligt at ødelægge sin dejlige vin med for tung mad.
Aftenes eneste lille skævskud i min optik var den stegte brissel til Vosne Romanée – Domaine Leroy. Det var et typisk eksempel på en lidt for fed brissel der ødelagde den sarte pinot noir. Syren i vinen kunne ganske enkelt ikke skære sig igennem, og nuancerne blev sløret. Skal man være fair kunne det også hænge sammen med at det måske  var 2 – 3 år for tidligt at drikke vinen

Derimod var vagtlerne fantastiske til Latriciéres Chambertin. Lyst fjerkræ og pinot noir har altid været gode venner. Vinens noter af kaffe og mørk chokolade passede perfekt til morklerne som tilbehør. Et godt eksempel på at en vin med lidt alder godt kan bære lidt kraftigere tilbehør, så længe det ikke er for fedt.

Konklusionen må være: Kend din vin godt før du sammensætter menuen. Som tommelfingerregel må maden ikke være for fed. Er det mad til vin fra Bourgogne, brug råvarer som findes i det burgundiske køkken, som morkler, spinat, æbler og nødder. Fjerkræ er altid godt, både and, vagtler og kylling.
Alt i alt er det nu sæson for at drikke bourgogne vin. Håber menuen her kan inspirerer dig til at kræse i køkkenet, det vil helt sikkert blive belønnet.

Til slut vil jeg gerne hører om jeres erfaringer med mad til vin generelt. Hvad skal man prøve og hvad skal man absolut ikke prøve?

På genhør.
Dennis Frislev


Turen gik til... 2. del

Her har i opfølgeren på turen gik til del 1.

Denne gang går turen til Italien
Denne gang går turen til Italien

•    Barbaresco

Området omkring Barbaresco, Alba og Barolo er et meget billedskønt område. Landskabet bugter sig med små bjerge med gamle befæstede byer på toppen, og uanset hvor du vender øjet møder du grønne vinmarker der strutter af sundhed.

I sommers havde vi muligvis vores bedste vintur til dato, hvor alt gik op i en højere enhed. Vejret var fantastisk og markerene stod flotte og ranke i Barbaresco, som var vores første stop og, viste det sig senere, også sidste. Barbaresco er en lille by på toppen af et lille bjerg som byen Alba ligger for foden af. Alba er i sig selv et besøg værd, med hyggelige caféer og et strøg hvor pigerne kan shoppe så hårdt at vores vin budget pludselig ser meget latterligt ud……

I Barbaresco centrere alt sig om vin, bedst illustreret ved at den lille kirke midt på torvet er blevet omdannet til et enoteca, hvor det er et godt sted at starte. Du kan få adresserne på de de vingårde du vælger at se blandt de ca 140 producenter i området, og få en god faglig snak om hvad Barbaresco går ud på. De vil dog ikke udtale sig om den enkelte producent, da de er en brancheorganisation betalt af vinbønderne i Barbaresco. Jeg havde på forhånd læst mig frem til et par huse jeg ville se. Vel vidende at Gaja er lukket land, ligesom de store huse i Bordeaux og Bourgogne, havde jeg udvalgt mig Pio Cesari som det store hus, Moccagatta som opkomlingen som får super gode anmeldelser af deres enkeltmarks Barbarescoer, og ellers bare ‘cruise’ rundt. Moccagatta var en stor oplevelse med åbne porte og stor stolthed for deres produkt, de tog sig god tid og priserne var meget flotte i forhold til de “store” huse som har fået deres navn cementeret.

Lidt ved et tilfælde kom vi ind på Tenuta del Pino som var helt fantastisk. Vi var de eneste gæster, så vi blev inviteret ind i deres køkken hvor de åbnede det vin de havde tilbage, hvilket desværre kun var langhe de nebbiolo da de havde solgt alt deres Barbaresco. Men han gav os en lang forklaring på vinproduktionen i Barbaresco, hvorfor 2002 var så stor en katastrofe især i Barolo, og det var her jeg første gang hørte om balladen i Brunello, altsammen på fejlfrit engelsk.
Så var det tid til frokost, og selvom det er et vin site må jeg lige bruge et par linjer på det.

