Jeg har besøgt La Tour D’Argent i Paris 3 gange. Hver eneste gang er jeg blevet bekræftet i, at det absolut ikke er maden man kommer for.

h_4_ill_760715_par624347

En juleaften spiste jeg på stedet med nogle venner. De var meget skuffet over maden, og kunne slet ikke se det fantastiske i stedet. Nogle mennesker fatter bare ikke helheden. Synd for dem!
Om La Tour D’Argent så blev skrevet helt ud af Guide Michelin ville jeg stadigt komme tilbage med det største smil. Til sammenligning har jeg spist på et par *** restauranter, og der er INGEN af dem der når La Tour D’Argent til sokkeholderne. Som sagt er det ikke maden jeg her tænker på, det er oplevelsen! På trods af, at de blev degraderet fra tre til to makroner i 1996 og mistede den anden i 2006, er det stadig den mest trestjernede restaurant jeg har spist på.

Filmen ”Ratatouille” har helt sikkert samlet inspiration i både stedet, indretningen, historien og anmelderen Anton Ego, der er en karikatur af Le Figaros anmelder Francois Simon, som i 2006 forsøgte at give restauranten dødsstødet med en sønderlemmende anmeldelse.
La Tour D’Argent betaler en del af Notre Dame-kirkens elregning, for at gæsterne kan nyde den oplyste katedral om aftenen. I 1940 murede man en falsk mur op i vinkælderen, for at gemme de største vine fra den tyske besættelsesmagt.
…Stedet emmer af gode historier..

La Tour D’Argent handler om ambiance. Stemning. Stedet virker højtideligt og det er ikke uden ærefrygt, når man første gang træder igennem døren på 15/17 Qaui de la Tournelle. I døren blev vi mødt af ikke mindre end tre mennesker, en ’seater’, der notere din ankomst, en voiturier (ham der parkerer din bil) og garderobedamen…

I stueetagen er der en bar, hvor man kan nyde et glas eller en flaske og få lidt snacks. Behøver jeg at sige at Champagne-udvalget her er ganske omfattende?
Når man er klar til middagen bliver man vist hen til elevatoren, forbi pralemuren, hvor der er billeder er diverse kendisser, der har spist på stedet. Kennedy, Shahen af Iran, De Gaulle osv osv. Naturligvis har man her på stedet en elevatorfører ansat, i blå Panamajakke og hvide handsker, så er tonen slået an…

Spisesalen ligger på 5. sal med udsigt over Seinen og Notre Dame. Der er plads til 80-100 mennesker, og jeg tror jeg har talt over 15 tjenere på arbejde én aften. Indretningen er klassiske fransk, tykke røde gulvtæpper, duge og gardiner i en orange/gul nuance. I lokalet er placeret en prædikestol – her tilberedes husets signaturerret, Canard á la Presse – dvs. stegt and, bryst og lår skæres fra, skroget puttes i en form for en skruetvinge!, saften herfra koges op med bl.a. Madeira.  Først serveres brystet med førnævnte sauce og papirstynde ”kartoffelballoner”. Derefter serveres låret med sauce Bearnaise og frilise salat.

I spisesalen bliver man sat til bords, hvor menukortet udleveres (der er ikke priser i damernes). Her kan man, hvis man ikke har været her før, vælge Canard á la Presse. Den bestilles i par, da man 2 mennesker deler en hel and!?! Den står i ca. €65,00 (per snude) Så har man prøvet det. Man har ikke været på La Tour D’Argent, hvis ikke man har smagt anden!  Denne kvitteres med et postkort, hvor ens nummer står på – forstås på den måde at nummeret indikerer det antal ænder de har solgt indtil nu. Mit nummer var i omegnen af 1.150.000.
Næste gang er man så voksen nok til at gå á la carte. 

