Château Latour à Pomerol
Latour, Bordeaux: Her på Winebook har vi flere gange været omkring vinene fra Bordeaux. Og nogenlunde lige så mange gange har vi været bjergtaget af hvor flotte vinene fra området har været – specielt dem fra 1855-klassifikationen og specielt når de har fået minimum 15 år til at hvile i kældrene efter frigivelse.
Denne gang vil vi endnu engang stille skarpt på Bordeaux, men vil holde os i Pomerol, på højrebreden, og stille fokus på nogle årgange der ikke kun lige berører 15 års mærket. Vi tager nemlig et kig på Château Latour à Pomerol i nyere årgange.
Chateau Latour à Pomerol er mest kendt for årgang 1961, der er en legende og kendt som en af de største vine der nogensinde er lavet. Efter årgang 1961 har der imidlertid ikke været en årgang der har bragt slottet forrest i Pomerol, men vinen er stadigvæk kendt som en af de største på
højrebredden.
Chateau Latour à Pomerol er ikke ulig de fleste andre producenter i Pomerol meget mindre end gennemsnittet på venstrebredden. F.eks. har
Chateau Latour næsten 80 hektar vinmark mod Latour à Pomerols blot 8 hektar – altså kun en tiendedel. Ligeledes laves der ca. 30.000 flasker,
det samme som Pétrus. Dette er nok en af de primære grunde til at Latour à Pomerol flaskerne er så forholdsvis sjældne. En anden grund er måske
sammenhængen til Pomerols ubestridt nummer 1, Pétrus, da begge vine laves under Christian Moueix (Ets. J-P Moueix).
Latour à Pomerol har 90% Merlot og 10% Cabernet Franc i markerne. Hvilket typisk opleves ved en saftig frugt og tidligt tilgængelig vin. Det betyder dog ikke at holdbarheden ikke er til stede, for selvom de hurtigere lukker op for trøfler og sød tobak, kommer der ofte endnu flere nuancer på med yderligere lagring. For en god årgang vil jeg mener at de typisk kan udvikle sig positivt i 15 år for derefter at holder yderligere 15.
2004 Château Latour à Pomerol
Mørk rød farve med lilla kant. Fede solbær, glycerin og trøfler på næsen. Fyldig i munden med solbær først, den udvider sig og leverer en hel del
mørk chokolade på mellemsmagen. Noget glycerin, skosværte og bitterhed til slut. Fin længde med pæne, velintegrerede tanniner, men jeg mangler noget kompleksitet.
(90 point)
2002 Château Latour à Pomerol
Mørk rød farve med en murstens rød nuance. Temmelig udviklet aroma af kirsebær, trøfler, tobak, svesker og lidt nyslået græs. Smagen har nogle
fede kirsebær og blommer først med god koncentration og intensitet. Nogle svesker, våd jord og rust på mellemsmag og slutning.
(89 point)
2001 Château Latour à Pomerol
Mørkerød midte med en mørk teglrød nuance i kanten. Perfekt modne næse med jord, kælder, saftige solbær, svesker, søde trøfler og ost. I smagen er der en lignende sød frugt med saftige solbær og blommer, med god intensitet og strækker sig hele vejen fra start til slut. Meget lækker
mellemsmag og slutning med sød tobak, trøfler og cigaræske. Den har stadigvæk frisk syre og livlig garvesyre. Meget dejlig og perfekt afbalanceret.
(92 point)
2000 Château Latour à Pomerol
Mørkerød farve og stadig med en lilla kant. Lækre aromaer af solbær, brændt jord og jern i en varm, sød og indbydende blanding. God
koncentration i smagen med fyldig, sød og saftig frugt. Til slut har den noter af mørk lakrids, cigaræske, jern og marcipan. Meget ren og raffineret, i superb balance, hvor frugten strækker sig over den lange eftersmag. Virker rigtig godt lavet, næsten poleret med blød tekstur, men man kan mærke den kraftfulde syre rygrad lurer nedenunder.