Midt på den lille plads i Barbaresco lige overfor proditorio de Barbaresco, som mange måske kender fra deres supermarked, lå den eneste restaurant vi så mennesker på. Og med god grund. Dagens menu bestod af ca 8 punkter skrevet på en lille tavle der blev placeret foran bordet. Da alt var på italiensk måtte vi gætte os lidt frem men maden var imponerende. Jeg fik bla tatar af det fineste oksekød der kan opstøves med hele sorte trøfler revet udover, min kone fik bla. en pasta ret og begge retter gik fantastisk til det udtryk nebbiolo har i barbaresco. Maden var fantastisk og prisen var det samme, så kommer du nogensinde til Barbaresco er det der du skal spise……….færdig!!
Eftermiddagen blev brugt på at opstøve mere vin og shoppe lidt i Alba.

•    Bolgheri

Året før vi var i Barbaresco, var vi en tur i Bolgheri. Bolgheri er et lille område i Toscana helt ude mod middelhavskysten. Her er man meget inspireret af Bordeaux, og det kan smages i området. Personligt syntes jeg at der bliver lavet vin af meget høj kvalitet, og der bliver eksperimenteret meget.
På vej op mod Bolgheri er der plantet en imponerende 4 km lang cypres alle som ender i byporten ved byen. I begyndelsen af cypres Allé’en ligger San Guido som er kendt for Sassicaia. Men helt ærligt, kør bare forbi. Huset er godt nok åbent, men der er ikke meget andet end en vinbar hvor interessen for dig ikke er ret stor.

Den bedste oplevelse havde vi på Poggio al Tesorio. Huset er en sattelit styret af Allegrini fra Veneto. Huset er kun fra ca 2001 hvor de plantede marken til det der skulle blive deres topvin, W. W er opkaldt efter Walter, chef vinmageren som døde ikke ret langt inde i etableringen af huset. De laver 2 vin Sondraia som er en klassisk Bolgheri, dvs blend af cab. sauvignon, merlot og sangiovese. En flot dyb vin der præstere godt til prisen, som på huset ikke koster mere end 12 Euro. W derimod, er lavet af 100 % cab. franc og har cheval blanc i Bordeaux som pejlemærke. Det er en flot vin – meget anderledes end meget andet på markedet, da cab franc typisk giver en mere feminin vin, altså elegance frem for power.

En anden ting du ikke må snyde dig for i Bolgheri er deres hvidvine. De er typisk lavet på en lokale drue kaldet vermentino. Jeg har aldrig smagt noget tilsvarende andre steder. Vermentino har et helt klart citrus strejf med flot syre og efterlader dig med hint af hyld og appelsin, meget forfriskende og let. Hvis nogen kender lidt mere til Vermentino, om det er en klon eller helt lokalt, om der findes en parallel drue andre steder, høre jeg gerne fra jer.
Ellers skal området omkring den lille by castagnetto caducci også besøges. Spis evt din frokost der, i de hyggelige smalle sneglehusformede gader med en smuk udsigt over middelhavet. Så bliver det ikke meget større.

Det var alt for wines “lonely planet” for denne gang.

Lur mig om det ikke handler om en ganske særlig aften på Søllerød Kro næste gang i høre fra mig.

/Frislev


Turen gik til...1.del.

Nogle af de bedste sommerferie minder jeg har, er fra de forskellige vinture vi har taget, når vi har besøgt Frankrig og Italien. Hvis man har et område man har tabt sit vinhjerte til, skylder man sig selv at køre en tur forbi. Det giver et overblik og en forståelse for de forskellige områder som man aldrig kan læse sig frem til. Og bare rolig, lillemor vil også syntes det er hyggeligt. Personligt har jeg selv en kone der ikke er synderligt vininteresseret, men hun elsker vinturene. Historie, kunst og vin har altid hængt uløseligt sammen, derfor vil der altid være noget for øjet og ikke kun ganen når man kører rundt i f.eks Toscana eller Bordeaux. I den her og næste uge vil jeg give jer del i nogle af de bedste ture jeg har haft, og steder jeg kan anbefale, og jeg håber at I vil røbe nogle af Jeres perler, så vi ved fælles hjælp kan få endnu flere gode ture. Jeg vil begynde med Frankrig, og næste blog vil så handle om Italien.

