Vine, som mafiaen elskede at drikke ...

VIN – New York | Når vi taler om vinoplevelser i New York, kan man naturligvis gå i Little Italy for at drikke italienske vine, men vores udsendte smagte dem lige så godt på et af byens bedste bøfsteder, Gallagher’s ved Broadway

Af Ole Lindboe

gallaghers

Så er det sagt: At spise store bøffer og drikke ædle vine gør man formiddabelt i New York. Byen har mere end 20.000 restauranter, så der er nok at vælge imellem, og siden de første skumle italienske fyre – hvadenten de hed Corleone eller Luciano til efternavn – dukkede op i byens mere dunkle kvarterer, har det italienske køkken altid stået stærkt i byen, der aldrig sover.

Man kan naturligvis gå i Little Italy for at spise, men bydelen – som mafiaen stort set har forladt – er desværre mest en turistkulisse. Spis ikke dér. Til gengæld er der mange andre steder, hvor den italienske mad helst nydes til fine vine, fx af de slags, hvor der står Barolo eller Amarone på etiketten. Som nu senest, hvor Deres Udsendte besøgte et af New Yorks bedste bøfhuse, Gallagher’s, der ligger på 52.gade, lige ved Broadway. Et sted man bare må besøge, hvis man vil spise fabelagtige steaks og drikke rigtig gode vine til. Og hvis man – romantiker, som man jo er – vil opleve byens stemning, som den var dengang herrer altid gik med hat og bulerne under deres venstre armhule var noget af sort metal (hvis De forstår).

Indgangen til Gallagher’s er diskret. Til højre ser man direkte ind i et stort kølerum, hvor de store oksesider hænger tæt, som frakker i en garderobe. Inden for modtages man straks af en ældre gentleman, iført sort nobelt jakkesæt og butterfly. Og man føres straks hen til et bord med rødternet dug i restauranten, der overalt prydes af gamle gulnede billeder med store sportsstjerner (baseball og boksning især) og filmstjerner fra dengang kvinder lignede Marlene Dietrich eller Rita Hayworth.

Her på Gallagher’s skal man helst spise steaks. Store steaks. Med pomfritter. Ingen salat (vi er jo ikke tøsedrenge, vel?). Og en vin, som er muskuløs nok til at matche de store tunge steaks. Man kan selvfølgelig bestille californiske vine, f.eks. en god Zinfandel. Men de kan ofte være lidt for lette og søde til en velvoksen herre-steak. Så vi bad om vinkortet og kunne ikke lige finde den særlige Amarone, vi gerne ville have skulle ledsage vor steak, nemlig en Amarone fra den kendte vinmager Tomassi. Ja da, den havde de. Årgang 2005. Den ældre – måske en anelse gangbesværede, men værdige, tjener, kom tøffende med vinen, som er i særklasse. Den skal ikke hældes ned, men smages ned. Ren fløjl. 

Og lad os så bare sige det, som nogle vineksperter vil foragte: Omgivelserne betyder noget. At sidde dér i lokaler, hvor så forskellige folk som James Cagney (ham der altid spillede hårdkogt gangster i 50’ernes amerikanske gangsterfilm), Mae West (der altid spillede fatal blondine – ”Er det en pistol du har i lommen, eller er du bare glad for at se mig?”) og i nyere tid også gentlemen som Frank Sinatra og Sylvester Stallone har bidt til bøfferne, hører med til oplevelsen. 

Efter hovedretten skulle vi beslutte os for en dessert, men da havde vi allerede overgivet os til stedets ånd, så vi bestilte – uden at skamme os – en Amarone mere.

Vi hilste på hinanden henover mundingen på de store vinglas, og svor, at her ville vi snarest vende tilbage til. 

Ole Lindboe. Vinentusiast og redaktør på Magasinet Kunst. Har besøgt New York 73 gange.


Amarone: Bogreception med bravur

Så kom den, Amarone-bogen. God timing!

Fredag den 27. november blev der afholdt release-reception på "årets vinbog": Amarone – Sværvægteren fra Valpolicella. Forlaget Horisontgruppen lagde lokaler til og gjorde den til en fest sammen med de mange interesserede gæster, omkring 150, som lagde vejen forbi lokalerne i Bella Centeret.
De nød tydeligvis de italienske tapas og selvfølgelig de mange gode Amarone-smagsprøver fra både undertegnede samt Otto Suenson, Theis Vine, Kjær&Sommerfeldt, Leisner Wine & Greve vin, som skænkede op af blandt andet Tommasi, Corte Sant'Alda, Zenato, La Quena, Brunelli, Latium, Antolini og Dal Forno.
En reception, der både var uformel og fornøjelig – tak fordi I mødte op.