(94 point)
1998 Château Latour à Pomerol
Mørk rød farve med en lidt orange kant. Næsen har en hel del landligt præg, bondegård, bonderoser, svesker, trøffel og cedertræ. Den har
stadigvæk masser af primær frugt i smagen, med noter af røde kirsebær og svesker virker den meget elegant og nuanceret, men på samme tid saftigt. På mellemsmagen og slutningen har den noter af svesker, tobak, trøffel, møddingen, kompost og masser af charme. Virkelig stor længde. Super smuk og ren, og samtidig meget forførende med sin lækre aroma og smag.
(95 point)
1995 Château Latour à Pomerol
Mørk rød farve med en brun kant. Domineret af rustikke, tertiære noter ledsaget af røde kirsebær, blommer, roser og bondegård på næsen. Stadig
ret god frugt i smagen med røde kirsebær og godt nuanceret over mellemsmag og slutning med svesker, jord, møddingen og skosværte. Meget rustikt udseende med en god portion syre og lidt ru i kanten.
(91 point)
Til slut havde vi en ekstra vin med for at have en reference til resten af Pomerol. Vinen var en Château La Fleur-Pétrus. Der ligesom Latour à Pomerol laves af Moueix familien og må siges at være på niveau med denne, hvis ikke lidt bedre.
1995 Château La Fleur-Petrus
Medium rød farve med en orange kant. Spændende modne aromaer af svesker, bondegård, møddingen, vanilje og trøfler. I smagen er den meget klare og renere med intens rød frugt og søde svesker. Masser af nuancer på mellemsmag og slutning som vanilje, cedertræ, trøfler og tobak. Det bedste er dog den upåklagelige balance, som gør denne vin, på en gang forførende, fløjlsblød og dansende i munden med en livlig syre.
(94 point)
En spændende smagning, der viste noget om hvor lækre højrebreds Bordeaux kan være tidligt i deres liv, samtidig med at de giver store oplevelser.
Ligeledes fik jeg fornyet mit håb i årgang 2001, der lader til at være bedre end først forventet. De bedste flasker var dog 1998 og 2000, der viser hvor fantastiske disse årgange er.
/Terkel
Brunello 2004 | Stor årgang i Montalcino!
Brunello 2004: Montalcino er ophavsstedet for en af Italiens største vine – Brunello. Brunello er også centrum i den omstridte Brunello-skandale, hvor flere vinproducenter i regionen stod tiltalt for at have brugt andre druer i deres Brunello end sangiovese. En skandale der så småt er ved at synge på sidste vers og de fleste producenter har klaret frisag. Når det ikke var for den slags bump på vejen, har Brunello et rigtig godt ry, som i mange år har sikret dem stor berømmelse i vinverdenen og tilsvarende gode priser for deres vine.
Jeg er med i en vinklub, hvor meningerne og smagspræferencerne er tilstrækkeligt forskellige til at vi får hyppige og gode diskussioner. En ting er hele vinklubben dog enige om – at der kommer vin af høj kvalitet fra Montalcino. Derfor er den årlige smagning med vine fra Toskana et større tilløbsstykke, ofte domineret af Brunello. I år skulle smagningens tema således udelukkende bestå af Brunello 2004. Med dette tema var banen kridtet op til en spændende smagning, med fantastiske vine – og rigeligt med diskussion. For er der en ting der er sikkert, så er det at holdningerne til traditionel og moderne Brunello er vidt forskellig i dette forum.
Årgang 2004 var allerede før vores smagning udråbt til en fænomenal årgang i Toscana. Det var blandt andet derfor at vi valgte at fokusere en smagning på denne årgang i Montalcino. Så den første tese der blev afprøvet på smagningen var årgangens generelle kvaliteter, her var der efter smagningen ingen diskussion: Årgangen er fantastisk for Brunello. Vinene havde generelt stor struktur, livlig syre og rigeligt med frugt og krop. Frugten er lækker, indbydende og saftig med mørke modne kirsebær og blommer. Den gode syre og tannin skaber knivskarpe balancer i vinene og løfter forventningerne omkring et stort udviklings potentiale.
