En moden Bordeaux, er en vin jeg bliver ved med at vende tilbage til.

Efter flere udskejelser i de sydlige vinregioner vender jeg altid tilbage til Bordeaux – nogle gange for en kort stund, andre gange for et lidt længere ophold. Grunden er muligvis, at min vin-interesse opstod med vinene fra netop dette område, men primært tror jeg dog det skyldes den typicitet, som områdets vine besidder, og som ikke findes magen til andre steder. Kort sagt voluminøse, men raffinerede vine. De er på en gang kraftfulde, men samtidigt tilbageholdende – frugtige men rustikke.
Bordeaux er et område, som er præget af den konservative stilstand fundet i for eksempel områdets 1855-klassifikation, men samtidig en kontroversiel fornyelse blandt andet i form af garagevine fra højrebredden og vinkonsulenter som Michel Rolland.
 
Den tilbagevendende kærlighed opstår i en kombination af det velkendte og det unikke ved Bordeaux. Derfor er det altid med stor glæde, at jeg deltager i smagninger af områdets vine. Således var det også denne gang, da jeg blev enig med nogle gode venner om, at det var for lang tid siden vi havde drukket god, moden Bordeaux.
 
IMG_2383
 
Vi lagde ud med et glas champagne, som blev indtaget mens folk fandt sig til rette og imens glassene blev fundet frem. Champagnen var en 2004 Figuet et Fils Champagne Cuvée Pompadour, der gav intenses aromaer af modne røde æbler og nybagt flute. Den besad en hvis tyngde i duft og smag, men der var en underliggende syre, der sammen med de fine bobler fik løftet godt op i denne oplevelse. Jeg gav den 92 point.
 
Da alle var kommet på plads og champagnen var drukket, tog vi hul på menuen. Første ret bestod af laks på skiver af brød. Til at matche laksen drak vi en 2004 Château de Callac Cuvée Prestige. Den fremstod rav-gylden i farven, men ung og fed i både duft og smag, og den var domineret af fede gule frugter såsom blommer og Mirabelle, bakket op af rigeligt med egetræsfad og smør.
Lidt kluntet, men syren havde hold i formen og fik løftet denne sværvægter op på tæerne. Til den fede laks var der tale om et rigtig god match. Jeg gav den 89 point.
 
Endelig kom den første vin, der passede ind i smagningens tema – ‘moden Bordeaux’. Det var en 1976 Château Léoville Las Cases. Tydeligt aldrende brun farve og ligeledes aldrene næse med træt aroma af svesker, skosværte og rust. Da jeg smagte på den var jeg heller ikke i tvivl – den havde set bedre tider. Stadigvæk med en smule sødmefuld sveske –  først var den dog ikke helt væk, men slutningen var tør og kalket. Jeg smagte samme vin tilbage i foråret, og denne aften fremstod den faktisk bedre end jeg husker den (når jeg genlæser min note fra tidligere). Min konklusion er, at den er på vej ned, og at man skal være heldig med flasken for at finde en bedre. Jeg gav den 86 point.
 
Hurtigt videre til næste vin, som heldigvis løftede niveauet betragteligt. Den lagde ud med en brunlig farve, og en moden næse med rustikke aromaer af svesker, tomater og rust. Meget mere livlig i smagen, hvor forfinede solbær, samt en kompleks vifte af cedertræ, tobak og skovbund blomstrede. En saftig, livlig vin med god syre, der fortsat trækker noget mundvand. Vinen vi smagte var en 1989 Château Figeac, der fremstod perfekt moden og var en stor fornøjelse at drikke. Jeg gættede på, at vinen var fra venstrebred, hvilket jeg, slottet taget i betragtning, ikke synes er så skidt.
 
Vi skulle også lige nå at smage 1986 Les Forts de Latour inden maden. Den havde en fin kastanje til orange farve og en rustik, klassisk næse med cigarkasse, solbærbusk og noget grøn peber. Ligeledes flot smag med solbær og skosværte først, og blyant og rust til slut. Jeg savnede dog lidt mere intensitet specielt i slutningen. Jeg gav den 90 point.
 
Til maden drak vi en yngre vin – en 2005 Château Cheval Brun, fra Saint Emilion. Fuldstændig sort farve med en tynd blålig kant. I skarp kontrast til de foregående flasker, var den næsten overvældende primær, domineret af
solbær, blåbær og blommer, samt lidt asfalt og blæk på eftersmagen. Den fremstod også ret hård i munden, med masser af syre og tannin. Det er naturligvis unfair at sammenligne med de andre vine, der havde fået tid til at udvikle komplekse aromaer og smag, samt at få enderne til at mødes, således at syre og frugt går op i en højere enhed. Jeg vil dog stadigvæk mene, at denne vin er en smule for endimensionel til på noget tidspunkt at nå de andres kompleksitet. Jeg tror dog heller ikke, at dette var forventet af nogle af dem der smagte den. Jeg gav den 87 point.
 
