La Tour D’Argent

Jeg har besøgt La Tour D’Argent i Paris 3 gange. Hver eneste gang er jeg blevet bekræftet i, at det absolut ikke er maden man kommer for.

h_4_ill_760715_par624347

En juleaften spiste jeg på stedet med nogle venner. De var meget skuffet over maden, og kunne slet ikke se det fantastiske i stedet. Nogle mennesker fatter bare ikke helheden. Synd for dem!
Om La Tour D’Argent så blev skrevet helt ud af Guide Michelin ville jeg stadigt komme tilbage med det største smil. Til sammenligning har jeg spist på et par *** restauranter, og der er INGEN af dem der når La Tour D’Argent til sokkeholderne. Som sagt er det ikke maden jeg her tænker på, det er oplevelsen! På trods af, at de blev degraderet fra tre til to makroner i 1996 og mistede den anden i 2006, er det stadig den mest trestjernede restaurant jeg har spist på.

Filmen ”Ratatouille” har helt sikkert samlet inspiration i både stedet, indretningen, historien og anmelderen Anton Ego, der er en karikatur af Le Figaros anmelder Francois Simon, som i 2006 forsøgte at give restauranten dødsstødet med en sønderlemmende anmeldelse.
La Tour D’Argent betaler en del af Notre Dame-kirkens elregning, for at gæsterne kan nyde den oplyste katedral om aftenen. I 1940 murede man en falsk mur op i vinkælderen, for at gemme de største vine fra den tyske besættelsesmagt.
…Stedet emmer af gode historier..

La Tour D’Argent handler om ambiance. Stemning. Stedet virker højtideligt og det er ikke uden ærefrygt, når man første gang træder igennem døren på 15/17 Qaui de la Tournelle. I døren blev vi mødt af ikke mindre end tre mennesker, en ’seater’, der notere din ankomst, en voiturier (ham der parkerer din bil) og garderobedamen…

I stueetagen er der en bar, hvor man kan nyde et glas eller en flaske og få lidt snacks. Behøver jeg at sige at Champagne-udvalget her er ganske omfattende?
Når man er klar til middagen bliver man vist hen til elevatoren, forbi pralemuren, hvor der er billeder er diverse kendisser, der har spist på stedet. Kennedy, Shahen af Iran, De Gaulle osv osv. Naturligvis har man her på stedet en elevatorfører ansat, i blå Panamajakke og hvide handsker, så er tonen slået an…

Spisesalen ligger på 5. sal med udsigt over Seinen og Notre Dame. Der er plads til 80-100 mennesker, og jeg tror jeg har talt over 15 tjenere på arbejde én aften. Indretningen er klassiske fransk, tykke røde gulvtæpper, duge og gardiner i en orange/gul nuance. I lokalet er placeret en prædikestol – her tilberedes husets signaturerret, Canard á la Presse – dvs. stegt and, bryst og lår skæres fra, skroget puttes i en form for en skruetvinge!, saften herfra koges op med bl.a. Madeira.  Først serveres brystet med førnævnte sauce og papirstynde ”kartoffelballoner”. Derefter serveres låret med sauce Bearnaise og frilise salat.

I spisesalen bliver man sat til bords, hvor menukortet udleveres (der er ikke priser i damernes). Her kan man, hvis man ikke har været her før, vælge Canard á la Presse. Den bestilles i par, da man 2 mennesker deler en hel and!?! Den står i ca. €65,00 (per snude) Så har man prøvet det. Man har ikke været på La Tour D’Argent, hvis ikke man har smagt anden!  Denne kvitteres med et postkort, hvor ens nummer står på – forstås på den måde at nummeret indikerer det antal ænder de har solgt indtil nu. Mit nummer var i omegnen af 1.150.000.
Næste gang er man så voksen nok til at gå á la carte. 

Så kommer Sommelieren, og hvis man er heldig er det Chefsommelieren David Ridgway. Han har været ansat siden 1971, er englænder og ekstremt lunefuld.
Vinkortet er 15 cm. tykt! Så hvis du er der med ’Muse’n’, skal du nok have gjort dig et par overvejelser om, hvad du vil drikke inden du kommer.  Samtlige gange jeg har været der, er der nogen i selskabet det har fået anden, og alle gange er det den samme tjener der serverer (’andefar. kalder vi ham nu).
Han ligner én der er ved at få et hjertestop – med et sølvfad i hånden med en klokke ovenpå, løfter klokken så anden kommer til syne, og præsenter den så. ”Madammes et Monsieurs. Votre canard pour se soir!.” Hvorefter han går tilbage til sin prædikestol, hvor han presser,  steger og gør ved…
Forstå mig ret, maden er ikke dårlig, den er bare ikke pengene værd, og følger ikke med resten af stedet. Havde du fået maden på en mere anonym restaurant til den halve pris, ville den have været fin.

