Historisk benspænd eller stolt tradition?

mandag, marts 9, 2009
By Frislev
1 Star2 Stars3 Stars4 Stars5 Stars (4 votes, average: 4,75 out of 5)
Loading...

Som i så mange andre vindistrikter verden over, har Toscana fine traditioner for hvordan de forskellige vine skal laves. Det være sig lige fra druesammensætning, høsttidspunkt, gæring og lagring. Alt er der regler for. Sådan er det også med Brunello.

Nu er det bare sådan at Italienere ikke altid spiller efter reglerne…….

I har sikkert hørt om den skandale der har har været og til dels stadig er i Brunello. I 2003-årgangen blev der tilbageholdt ca. 600.000 flasker, mistænkt for ikke at være Brunello. Iblandt de tilbageholdte var store huse som: Antinori, Argiano, Frescobaldi og ikke mindst Castello Banfi.
Der var som sådan ikke noget galt med vinen, vi er ikke ude i en ny ethanol skandale fra Italien. Nææ det var højst sandsynligt helt fantastisk vin, som ville ha pyntet i enhver vinsamling og kunne hamle op med endog meget store vin. Det var bare ikke Brunello.

For at lave Brunello må man kun bruge den lokale sangiovese klon sangiovese grosso, eller også kendt som brunello.

Benspænd eller stolt tradition?

Benspænd eller stolt tradition?

Sådan har det været siden Biondi Santi lavede den første brunello og navngav den tilbage i 1888. Problemmet i 2003 var at man opdagede at flere huse, måske endog op mod 30%, havde blandet andre druer i deres brunello, som f.eks cabernet sauvignon, merlot, eller mere lokale druer fra de sydligere regioner i Italien som Puglien. Grunden til det var angiveligt for at følge den stigende efterspørgsel især fra USA, på blødere og knap så kraftige vine.

Spørgsmålet er så bare:
Er Brunello ved at grave sin egen grav, tage mål til deres egen ligekiste etc.?

For hvis efterspørgslen går i den retning og de ikke kan efterkomme det med deres nuværende regler, -hvad så om 10 år?
Skulle man i virkeligheden lempe reglerne en smule så de virkelig kan få lov at vise hvad de kan..?
Et godt eksempel på det er den lille region Bolgheri, ligeledes i Toscana – dog noget nordligere end Montalcino (Brunello) og helt ude ved kysten. Her har man kastet alt hvad der hedder tradition i havet og laver vin lige efter vinmagernes hoved. Her har ingen vin docg-status, men til gængæld er det der de bedste vine fra Italien kommer fra pt. De blander sangiovese med alt muligt og med et fantastisk resultat.

Hvad skal vi med traditionerne?
Er det for at have nogle rammer så man kan måle de enkelte huse og vinmagere op imod hinanden, eller er der en dybere mening med det? Jeg er godt klar over at for at lave en topvin der kan markere sig år efter år, skal der vær genkendelighed, -ellers går ideen med årgange lidt i fløjten. Men skal man binde vinmagerens hænder på ryggen?

Hvad siger i?

Tags: , , , , ,

4 Responses to “Historisk benspænd eller stolt tradition?”

  1. avatar Christian

    ”I en verden hvor mere eller mindre alt harmoniseres med globalisering og mindre territorial forskel, ser vi gang på gang, at vine fra forskellige områder smager mere og mere identisk. Hvorfor smager en sydafrikansk og australsk Chardonnay af det samme?

    Måske er det fordi de bruger de samme druer, samme gærtyper, samme teknikker og samme overdøvende fad… Er der vi skal hen?”

    Kære Frislev m.fl.,
    Det er en fantastisk spændende diskussion og en meget følelsesladet en, når man begynder at snakke moderne winemaking overfor traditionel winemaking – og i særdeleshed når det drejer sig om vinene fra Montalcino eller andre af de mest historiske distrikter. Grundlæggende tilslutter jeg mig Mikas holdning om, at vinmagererne kan gøre som de vil, men at man skal holde fast i at kalde vinen for det den er.

    Inden jeg for alvor begrunder, hvorfor jeg mener som jeg gør, finder jeg det væsentligt først lige at slå nogle kendsgerninger fast.

    Frislev, du skriver, at “de bedste vine i Italien pt. kommer fra Bolgheri”, og du giver entydigt udtryk for at dette skyldes, at winemakerne har kastet traditionerne i havet for derimod at fokusere på at fremstille vine med øget fokus på selve vinudtrykket frem for regelsættet. At ”de bedste vine kommer fra Bolgheri” vil jeg godt erklære mig decideret lodret uenig i. Hvis man med de “bedste vine”, mener ensartede, internationale og barriquelagrede vine, alle sammen med samme inspirationskilde, så ja, så er det vel de bedste… Selv er jeg nu af en helt anden opfattelse. Nuvel, der findes meget god vellavet vin, i Bolgheri, det er en fact. Og de første supertoscanere’s rolle som primus motor for kvalitetsrevolutionen indenfor italiensk vin er også ganske uomtvistelig. I dag er betydningen efter min mening dog mere historisk end aktuel; De første satte gang i udviklingen, mens de nye supertoscanere i dag ikke alle modtages med åbne arme – det er alt for ofte ”just another supertuscan”.