Turen gik til...1 del.
Turen gik til...1 del.


Bourgogne:

I 2006 besøgte vi Bourgogne. Vi havde 2 overnatninger på hotel La Poste i Salliue. Salliue er ikke nogen vinby, den ligger ca 20 km fra Cote d’or, men det er en madby. Byen er vel på størrelse med dragør, ligger langt ude for lands lov og ret, men havde alligevel 2 michelin restauranter. Den ene var, da vi ankom, lige blevet degraderet til en 2 stjernet restaurant, hvilket medførte at kokken gik hjem og hængte sig………ambitionerne fejler ikke noget.

Mit kendskab til Bourgogne var relativt begrænset, men det var med åbent sind, og med hustruen som chauffør at vi begav os gennem Cote d’or startende i Dijon og kørende mod syd. Det første vi lægger mærke til i Bourgogne, er en enorm stolthed over det produkt de fremstiller. Viser man lidt mere end almindelig interesse, og stiller lidt relevante spørgsmål, oplever man nemt en burgundisk bonde åbne hans topvine i både rød og hvid udgave, mens man på fransk får hele vinens historie…..hyggeligt.
Hvis jeg skulle gi’ et lille tip, vil det være at holde sig fra de kendte byer som Chambertin, Vosne romanee, Vougeot, Richebourg, osv, men i stedet gå efter lidt mindre kendte som morey st denis, fixin og aloxe corton. Vinen er i disse områder også fantastisk, og priserne svinger enormt på bare 5 km, fra f.eks fixin til chambertin. Desuden er der totalt lukket på de store huse, så dér hvor det virkelig rykker kan man kun se deres gitterport….
Men ellers er det i den grad anbefalelsesværdigt. Start fra nord, brug dine øjne og ganen, Smag dig gennem de store forskelle der kan være på de små byer og deres terroir. Hvis du er vågen, venter der dig en super oplevelse. Slut evt. dagen af med et godt måltid mad i Beaune, så skulle du falde i søvn med et smil på læben…..

Bordeaux:
Samme år kørte vi sydvest over. Vi havde en heldags tur gennem Haut-Médoc, som også var spændende, men dog lidt et antiklimaks ovenpå den venlighed og åbenhed vi havde mødt i Bourgogne. Haut-Médoc bar meget mere præg af industri. Hvor vi i Bourgogne mødte bonden når vi besøgte gården, mødte vi i Bordeaux en studine i et sommerferie job når vi besøgte slottet. Ikke fordi de ikke havde vinkendskab – bevares, men det altid mere spændende at møde ham med jorden under neglene.

Turen gennem Bordeaux afslørede også at hele området igennem tiden har nydt godt af 1855-klacificeringen. En rigdom og overdådighed der kan matche dét der findes på venstre bred af Gironde skal man lede længe efter.
Vinen i området er jo legendarisk og fantastisk, men ligesom i Bourgogne er der totalt lukket på de store og kendte huse. De bedste oplevelser havde jeg i st julien, hvor vinene er knap så ‘hypet’.
Generelt set var jeg nok en anelse skuffet over Haut-Médoc. Området var for lukket, for snobbet og for industrielt. Skal jeg prøve Bordeaux en anden gang, bliver det helt sikkert nogle af de mindre kommuner omkring Pomerol og St Émilion.


Hvem er Frislev..?

Min interesse for vin strækker sig langt tilbage. Den første introduktion til vin fik jeg gennem min far, der også er vin entusiast. I min ungdom var vi bla på ferie i frankrig på et chalet i meribel, som Flemming Hvelplund ( tidl vinskribent i politikken) var medejer. Senere har jeg fået føjet det gastronomiske element på min kærlighed til vin, som alle jo ved hænger uløseligt sammen. Udover selvfølgelig at drikke og læse om vin, er jeg også interesseret i den historie der altid er omkring vin. Jeg elsker at prøve at forstå baggrunden for hvorfor vin netop bliver lavet på den måde som det gør i det område, og hvorfor nogle områder er førende frem for andre.