En anden tese vi skulle have afprøvet ved smagningen var forskellen mellem vine fra marker i den henholdsvis nordlige og sydlige del af Montalcino. Grunden til denne tese var at de sydlige marker i 2004 skulle have haft en bedre årgang end de nordlige. Værterne havde derfor valgt at serveringsrækkefølgen var tilrettelagt således at vi smagt de sydlige vine først og efterfølgende de nordlige. En tese jeg ikke synes vores smagning kunne eftervise, faktisk fandt jeg smagningens bedste vine blandt dem der kommer fra nordlige marker. Derudover kan jeg når jeg sammenligner med andre årgange af samme vine ikke gennemskue at årgangen var mærkbart bedre for syd end nord.
Noterne fra smagningen:
Første sæt (sydlige marker)
2004 Sesti (Castello di Argiano) Brunello di Montalcino
Klar medium mørk rød farve. Lækker givende duft med fede, modne sorte kirsebær, blommer og lakrids. Smagende er tilsvarende lækker og saftig med dejlige sorte kirsebær og fedmefulde blommer. På mellemsmagen og slutning kommer der ligeledes en del lakrids og sød tobak. Den sødmefulde frugt har godt ved, men der er også en god kraftfuld syrerige rygrad.
93 point
2004 Tenute Loacker Brunello di Montalcino Corte Pavone
Mørk rød farve med blålig kant. Lidt hård, tung og koncentreret i næsen med fuldmodne kirsebær, blåbær og blommer. Smagen er ligeledes tung og koncentreret med tætte bær nuancer og stor krop. Den slipper ikke mange nuancer fri og levere en kraftfuld tannindrevet slutning.
89 point
2004 Il Poggione (Proprietá Franceschi) Brunello di Montalcino
Medium mørk rød farve. Let i duften, der starter med nogle nuancer af surmælk og acetone, efter lidt tid med luft samler den sig mere og finder nogle frisk røde bær og tørrede bonderoser frem. I smagen er oplevelsen ligeledes en smule usammenhængende først, men ligesom duften kommer den bedre efter det med lidt luft. Til slut var der sorte og rød kirsebær med en del bitter kirsebærsten og mørk chokolade på mellemsmagen og slutningen. Kraftfuld og frisk syre giver rigtig god balance.
92 point
2004 Fattoria di Sant'Angelo (Lisini) Brunello di Montalcino
Medium mørk rød farve. Røde, rustikke nuancer i duften af ribs, røde kirsebær, tomat, urter og støvet grusvej. Smagen er mere af samme skuffe, først domineret af primær frugt, ribs, jordbær og rød kirsebær, men på slutningen mere urter og grønlig. Den faldt godt i tråd med årgangens saftige, men syrerige stil, alligevel fremstod den atypisk i forhold til de andre ved at være mere rød i stilen.
92 point
Konklusion på første sæt
Ved afsløringen var jeg meget overrasket over Il Poggione og Lisini – begge vine jeg havde forventet en del mere af. Jeg har tidligere i år drukket Il Poggione 2004 og Lisini i et par andre årgange, men her fremstod de begge lidt mærkeligt. Det var min klare oplevelse at Il Poggione grundet dekanteringen var gået ind i en lidt lukket periode, mens jeg ikke har et gæt på hvorfor Lisini opførte sig som den gjorde. Mit bud er at gemme begge vine i nogle år før man giver sig i kast med dem. Sesti var til gengæld en af de bedste Sesti jeg har smagt. Den holder sin stil, men løftes helt klart af årgangens kvaliteter. Meget drikkevenlig nu, men der er ingen grund til at skynde sig.