    For at tage diskussionen helt fra begyndelsen, bør man vel – med fare for at havne i en halvfilosfisk diskussion – præcisere, hvad “stor vin” er. Og her kommer vi ind i en kerneproblematik. For hvad er stor vin egentlig? Ja, det afgør den der smager vinen naturligvis. Og hvad man lægger hovedvægten på når man nyder en seriøs flaske… Her er der selvfølgelig tale om smag og behag, og ingen har vel mere ret end andre, når det kommer til stykket.

    Jeg er personligt af den holdning at stor vin hænger uløseligt sammen med begreber som ”autencitet”, ”terroir” og ”arbejdet i marken”. Og det meget mere end høj teknologi, folk med pipetter og hvide kitler, feterede konsulterende ønologer, træchips og ratings fra internationale smagsdommere. Udover at dette syn naturligvis bunder i en vis romantisk tilgang til det organiske og naturlige, og det faktum, at vin er noget så simpelt som en alkoholisk væske fremstillet på druer, så er det altså også rodfæstet i de vinoplevelser og erfaringer jeg gennem årerne har haft med både moderne og traditionelle vine. De absolut største vinoplevelser har alle for mig personligt været indenfor den klassiske genre.

    Og hvorfor kan man så spørge? Måske fordi jeg for ofte løber ind i karamelliserede, søde, bløde runde moderne vine, som umiddelbart er meget imødekommende og ekspressive selv i en ung alder, men som, ligeså snart de har fået 10 år bagen allerede har mistet pusten. Omvendt har de traditionelle vine ofte vist sig, at være de mest ”hårde” at gå til i ungdommens vår, men med helt andre nuancer og udviklede facetter efter 10-15 år, hvor de langt fra har vist sig døde. Dette er såmænd ikke noget nyt eller revolutionerende, næ, det er jo bare simpel logik. De moderne vine – med supertoscanerne i spidsen – er jo netop lavet til at kunne gå ud og imponere efter ganske kort tid på flaske, mens de traditionelle vine modnes væsentligt langsommere og har alt det gode foran sig.

    Jeg har netop været på Vinitaly i Verona, hvor jeg brugte en del tid inde på Montalcino-konsortiets messeområde. Det interessante var rent faktisk, at jeg kun kunne finde to producenter dér som stadig anvender barriques. En producent sagde ligefrem til mig, at det bliver sværere og sværere at finde producenter der anvender barriqes, idet ”alle er på vej tilbage til det traditionelle”. I diskussionens lys en ret interessant udvikling. Begrundelsen lød dernede på, ”at sådan laves ægte Brunello nu engang”.

    Jeg tror også, at både markedet, producenterne og medierne efterhånden er ved at blive trætte af den ensartning og tendens til bouillon-vine de seneste år har budt, og at stemningen nu for alvor er vendt.
    Derfor mener jeg også at Frislev’s synspunkt måske havde mere medvind og måske også mere berettigelse for 10-15 år siden. Man skal huske på, at de moderne vine i de europæiske lande jo har været et decideret modtræk til de marmeladetunge og ekstraktrige bløde bomber der er væltet ind på markedet fra de oversøiske lande, og som til at starte med har imponeret stort og virkelig har været en stor øjenåbner pga. den helt anderledes stil.

    Et godt eksempel på tilbagevendenen, også fra journalisternes side, er den ultra-klassiske producent ”Il Marroneto’s seneste scores i Wine Spectator, hvor hans to Brunello’er har høstet henholdsvis 92 og 95 points. Det var ikke sket med klassiske Brunello for bare 10 år siden.

    Oplevelsen af hvad stor vin er, vil altid være subjektiv og ganske individuel. Men når det så er sagt, så mener jeg, at alle vi vinnydere – for vores egen skyld – skulle holde fast i, at noget af det allermest vigtige der findes inden for vinverdenen er >forskelligheden<. Det at man kan smage det territoriale, det at man kan smage frugten (at det ikke bare handler om, vanilje, chokolade, cedertræ, kokus mm. som jo i virkligheden ikke skyldes vinen, men i stedet fadtypen!) og det arbejde der ydes i marken.

    Det bør vi alle slå på tromme for. Så får vi bedre oplevelser. Tror jeg.

    #72
  2. avatar Mikas

    Med hensyn til reglerne i Brunello – om de ‘binder’ vinmagerens hænder på ryggen..? Det mener jeg ikke. Brunello laves på den måde Brunello nu engang laves. Med Sangiovese-klonen og ingen andre druer. Vinmageren kan så søge at optimere sin Brunello fra år til år og hele tiden nærme sig det perfekte – inden for den måde at lave vin på.

    Vil vinmageren så eksperimentere, er han jo fri til det. Og jeg er enig i, at i mange tilfælde bliver vinene bedre – som man ser det i Bolgheri. Men de skal bare ikke gøre det og så kalde det Brunello. Det er jo forkert.