Af vin oplevelser / erfaringer jeg har haft, kan nævnes vores vinture gennem Europa. Vi har besøgt Bourgogne, Bordeaux, Toscana, og Piemonte. På baggrund af de ture har jeg fået et godt indblik i europæisk vinkultur, de forskellige produktionsmetoder er findes, og den kærlighed der ligger bag de ædle dråber vi elsker.

Mit ønske med bloggen er at få gang i debat, få rusket op i folks meninger og få dem ud af busken. Hvad enten et handler om specifik vin eller oplevelser generelt, har vi alle et eller andet at byde ind med, der kunne tjene som inspiration til os andre.

Frislev | Blogskribent 'Ifølge Frislev'
Frislev | Blogskribent 'Ifølge Frislev'

Historisk benspænd eller stolt tradition?

Som i så mange andre vindistrikter verden over, har Toscana fine traditioner for hvordan de forskellige vine skal laves. Det være sig lige fra druesammensætning, høsttidspunkt, gæring og lagring. Alt er der regler for. Sådan er det også med Brunello.

Nu er det bare sådan at Italienere ikke altid spiller efter reglerne…….

I har sikkert hørt om den skandale der har har været og til dels stadig er i Brunello. I 2003-årgangen blev der tilbageholdt ca. 600.000 flasker, mistænkt for ikke at være Brunello. Iblandt de tilbageholdte var store huse som: Antinori, Argiano, Frescobaldi og ikke mindst Castello Banfi.
Der var som sådan ikke noget galt med vinen, vi er ikke ude i en ny ethanol skandale fra Italien. Nææ det var højst sandsynligt helt fantastisk vin, som ville ha pyntet i enhver vinsamling og kunne hamle op med endog meget store vin. Det var bare ikke Brunello.

For at lave Brunello må man kun bruge den lokale sangiovese klon sangiovese grosso, eller også kendt som brunello.

Benspænd eller stolt tradition?
Benspænd eller stolt tradition?

Sådan har det været siden Biondi Santi lavede den første brunello og navngav den tilbage i 1888. Problemmet i 2003 var at man opdagede at flere huse, måske endog op mod 30%, havde blandet andre druer i deres brunello, som f.eks cabernet sauvignon, merlot, eller mere lokale druer fra de sydligere regioner i Italien som Puglien. Grunden til det var angiveligt for at følge den stigende efterspørgsel især fra USA, på blødere og knap så kraftige vine.

Spørgsmålet er så bare:
Er Brunello ved at grave sin egen grav, tage mål til deres egen ligekiste etc.?

For hvis efterspørgslen går i den retning og de ikke kan efterkomme det med deres nuværende regler, -hvad så om 10 år?
Skulle man i virkeligheden lempe reglerne en smule så de virkelig kan få lov at vise hvad de kan..?
Et godt eksempel på det er den lille region Bolgheri, ligeledes i Toscana – dog noget nordligere end Montalcino (Brunello) og helt ude ved kysten. Her har man kastet alt hvad der hedder tradition i havet og laver vin lige efter vinmagernes hoved. Her har ingen vin docg-status, men til gængæld er det der de bedste vine fra Italien kommer fra pt. De blander sangiovese med alt muligt og med et fantastisk resultat.

Hvad skal vi med traditionerne?
Er det for at have nogle rammer så man kan måle de enkelte huse og vinmagere op imod hinanden, eller er der en dybere mening med det? Jeg er godt klar over at for at lave en topvin der kan markere sig år efter år, skal der vær genkendelighed, -ellers går ideen med årgange lidt i fløjten. Men skal man binde vinmagerens hænder på ryggen?

Hvad siger i?


Hvad er der blevet af hverdagsvinen?.....

