Der er visse store vine som man går og glæder sig til at drikke. Når dagen oprinder hvor flasken endelig skal åbnes, og man flere dage i forvejen har dagdrømt om oplevelsen, skynder man sig hjem fra arbejde og gør alt klar.

Sådan en flaske og oplevelse havde jeg udsigt til for et par uger siden – en flaske Beaucastel 1990.

Desværre er det ikke alle oplevelser der udmønter sig som man går og håber, og denne flaske denne aften skulle vise sig ikke at levere varen. Før vi nåede til den bitre slutning kom dog et par rigtig gode flasker.

Vi lagde ud med en tysk Riesling, som vi nød i store slurke, mens vi planlagde resten af aftenen.
Vinen var en Van Volxem Saar Riesling 2007, der havde en super frisk næse med intense hvide pærer, lychee, hvide blomster, brændenælde, salmiak og mineralsk våd sten. Smagen matchede fint med frisk smagsnoter og en livlig syre. Vinen fremstår tør, men med tegn på noget restsukker. Dejligt glas som tog mig tilbage til Wiltingen, Saar sidste sommer, hvor jeg smagte vinen sammen med producenten Roman Niewodniczanski og øjeblikkeligt fik lagt en kasse ud i bilen. Vinen var mere givende end jeg husker den, men ikke mindre lækker og fantastisk. Den leverede stor drikkeglæde og value-for-money.
(Jeg gav den 91 point).

Efterfølgende havde vi en italiener, Ornellaia 1994, der fik lov til at være med i hvad der ellers skulle være en aften med vine fra Rhone-dalen. Den viste en smule alder med lidt orange skær i kanten og en dejligt udviklet aroma og smag med ren, kølig og klassisk solbær frugt, dog med en smule varme og sødme – derudover udviklede noter af skosværte, tobaksblade, cedertræ og rust. Vinen ender med en lidt bitter jern note som kommer til at stå i kontrast til den sødme der ellers er i vinen. Men meget flot og lækker.
(Jeg gav den 94 point).

Videre til Rhone-dalen hvor vi startede med to spændende vine fra den nordlige del, A. Clape Cornas og E. Guigal Chateau D’Ampuis. Begge vine fra årgang 1999 og begge vine med en viril ungdommelighed og lige de første modenhedstegn. Derefter ophører ligheden stort set også, for stilmæssigt er vi i hver sin ende af spektret.

Cornas’en holdt kortene tæt til kroppen, med rustik, kølig mørk kirsebær frugt, sorte oliven, røget kød, bålplads, olietønder og blod. Stadigvæk tæt og stram, og en tør slutning.
(Jeg gav den 93 point).

Den var langt fra Chateau D’Ampuis’en, der er saftig og indbydende med lækker cremet kirsebær og solbær, frisk kværnet kaffebønner, lakrids, lufttørret kød, oliven og brankede fade. Chateau D’Ampuis’en spillede på alle tangenter og ved at bakke den lækre, indbydende frugt op med en spændstig og frisk syre, er elegance og balance ramt helt perfekt og helhedsindtryk er fantastisk.
(Jeg gav den 97 point).

Slutningen på denne serie af lækre vine skulle overlades til Beaucastel 1990. Flasken var desværre skæv, ikke på grund af prop, men vinen virkede oxideret og sjasket. Virkelig ærgerligt når der er tale om en så spændende flaske, som man ikke render ind i hver dag.

Oplevelsen fik mig efterfølgende til at overveje hvad den ærgerligste oplevelse jeg har haft med en flaske jeg har gået og glædet mig til. Umiddelbart fremstår denne som min kedeligste oplevelse til dato.

Hvad har været din? Og skyldes det en fejl i flasken, eller ganske enkelt at vinen på ingen måde levede op til dine forventninger?

Venlig hilsen

Terkel

flasker