Anden sæt (sydlige marker):
2004 Ciacci Piccolomini d'Aragona Brunello di Montalcino Vigna di Pianrosso
Medium mørk rød farve. Meget potent, koncentreret duft med næsten julenuancer som tæt kirsebærsovs, krydderier og tørrede blomster. Smagen har sammen sødmefulde kirsebærsovsfrugt, tæt og koncentreret, der underbygges af mørk, bitter chokolade på mellemsmag og slutning. Tyngden og koncentration løftes rigtig godt af en meget kraftfuld syre og tannin, der næste giver et lidt støvet udtryk til slut i smagen.
93 point
2004 Fattoria Poggio di Sotto Brunello di Montalcino
Lys, klar rød farve. En dekadent duft med smattede røde bær, samt lidt lakrids og afløb. I smagen er den lækker og saftig, næsten poleret, med primær rød frugt og lidt bolsje nuance. Glider nemt ned, men jeg savner finesse, kompleksitet og mere intensitet.
91 point
2004 Casanova di Neri Brunello di Montalcino Tenuta Nuova
Mørk rød farve. Potent duft af mørke bær, kirsebær, blomster noter, figenpålæg og mørk chokolade. I smagen er der intense mørke og bitre kirsebær, potente og smurt ind i mørk chokolade. Chokoladen tager over på mellemsmagen, før end en mere eksotisk, røgelsesagtig oplevelse slutter vinen af. Meget frisk, saftig og ren i frugten, men selvom den primære frugt dominerer nu er der en underliggende dybde i vinene, hvor mere komplekse noter titter frem. Rigtig lækker.
95 point
2004 Uccelliera Brunello di Montalcino
Mørk rød farve med lidt blåligt skær i kanten. Meget saftig og frugtig i næsen, der er domineret af røde kirsebær, samt lidt fad, vanilje og blæk. I smagen er den saftig og utroligt lækker, med lag på lag af polerede røde kirsebær. På mellemsmagen er der lidt bitre kirsebær sten, før den slutter af med nuancer af lakrids og chokolade. Intensiteten er helt vild og den underbyggende syre er frisk og spændstig. Vinen blev også bedre og bedre i glasset, så jeg tror virkelig at denne her kunne udvikle sig positivt. Fantastisk lækker at drikke nu, men med stort potentiale.
94 point
Konklusion på anden sæt
Det virkede som om vi kom op i niveau med andet sæt, selvom det dog specielt var de to sidste der hev op, fremstod alle vinene som spændende og flotte. Poggio di Sotto var helt klart sættets, og muligvis aftenens, største skuffelse. Andre mente at der måtte være tale om en skæv flaske, mens enkelt fandt at den blev bedre efter mere tid i glasset. Personligt oplevede jeg ingenting der kunne betegnes, som deciderede fejl, ligeså synes jeg heller ikke den blev markant bedre efterfølgende. Som med Il Poggione og Lisini vil jeg nok forsøge at gemme flasker nogle år, før jeg prøver igen. Tenuta Nuova og Uccelliera var to rigtig positive oplevelser. Jeg var meget imponeret over den fantastiske kombination af intensitet, friskhed, frugt og syre, der fandtes i begge vine. De kan sagtens nydes nu, men jeg gemmer nu alligevel mine egne flasker, for jeg tror de bliver endnu større.
Tredje sæt (nordlige marker):
2004 Campi di Fonterenza Brunello di Montalcino
Mørk rød farve med en lidt blålig kant. Meget dekadent næse, overmodne, smattede kirsebær, der besidder en nærmest krydret nuance. Smagen har mere renhed, men er domineret af sorte, saftige kirsebær med masser af intensitet og power. Ret primær, hvor frugten rækker helt til enden sammen med lidt krydret lakrids og chokolade. Rigtig god syre og kraftig tannin. Et lidt specielt krydret præg, men en rigtig fin personlighed der sammen med de typiske Brunello karakteristika resulterer i en dejlig vin.