Vinkortet, som sagt, det skuffer ikke. Jeg har drukket modne Bourgogner og til en yderst rimelig pris.  Jeg nævner i flæng:

1993 Coche-Dury Meurault Rougeots  
1990 Robert Groffier Les Amoureuses
1990 Armand Rousseau Clos Saint Jacques
1993 Domaine Leroy Volnay Santenots

Ingen af ovenstående vine kostede over €300 på kortet. (Red.: Billigt!)

Indtil sin død i 2006 ( han blev 88) spiste ejeren, Claude Terrail, ved sit stambord HVER aften – iført hvid jakke. Kl. 21.30 rejste han sig, og gik rundt i restauranten og hilste på ALLE gæster i restauranten. Et halvt skridt bag ham stod hans adjudant med navn på alle gæsterne. Han kunne eksempelvis sige til mig: ”Godaften Monsieur Trebbien, jeg håber De nyder deres ophold i Paris. Hvor er det dog en bedårende kone de har.”
Det er old school.

Sidst jeg var på Tour D’Agent var en søndag til frokost. Vi var et selskab på 9 mand, alle med tilknytning til vin eller restaurationsbranchen. Bl.a. var den daværende importør af Legras Champagne med, Legras er huschampagne på Tour D’Argent. Han havde sørget for, at Legras havde bestilt bord til os. Vores antal taget i betragtning, var vi nødt til at bestille to af hver flaske, dels for at få et ordenligt glas hver, dels for at kunne tjekke for flaske forskel.

Guy Charlemagne Mesnillesime 1996 
En fin start

Laville Haut-Brion 1982 (dog kun én flaske)
Laville Haut-Brion 1988 (dog kun én flaske)
Smagt mod hinanden, Hvid Graves, får en del sødme når det kommer op i årerne, Æble/marcipan – ’88 var klart den sjoveste

Niellon Bartard-Montrachet 1992
Kæmpe vin, Helt moden, smør, toast og kærnemælk.

Guy Charlemagne Mesnillesime 2000
Intermezzo

Henri Jayer Vosne Romanée 1985
Dagens vin for mig. Skovbund, harmoni og fantastisk en sødme.

Clos de Tart 1978
Stor vin, som altid, den bedste Clos de Tart jeg har drukket, kommer tæt på ’85 Clos de Tart.

Derfra var det så som så, med  de mentale noter og hukommelsen. Stemningen var som man måske kan forestille sig ret høj. Vi fik lidt mere, der smagte rigtig godt.

Comte Lafon Meursault Charmes 1992
(fra magnum)
Leflaive Pyligny-Montrachet Pucelles 1992 (fra magnum)
Madeira 1922 (producenten er undsluppet mig)

15 flasker vin. Alle sammen var, på trods af flere vines fremskredne alder, helt på toppen. De har ligget korrekt i den samme kælder siden frigivelsen. Ingen af de ovenstående vine er  til at opdrive, medmindre du har den vildeste oldemor. Oven i det er priserne, som sagt yderst rimelige. Jeg mener at huske, at vi for Henri Jayer gav € 355,00 per flaske. Jeg vil tro at den koster, hvis du KAN finde den på markedet i dag, minimum €1000,00. Sikke mange penge vi sparede den dag. :o)

Frokosten strakte sig i øvrigt over 6 timer. Flere i selskabet var lettere overrislede da vi gik derfra igen.

Jeg glæder mig til min næste tur på Sølvtårnet.


Vinælderen hos La Tour D'Argent – hvorfra de i øjeblikket sælger ud af sortimentet!


En gang imellem er man heldig…

 

3.300 km, 3 vinområder, 5 planlagte besøg på 4 dage + det spontane og uforudsete. Hit and run, det bliver en travl én denne gang, tænkte jeg.

Tillagt at jeg er holdt op med at ryge og drikke – altså Red-Bull, måtte jeg nok finde en Co-driver, til turen, hvis jeg skulle kunne holde mig vågen. Da man var i tyverne tog man turen København-Montpellier i et hug, det var den gang. En af mine kunder – en restauratør, som også er en god ven så ud til at kvalificere til jobbet som 2. pilot. I tilgift er han en god smager.  – migth come in handy! Han sagde ja.