Så kommer Sommelieren, og hvis man er heldig er det Chefsommelieren David Ridgway. Han har været ansat siden 1971, er englænder og ekstremt lunefuld.
Vinkortet er 15 cm. tykt! Så hvis du er der med ’Muse’n’, skal du nok have gjort dig et par overvejelser om, hvad du vil drikke inden du kommer.  Samtlige gange jeg har været der, er der nogen i selskabet det har fået anden, og alle gange er det den samme tjener der serverer (’andefar. kalder vi ham nu).
Han ligner én der er ved at få et hjertestop – med et sølvfad i hånden med en klokke ovenpå, løfter klokken så anden kommer til syne, og præsenter den så. ”Madammes et Monsieurs. Votre canard pour se soir!.” Hvorefter han går tilbage til sin prædikestol, hvor han presser,  steger og gør ved…
Forstå mig ret, maden er ikke dårlig, den er bare ikke pengene værd, og følger ikke med resten af stedet. Havde du fået maden på en mere anonym restaurant til den halve pris, ville den have været fin.

Vinkortet, som sagt, det skuffer ikke. Jeg har drukket modne Bourgogner og til en yderst rimelig pris.  Jeg nævner i flæng:

1993 Coche-Dury Meurault Rougeots  
1990 Robert Groffier Les Amoureuses
1990 Armand Rousseau Clos Saint Jacques
1993 Domaine Leroy Volnay Santenots

Ingen af ovenstående vine kostede over €300 på kortet. (Red.: Billigt!)

Indtil sin død i 2006 ( han blev 88) spiste ejeren, Claude Terrail, ved sit stambord HVER aften – iført hvid jakke. Kl. 21.30 rejste han sig, og gik rundt i restauranten og hilste på ALLE gæster i restauranten. Et halvt skridt bag ham stod hans adjudant med navn på alle gæsterne. Han kunne eksempelvis sige til mig: ”Godaften Monsieur Trebbien, jeg håber De nyder deres ophold i Paris. Hvor er det dog en bedårende kone de har.”
Det er old school.

Sidst jeg var på Tour D’Agent var en søndag til frokost. Vi var et selskab på 9 mand, alle med tilknytning til vin eller restaurationsbranchen. Bl.a. var den daværende importør af Legras Champagne med, Legras er huschampagne på Tour D’Argent. Han havde sørget for, at Legras havde bestilt bord til os. Vores antal taget i betragtning, var vi nødt til at bestille to af hver flaske, dels for at få et ordenligt glas hver, dels for at kunne tjekke for flaske forskel.

Guy Charlemagne Mesnillesime 1996 
En fin start

Laville Haut-Brion 1982 (dog kun én flaske)
Laville Haut-Brion 1988 (dog kun én flaske)
Smagt mod hinanden, Hvid Graves, får en del sødme når det kommer op i årerne, Æble/marcipan – ’88 var klart den sjoveste

Niellon Bartard-Montrachet 1992
Kæmpe vin, Helt moden, smør, toast og kærnemælk.

Guy Charlemagne Mesnillesime 2000
Intermezzo

Henri Jayer Vosne Romanée 1985
Dagens vin for mig. Skovbund, harmoni og fantastisk en sødme.

Clos de Tart 1978
Stor vin, som altid, den bedste Clos de Tart jeg har drukket, kommer tæt på ’85 Clos de Tart.

Derfra var det så som så, med  de mentale noter og hukommelsen. Stemningen var som man måske kan forestille sig ret høj. Vi fik lidt mere, der smagte rigtig godt.

Comte Lafon Meursault Charmes 1992
(fra magnum)
Leflaive Pyligny-Montrachet Pucelles 1992 (fra magnum)
Madeira 1922 (producenten er undsluppet mig)

15 flasker vin. Alle sammen var, på trods af flere vines fremskredne alder, helt på toppen. De har ligget korrekt i den samme kælder siden frigivelsen. Ingen af de ovenstående vine er  til at opdrive, medmindre du har den vildeste oldemor. Oven i det er priserne, som sagt yderst rimelige. Jeg mener at huske, at vi for Henri Jayer gav € 355,00 per flaske. Jeg vil tro at den koster, hvis du KAN finde den på markedet i dag, minimum €1000,00. Sikke mange penge vi sparede den dag. :o)

Frokosten strakte sig i øvrigt over 6 timer. Flere i selskabet var lettere overrislede da vi gik derfra igen.

Jeg glæder mig til min næste tur på Sølvtårnet.


Vinælderen hos La Tour D'Argent – hvorfra de i øjeblikket sælger ud af sortimentet!