Inden du nu forkaster ham den nye ‘blogger’ som en klovn, der vil hejse alle faner for ‘aldi-vin’, så giv mig lige et øjeblik til at tale min sag…

Jeg elsker god vin, dyr vin og sjælden vin. Jeg skal d.d. (20.01) til en vinsmagning hvor første flaske er cheval blanc 1950 og de 6 næste følger godt trop. Jeg nyder at gå rundt i støvede vinbutikker og finde det de gemmer aller bedst, deres små individuelle skatte, som jo virkelig findes alle de gode steder. Jeg elsker at læse om vin, især de slotte som har historie og liv, og som forstår at putte 200 års vinmagererfaring i deres vin.

Når det så er sagt, er der måske en tendens til at vin man gider at snakke om, helst skal ligge i +200 kr lejet og det er en skam.

Jeg er selv hoppet på den galaj, men mit lille ønske for fremtiden kunne være at vække begejstringen for vine der ligge mellem 40 – 60 kr. Jeg ved godt det ALDRIG bliver det samme som de store huse, i de store årgange fra den rigtige mark, men der findes yderst gode vine i det prisleje. Derudover er det også blandt de vine eksperimenterne bliver lavet. Det er i den gruppe at udviklingen sker som måske senere smitter af på husets topvin.

Det er alt andet lige også sjovere, at få fødderne sparket væk under sig, af en vin til 55 kr fra Aldi eller din lokale vinpusher, end af DRC, hvor man jo forventer det. Der må være mere udfordring og mere “skattejagt” i at finde god vin i det prisleje, og alt det falder jo tilbage på manden der spotter det i butikken. Med andre ord mere respekt til dig som vinkøber.

Næste gang jeg besøger de butikker hvor jeg handler vin, vil jeg scanne hylderne fra 0 – 100 cm lidt grundigere end dem fra 100 – 200 cm. Måske kunne der være en lille oplevelse i vente. Desuden er det jo også lige i den globale finanskrises ånd.

MEN når alt det nu er sagt, glæder jeg mig som et lille barn til i aften, for det bliver stort.

På genhør.
Frislev.


Europæisk vs oversøisk

Jeg vælger lige at stikke fjæset ind i en hvepserede her.

Hvad mener i om den igangværende debat med europæiske kontra oversøiske vine? Hvad er bedst? Hvad er mest autentisk? Hvordan ser vores vinindkøb ud om 20 år? Vil det stadig være drc, petrus, la tour, masseto, osv vi alle står på nakken af hinanden for at smage, eller vil det være Chile, Argentina, Australien, USA eller Tibet (de laver faktisk vin) som alle snakker om?

Personligt syntes jeg oversøiske vine er charmeforladte. Mest af alt virker det som et “shake and bake” koncept. F.eks har chile mange steder et alt for tørt klima til at dyrke vin, ligeså Washington state i USA, så de må kunstvande. Er det så svært at lave vin hvis man bare skal tilsætte vand? Eller er det måske den tanke vi skal slette, at det slet ikke behøver at være “svært” at lave vin?

For mig er det bare en del af nydelsen og charmen ved at drikke vin, at årgangen sætter sit tydelige præg på produktet, deri ligger også hele den store historie der er knyttet til vin.

Jeg tror personligt at jeg altid vil værdsætte fransk og italiensk vin mere end oversøisk, men jeg må dog også sige at de kommer godt efter det “over there”.

Glæder mig til at høre jeres mening.


Prøv ham her...

Jeg har med stor glæde flere gange købt vin fra bichel.dk.

Udover stor passion for vin, har han også alverdens delikatesser som også kan købes fra hans hjemmeside, det være sig alt fra østers til trøfler, alverdens tørret, røget, saltet, skinker og gode oste.

Kommer du en dag forbi Hjorthøj ( forstad nord for Århus ) hvor han har sin gårdbutik, må du ikke snyde dig selv for et kig forbi. Servicen er venlig og yderst kompetent, der er altid en flaske eller fire åbne til smagning, og hver fredag har han ydermere små appetitvækkere i form af godbidder der passer til hans store lager af vin.

Du kan måske godt finde en hjemmeside med flere vin, billigere priser osv, men når det kommer til passionen for god mad og vin, er det noget af det bedste jeg har oplevet.

Har desuden for nyligt vundet en pris som årets slow food distributør.

God fornøjelse

Dennis