    #71
  3. avatar Martin Sørensen

    Interessant indlæg. Elsker Brunello.

    Det er jo stadig ikke bevist at der er fyldt andre druer i alle de producenters vin. Tror selv ikke på at f.eks. Banfi har fyldt andet en sangiovese grosso i deres brunello.

    Jeg vil til dels give Nicolai ret. Brunelloen er en konge, og der vil være købere til den smag i mange år i fremtiden. Dem der gerne vil lave noget andet, vil lave sig en super toscaner. Når man rejser rundt dernede vil man lægge mærke til at det ikke altid er brunelloen der er den dyreste selv i Montalcino kommunen. Så jeg mener ikke at Brunello er ved at grave deres egen grav. Elsker selv stadig brunello, og vil derfor gerne have de fortsætter med at lave den med sangiovese. Hvis jeg gerne vil have en super toscaner køber jeg en vin fra f.eks. Bolgheri (et område der i øvrigt ikke har traditioner). Det er jo netop charmen ved vin; at man kan få forskellige vine.

    En hel anden diskussion er hvad fad man bruger. Den diskussion har der jo været i årevis i Barolo området. Endda i stor stil. Man talte simpelthen ikke med en modanist (barrique’s) og traditionalist (store slovenske egetræsfade). Den diskussion er der stadig i Barolo, men der er ikke den ufred mere. Nu har man bare erkendt at der er forskellige måder at lave vin på. Et eksempel er Pira E der er ejet af Chiara (modanist) og Borgogno (Traditionalist) der er ejet af Chiaras brødre og far. Jeg var så heldig at få en rundvisning begge steder af netop Chiara, og hun kunne tale lige varmt for begge metoder.

    Ud over det var jeg jo sammen med Nicolai hos Biondi Santi. Jeg mener ikke de sagde at de andres brunelloer ikke var ‘rigtige’. Blot at de bedst kan lide at lave den på den traditionelle måde. Så ja, hvis du gerne vil smage den en af de traditionelle skal du smage Biondi Santi eller en af de andre tradionalister. Men de er på ingen måde ”mere” brunello. De er bare en brunello der skal ligge rigtigt rigtigt mange år før man drikker den.

    #70
  4. avatar Nicolai

    Kære Frislev,

    Jeg havde netop denne diskution hen over et bor fyldt med god mad og elendig vin i Fredags.

    Min holdning mht. Moltalcino / Brunello er som følger:

    Biondi Santi opfandt Brunelloen, de lavede nogle regler for hvordan man laver en rigtig Brunello. Senere har komunen taget patent på Brunello og nu skal en Brunello laves inden for Moltalcino. Der er ingen der siger at du ikke må lave en hvilken som helst druesammensætning i Moltalcino, du må bare ikke kalde det en Brunello. Feks. kan jeg nævne Giancarlo Cignozzi, ham du så på et billede i min stue til vore fantastiske smagning sidst, ham bor i Moltalcino. Il Paradiso Di Franssina hedder huset. Giancalo´s hjertebarn i hans samarbejde med Bose, som drejer sig om vin og musik, er den vildeste druesammensætning af 12 forskellige druer. Han kalder den naturligvis ikke Brunello, det ville være som at kalde Håndbold for Fodbold.. eller noget helt 3. Min pointe er at hvis man vil spille et andet spil, så må man kalde det noget andet. Eller opfinde sit eget spil.

    Biondi Santi, som du nævnte, opfandt jo Brunello´en og viger ikke fra de regler som oprindeligt blev lavet. De laver til stadighed kult-Brunello.

    De 4 huse som du nævner er ikke traditionalister, en af de helt store forskelle er at de bruger barrique´s. I sommers var jeg nede og besøge Biondi Santi. Her forbander de barrique´s langt væk. Hvis man tænker på kvalitets forskellen på en alm. lageret flaske og en magnum flaskelagering, kan man godt se at det betyder noget. Når man så tænker på at Biondi Santi lagre deres vin på 80 – 150 hektoliter store egetræsfade forstår man at der er stor forskel på Brunello´er.

    De 4 huse du nævnter smider alle deres Brunello´er i små Barrique´s i henholdsvis 2 – 4 år. Det smager da godt men er lidt snyd. Det bringer os tilbage til det store spørgsmål..

    Du spørger om Brunello er ved at grave sin egen grav. Man kan sige at brunello kom i 1888 og er her stadig. Senere kom andre, de har ikke spillet efter reglerne. Hvis du spørger Biondi Santi mener de at reglerne er blevet brudt allerede da små barrique´s gjorde deres indtog, det er langt mere snyd end at bruge druer fra den anden side af kommune-gransen.

    Hvis du vil ha en rigtig Brunello må du spæde op og købe en Biondi Santi.. Der er en grund til at de ikke hænger på træerne 🙂

    #69

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Søg på Winebook

Opret en profil her:






A password will be e-mailed to you.

Kategorier