Første stop var Rheingau. Et besøg hos en producent, der umiddelbart ligger over mit niveau – forstå mig ret, jeg har været i gang et års tid, og har nogle fantastiske vinhuse i folden, men det er ikke det Parker og de andre anmeldere giver mest spalteplads. Hvor om alt ting er, jeg har fået stablet lidt af et scoop på benene. En højt besunget Rheingau-producent, som jeg har smagt et par gange i udlandet. Man måtte da prøve at lave en aftale med dem nu, hvor vi alligevel skulle sydpå. I min mailkorrespondance med dem var de ikke afvisende for opstart med en grøn importør i København, på trods af de allerede har en repræsentant i Jylland. Barrieren mellem Jylland og København kan være stor..
Vi blev modtaget med åbne arme, fik den store rundtur og blev budt på en overdådig smagning af alt fra Qba til Beerenauslese. Vi blev sendt derfra et par timer senere med et tilbud vi ikke kunne modstå…

Samme aften ender vi i en lille flække i omegnen af Chablis. Næste dag var planen at besøge de mindre kendte appellationer ”Irancy” og ”Saint Bris” for at se om, der var noget interessant man kunne hive hjem til Danmark. Vi indlogerer os på en lille kro og går i restauranten, hvor vi bestiller lidt Charcuteri og et kilos møgsvin af en Cöte de Boeuf!  Vinkortet er til vores glæde stort, med et rigt udvalg af gamle årgange til fornuftige priser. Vi bestiller en 1985 Chablis Premier Cru Vaillon fra en af de, efter min mening, bedste producenter Chablis har at byde på.

Krofatter kommer hen med flasken. Høj stand. Godt tegn. Jeg smager for. Vinen er tisgul, og tyk som olie. Godt tegn. Den stinker af hvide trøfler, kærnemælk, toast og smør. Rigtigt godt tegn. Smagen – Bum! Alle de forhåbninger man har til en sådan flaske, eksploderer i lykke og eufori, når man endelig får den ind i munden. Jeg tager mig til hovedet med mine svedige hænder, og hopper let på stolen af bare begejstring. Krofatter spørger om vinen er okay? Jeg kikker op på han med et smil, der går fra øre til øre og nikker. ’Sjovt’ siger han, ’fordi producenten af denne vin sidder skråt bag dig’. Jeg vender mig om, hilser og byder ham et glas af hans egen vin. Han udtrykker sin glæde for denne gestus – vi skåler og han fortæller, at han lige er blevet færdig med høsten samme dag, og at han er træt og på vej hjem i seng. Dog bliver vi indbudt til at komme forbi vingården den efterfølgende dag, til en rundvisning og en smagning.

Næste dag står vi klar, som to små konfirmander kl. 10.00. Vi får den store rundtur i produktionen og ender på kontoret, hvor der hives noget Vielles Vignes op sammen med 3 Premier Cruer årgange 2000/2001, samt nogle gamle årgange af Premier Cru Vaillon fra start 80erne. Vi smager på sagerne. Jeg kender vinene fra København, og har smagt dem en del gange – det er stort! Rene karakterfulde vine, tørre med et strejf af østersskaller og citrus i deres ungdom. Eksotiske og fyldige når de når den første modenhed, og nærmest nektaragtige olierede efter 25 år+ på flasken. Vi var glade og ”ovenpå” efter et godt besøg. På vej ud af døren spørger jeg om, det er muligt at købe noget – underforstået, et par flasker med hjem. Han svarer, at der er en mulighed for en åbning med en ny importør i København. ’Her er en eksportprisliste, hvor meget vil du have?’ En gang imellem er man bare heldig …

chablis-les-clos-102
Credits: Chablis-les-clos

To en halv time senere stod vi i Champagne – 290 km. nordpå. Vi havde nu en leveringsaftale på et fantastisk Chablishus, dagen før et top Rheingauhus. Her kan man tale om at scorer over evne! Under mødet i Champagne med endnu en producent må jeg indrømme, at jeg havde en smule svært ved at fokusere på opgaven efter det sidste besøg. Men besøget i champagne ’klappede’ også, og vi kom hjem med et par gode aftaler. Nogen gange er det bare nemt at være vinimportør …


Frederik Trebbien og det eneste rigtig essentielle!

Vi siger velkommen til det seneste skud på stammen af faste blog-skribenter på Winebook.dk.

Frederik Trebbian om sig selv:

Vinimportør og livsnyder med hang til Champagne og Bourgogne. Jeg har tænkt mig en gang eller to om måneden at skrive om oplevelser, overvejelser og tendenser i vin og restaurationsbranchen i København, Danmark og udlandet.

Professionelt har jeg fokus på de klassiske områder i ”den gamle verden”.
Rent personligt må jeg tilslutte mig en ven som engang bedyrede:

”Chambolle i Bourgogne og Avize i Champagne er det eneste rigtig essentielle efter forplantningen.”
___
Frederik er pt. på vej til Rheingau, Champagne & Bourgogne, og udkommer umiddelbart efter hjemkomsten med han første blogindlæg.

image