Efter maden tog vi hul på de helt store kanoner. Først en 1971 Château Haut-Brion, der havde en mahogni brun farve og moden duft af sveske og brændt karamel. I smagen var der dog fortsat god sødme og friskhed, samt dejlige nuancer af sveske, tomatplante, puddersukker, skosværte og rusten jern. Jeg følte at den fladede lidt ud på slutningen, hvilket for mig signalerer, at den står på kanten til at gå nedad. Med den lidt trætte duft og slutning i mente, gav jeg den 88 point.
 
Da alle vinene blev smagt blindt, mente vores vært åbenbart også, at vi skulle have en ‘joker’. Det var en 1987 Chateau Ste. Michelle Cabernet Sauvignon Columbia Valley, der kom i glasset med en sød duft af solbær, mynte og rosin. Da var jeg ikke i tvivl og udråbte den øjeblikkeligt – uden at have smagt den – til at være en ‘joker’ og ikke komme fra Bordeaux. Da jeg efterfølgende smagte den, hvor den gav sød solbærfrugt, mynte, cedertræ og frugttobak, blev jeg kun yderligere styrket I, at den ikke var fra Bordeaux. Spændende og frisk, men måske kommer den lidt til kort på kompleksiteten. Jeg gav den 91 point.
 
Næste vin var en meget imponerende 1988 Château Cheval Blanc. Den var rød i farven, med kun en smule alderstegn i form af lidt orange skær i kanten. Duften var ultraklassisk med nuancer af solbær, busk, våd  skovbund, svampe og lidt blyant. Smagen matcher duften med saftig og frisk, men raffineret og ren solbær. På mellemsmagen vokser den i kompleksitet med tørrede blomster, jord og underskov, før den slutter med lidt marcipan og svesker. Meget kompleks og raffineret i både duft og smag – ydermere frisk og i perfekt balance. Meget delikat, lækker og ungdommelig. Jeg gav den 94 point.
 
Til sammenligning fik vi Château Pichon Longueville Comtesse de Lalande i samme årgang, 1988. Den fremstod en smule mere udviklet i farven, men kun lidt. Duften var til gengæld endnu mere kompleks og intens, med  fantastiske aromaer af solbær, svesker, blyant, tomatplante og marcipan. Smagen er ligeledes intens og kompleks, og bliver ved med at åbne sig med nye nuancer, som ren solbær frugt, lakrids, tobak, skosværte og en smule rust. Rustik og klassisk, men sødme rækker helt til enden og syren balancerer vinen på en knivsæg. Stærk slutning. Vinen var fabelagtig at drikke, med stor kompleksitet og overvældende lækker. Jeg gav den 95 point. Lidt mere end et mulehår bedre end Cheval Blanc – begge vine var fantastiske på aftenen.
 
Vi stoppede dog ikke her. Der var en rødvin mere, en 1994 Château Margaux. Flot mørkerød i farven med lidt orange skær. Meget sød duft med fadpræget vanilje, mørke kirsebær, solbær, marcipan og snært appelsinskal. Kraftfuld og intens smag med saftig og sød frugt. Mellemsmagen havde noget cedertræ og tobak, før smagen sluttede med noget vanilje. Rigtig god længde, hvor den markerede sødme fint balanceres af syren. En lækker sag, der stadigvæk fremstår ungdommelig, primær og frugtpræget.
 
Til at slutte aftenen af, fik vi to søde vine. Den første var en 1983 Château Suduiraut. Flot gylden farve og krydrede, søde blommer, abrikoser og appelsinskal i duften. Perfekt balance i munden med lagdelt smag af
tørretfrugt, primært abrikos og appelsinskal. Rigtig god længde og livlig syre, der holder vinen frisk og ren. Meget lækker. Jeg gav den 92 point.
 
Til kaffen blev det til en 1997 Quinta de la Rosa Porto Colheita, der var lysbrun I farven. Tung alkoholisk næse med masser af sødme og lidt rosin. Smagen var desværre ligeledes domineret af alkohol og sødme, som dækker for den tørrede frugt i form af rosiner og svesker, der trods alt kommer frem. Jeg gav den 87 point.
 
 
Det var en skøn aften i godt selskab – både socialt og vinmæssigt. Denne aften blev vi ved den konservative del af Bordeaux, hvilket endnu engang viste sig at fungere rigtig godt hos de kendte, gode producenter – også selvom, der ikke var tale om de allerstørste årgange. En aften der bekræftede min kærlighed for moden Bordeaux, og hvorefter jeg endnu en gang kan konkludere, at det ikke bliver sidste gang jeg flirter med vinene
fra denne region.