94 point
2004 Cerbaiola (Salvioni) Brunello di Montalcino
Medium murstens rød farve. Næsen er en dejlig blanding af røde og mørke kirsebær, lakrids og blomster. Dette er en mere rustik Brunello med mere røde og elegante bær. Selvom de røde bær ledsages af mere modne kirsebær først i smagen, ender den med urter og støvet grusvej. Meget ren og struktureret, hvor elegancen og finessen er i højsædet, mens power og koncentration holdes i skak. Stadigvæk stor intensitet i den rene frugt, og en livlig syre og tannin rygrad som garanterer at denne vin nok skal blive bedre ved lagring de næste ti år.
95 point
2004 Casanova di Neri Brunello di Montalcino Cerretalto
Dyb mørk rød farve. Intens og meget nuanceret duft omfavner og drager en ind i denne vin, hvor man mødes af mørke kirsebær, blåbær, vilde blomster, kamfer, lakrids og tjære. Når man er kommet sig nok over duftens mange nuancer til også at kunne få smagt på vinen, overvældes man af dyb, indbydende og vildt lækker mørk kirsebær frugt. Den er utroligt saftig, men samtidig knivskarp og ren. Smagen er bygget op i lag på lag af kirsebær i flere afstøbninger, der ledsages og underbygges af lakrids, chokolade, blomster, støv og røgelse.
97 point
2004 Fuglini Brunello di Montalcino
Medium rød farve. Primær, frugtig duft, der domineres af røde og sorte kirsebær, samt en snært tomat. I smagen har den en matchende primær kirsebær frugt først, men bliver ret tør og støvet til slut. I en anden kaliber end de ovenstående.
91 point
Konklusion på tredje sæt
Første sæt i det nordlige Brunello – sikke et højt niveau. For mig aftenens bedste sæt, med aftenens bedst vin: Cerretalto. Det var klart den bedste Cerretalto, jeg nogensinde har smagt. Sammen med Tenuta Nuovaen må jeg konkludere at Casanova di Neri om nogen har haft en af deres hidtil bedste årgange. Salvioni leverede i mine øjne på sit sædvanligt høje niveau, så her var jeg ikke specielt overraske – hverken positivt eller negativt. Fonterenza var en overraskelse. Jeg havde aldrig smagt vin fra denne producent, men det vil jeg sikre mig at jeg kommer til igen. Nogle af de andre deltagere var skuffede over Fuligni, men jeg har nu ikke haft tilstrækkeligt med store oplevelser med denne producent til at have høje forventninger.
Fjerde sæt (nordlige marker):
2004 Podere Sante Marie Brunello di Montalcino Colleoni
Medium murstens rød farve. Interessant duft med masser af moden, varm kirsebær, chokolade, samt en note af sure sokker. I smagen er den fuldstændig primær nu. Masser af lag af lækker, indbydende sød kirsebær og jordbær frugt. Til slut også en note af lakrids. Ikke specielt kompleks, men for pokker den er saftig og spændstig.
93 point
2004 Cerbaiona (Molinari) Brunello di Montalcino
Medium rød farve med et lettere blåligt skær. Ren og skarp duft af røde kirsebær og noget lakrids. En mere rustik og stringent Brunello, der viser en meget ren, rød frugt først, før den hen over mellemsmagen giver noget lakrids og bitter mørk chokolade, inden den ender tørt og lidt støvet. På trods af at den kradser lidt i mundhulerne, fremstår den som en helhed som velintegreret og saftig i god tråd med årgangens andre vine.
94 point
2004 Valdicava Brunello di Montalcino
Mørk rød farve. Tung næse med modne, sorte kirsebær og et skvæt maling. Mere saftig i smagen, der selvom koncentrationen er tydelig, formår at havde en saftig og spændstig mørk kirsebær frugt først, efterfulgt af noget lakrids. Den fremstod en smule kønsløs, om end der var masser af god syre og struktur.
92 point
2004 Siro Pacenti Brunello di Montalcino
Medium rød farve. Første indtryk i duften var flygtige syrer, surmælksprodukter, ymer, med noget luft toner disse indtryk lidt ned og giver i stedet plads til nogle røde bær, skovbund og marcipan. Smagen er meget mere tilgængelig med saftige røde kirsebær og masser af tørstof. Meget atypisk og moderne, men på sine egne præmisser, en spændende og god vin.
93 point
Konklusion på fjerde sæt
Sidste sæt fremstod lidt som et anti-klimaks. Klart i skyggen af tredje sæt. Forventeligt gjorde Cerbaiona sig godt, men jeg havde nu nok alligevel håbet på mere herfra. Valdicava fandt jeg både mere interessant og bedre i f.eks. 1999 og 2001, 2004 var lidt for kønsløs og formåede ikke at adskille sig tilstrækkelig fra de andre vine. Siro Pacenti havde en svær slutning, jeg tror dog på at den kan blive bedre end under denne smagning. Jeg vil selv gemme den minimum 5 år, før jeg prøver igen.
Hvad er jeres meninger og eventuelle erfaringer med ovenstående vine, årgangen 2004 og brunello i det hele taget?
En tilbagevendende kærlighed
En moden Bordeaux, er en vin jeg bliver ved med at vende tilbage til.
Bordeaux er et område, som er præget af den konservative stilstand fundet i for eksempel områdets 1855-klassifikation, men samtidig en kontroversiel fornyelse blandt andet i form af garagevine fra højrebredden og vinkonsulenter som Michel Rolland.
Lidt kluntet, men syren havde hold i formen og fik løftet denne sværvægter op på tæerne. Til den fede laks var der tale om et rigtig god match. Jeg gav den 89 point.
En af mine favoritter
Endelig er det weekend igen – og efter min mening, kræver hver weekend at blive fejret med en eller flere gode flasker. Til trods for dette er, der nu gået flere uger siden den sidste rigtige vin-succes – og så er det svært ikke at ty til en af favoritterne.
Denne gang var det Domaine du Pégaü Châteauneuf-du-Pape Cuvée Laurence 1998, der stod for skud.
Vinen blev nydt i selskab med en god kammerat. Grundet de åbenlyse kvaliteter, og trods de ungdommelige kanter samt en indbydende karakter, holdt flasken ikke meget over en times tid. Hvilket viste sig at være fortrinligt, grundet den middagsaftale, som vi efterfølgende hastede ud af døren for at nå.
Tilbage til vinen, som netop havde rundet hjørnet fra tornerosesøvn til åben – en begyndende moden vin. Den viste de første alderstegn med den lidt begyndende orange kant på en ellers klar og glansfuld rød farve. Tilsvarende tegn var sværere at finde i duft og smag, hvor en indbydende mørk, saftig kirsebærfrugt gjorde sig til. Lige under overfladen fulgte et syrebid og en bitterhed, der stadigvæk vidner om vinens ungdommelige karakterer.
Alligevel kunne man også finde de typiske rustikke kvaliteter, som Pégaüs vine opnår med alderen. Det var i denne flaske primært bondegård, mødding, støvet grusvej, urter, lavendel og krydderier i en kompleks og nuanceret blanding, der gjorde at man hele tiden måtte have et snif eller en mundfuld mere. Prikken over i’et var en fantastisk længde på eftersmagen – over et minut.
Jeg gav den 96 point.
Hvad drak du i weekenden? Var det én af favoritterne?
Min bitre vinoplevelse...har du en?
Der er visse store vine som man går og glæder sig til at drikke. Når dagen oprinder hvor flasken endelig skal åbnes, og man flere dage i forvejen har dagdrømt om oplevelsen, skynder man sig hjem fra arbejde og gør alt klar.
Sådan en flaske og oplevelse havde jeg udsigt til for et par uger siden – en flaske Beaucastel 1990.
Desværre er det ikke alle oplevelser der udmønter sig som man går og håber, og denne flaske denne aften skulle vise sig ikke at levere varen. Før vi nåede til den bitre slutning kom dog et par rigtig gode flasker.
Vi lagde ud med en tysk Riesling, som vi nød i store slurke, mens vi planlagde resten af aftenen.
Vinen var en Van Volxem Saar Riesling 2007, der havde en super frisk næse med intense hvide pærer, lychee, hvide blomster, brændenælde, salmiak og mineralsk våd sten. Smagen matchede fint med frisk smagsnoter og en livlig syre. Vinen fremstår tør, men med tegn på noget restsukker. Dejligt glas som tog mig tilbage til Wiltingen, Saar sidste sommer, hvor jeg smagte vinen sammen med producenten Roman Niewodniczanski og øjeblikkeligt fik lagt en kasse ud i bilen. Vinen var mere givende end jeg husker den, men ikke mindre lækker og fantastisk. Den leverede stor drikkeglæde og value-for-money.
(Jeg gav den 91 point).
Efterfølgende havde vi en italiener, Ornellaia 1994, der fik lov til at være med i hvad der ellers skulle være en aften med vine fra Rhone-dalen. Den viste en smule alder med lidt orange skær i kanten og en dejligt udviklet aroma og smag med ren, kølig og klassisk solbær frugt, dog med en smule varme og sødme – derudover udviklede noter af skosværte, tobaksblade, cedertræ og rust. Vinen ender med en lidt bitter jern note som kommer til at stå i kontrast til den sødme der ellers er i vinen. Men meget flot og lækker.
(Jeg gav den 94 point).
Videre til Rhone-dalen hvor vi startede med to spændende vine fra den nordlige del, A. Clape Cornas og E. Guigal Chateau D’Ampuis. Begge vine fra årgang 1999 og begge vine med en viril ungdommelighed og lige de første modenhedstegn. Derefter ophører ligheden stort set også, for stilmæssigt er vi i hver sin ende af spektret.
Cornas’en holdt kortene tæt til kroppen, med rustik, kølig mørk kirsebær frugt, sorte oliven, røget kød, bålplads, olietønder og blod. Stadigvæk tæt og stram, og en tør slutning.
(Jeg gav den 93 point).
Den var langt fra Chateau D’Ampuis’en, der er saftig og indbydende med lækker cremet kirsebær og solbær, frisk kværnet kaffebønner, lakrids, lufttørret kød, oliven og brankede fade. Chateau D’Ampuis’en spillede på alle tangenter og ved at bakke den lækre, indbydende frugt op med en spændstig og frisk syre, er elegance og balance ramt helt perfekt og helhedsindtryk er fantastisk.
(Jeg gav den 97 point).
Slutningen på denne serie af lækre vine skulle overlades til Beaucastel 1990. Flasken var desværre skæv, ikke på grund af prop, men vinen virkede oxideret og sjasket. Virkelig ærgerligt når der er tale om en så spændende flaske, som man ikke render ind i hver dag.
Oplevelsen fik mig efterfølgende til at overveje hvad den ærgerligste oplevelse jeg har haft med en flaske jeg har gået og glædet mig til. Umiddelbart fremstår denne som min kedeligste oplevelse til dato.
Hvad har været din? Og skyldes det en fejl i flasken, eller ganske enkelt at vinen på ingen måde levede op til dine forventninger?
Venlig hilsen
Terkel
Terkel K. Tolstrup - tilbage til rødderne!
Winebook.dk byder Terkel velkommen som det seneste nye medlem af ‘ekspert-panelet’ af bloggere.
Til daglig har Terkel K. Tolstrup travlt med projektledelse og leverandørstyring af IT-projekter, men hvert ledigt øjeblik ved siden af arbejdet bliver brugt på spændende flasker.
Selvom Terkel er opflasket med Bordeaux, tændte vinens glød dog først rigtigt med de italienske vine fra Montalcino, Chianti og Bolgheri. Sidenhen er passionen dog blevet alt over skygget af en retur til det franske! Områderne Rhone, Bordeaux og Bourgogne har aldrig fyldt mere i samlingen og bidraget med større glæder.
Hvis der skulle blive tid til lidt ferie, foregår dette ofte i vinregionerne i nær og fjern.
Vi kan se frem til flere indlæg om måneden fra Terkel fremover – her på Winebook.dk!