IMG_2734(1)

Om bogen kan jeg fortælle, at den er skrevet i et let læseligt sprog og med masser af flotte billeder. En bog, man kan slå op i mange gange.
Den indeholder også en smagsbedømmelse af 80 producenters Amarone-vine, som er blindsmagt af et testpanel på seks personer. Det er klart, at der vil være bedømmelser, som kan diskuteres. Men sådan er det altid. Mange vine på kort tid gør, at førstehåndsindtrykket bliver det endelige indtryk, og rækkefølgen på vinene betyder også noget for den samlede bedømmelse. Bliver rækkefølgen ændret i en anden smagning, vil resultatet sikkert falde ud til andres fordele. Sådan er det med blindsmagninger, hvor resultaterne altid skal betragtes som vejledende.

Nu bliver det spændende at se, hvor mange bøger der bliver benyttet som det de er: Alletiders gaveidé!

Mikael Lyng

Amarone, reception på amaronebogen

Amarone, reception på amaronebogen

Amarone, reception på amaronebogen

Amarone, reception på amaronebogen

Amarone, reception på amaronebogen

Amarone, reception på amaronebogen

Amarone, reception på amaronebogen

Amarone, reception på amaronebogen

Amarone, reception på amaronebogen

Amarone, reception på amaronebogen

Amarone, reception på amaronebogen

Amarone, reception på amaronebogen

Amarone, reception på amaronebogen

Amarone, reception på amaronebogen

Amarone, reception på amaronebogen

Amarone, reception på amaronebogen


De forkerte amaroner

Valpolicella har deres helt egne kendetegn med vine lavet fremstillet af druesorter, der stort set ikke findes andre steder i verden. Her taler jeg om Corvina, Corvinone, Rondinella, Molinara, Dindarella og Oseleta.

Det er især sværvægteren fra Valpolicella – Amaronen  – der er kendt for os. Skønne vine som er helt deres egne i stil.

Men i nyere tid er der dukket ”urene” afarter op. Vine der ikke overholder DOC kravene om druesammensætningen.

Allerede første gang jeg var på besøg i Valpolicella, stødte jeg på en sådan vin. Hos Stefano Accordini havde de en vin de kaldte ”Passo”. Den lå mellem ripasso’en og amaronen. Vinen er en IGT vin og er lavet på Corvina, Rondinella. Men forekomsten af 15% Cabernet Sauvignon og 10% Merlot, gjorde at kravene om druesammensætningen ikke blev overholdt. Dermed ”kun” en IGT vin.

Det var spændende at smage, hvad Cabernet’en og Merlot’en kunne bidrage med i den velkendte druesammensætning.

Senere har jeg smagt jeg vine fremstillet på 100 % Cabernet S, tørret som amarone. Vine lavet på 100 % Corvina og 100 % Oseleta. Sidstnævnte er en vin, der er kulsort, knastør og bider kinderne i stykker.

  • Men hvad er det nu for noget ?
  • Hvorfor ikke bare holde sig til det traditionelle, kendte og populære ?
  • Er det ikke bare at internationalisere og fremstille mainstreamvine ?

Personligt synes jeg det er spændende og forfriskende. Cabernet og Merlot smager anderledes i Italien end i Frankrig.
Sålænge det ikke tager overhånd – at man glemmer de oprindelige vine. Det vigtigste er, at der ikke bliver gået på kompromis med kvaliteten.

Det er jo et lille område, så det er jo nok begrænset, hvormange forskellige vine der er plads til.

Mine anbefalinger
Nogle af de gode og spændende ”IGT Amaroner” jeg har smagt, vil jeg nævne Puntara fra Montecariano. Den er fremstillet på 100 % Cabernet Sauvignon der har været ligget til tørre i ca. 2½ måned.

Midt imellem ligger TheoBroma fra Antolini. Theo betyder gud og Broma betyder drik. Den er fremstillet på 50% Corvina, Rondinella og Croatina ( som amarone ) og 50% Cabernet Sauvignon. Druerne er ligeledes tørret i 2½ måned.

Begge vine er forrygende madvine.

Vine fremstillet på 100 % Corvina er efter min mening for ”meget”. Ikke lige min stil, men ret populær herhjemme. Scriani, Tinazzi og David Sterza laver blandt andet 100 % Corvina vine.

Hvad er din oplevelse ?
Skal amaroneproducenterne holde sig til det ”normale” eller skal der være plads til nytænkning ?


Superårgange - Godt eller skidt ?

Lige nu bombarderes vi med gode årgange fra Valpolicella.
Amaroner årgang 2004 er stadig på markedet flere steder. 2004 er nok den bedste årgang, der er kommet i nyere tid. Helt på højde med 1995, 1997 og 1998. 98′eren står på min egen regning, men det er en årgang, der ikke har skuffet mig generelt fra producent til producent. Fuldt ud så god som 1997.
Jeg har stadig 98′ere, som jeg nyder ved specielle lejligheder.

Lonardi tasting
Lonardi tasting

2006 vil sansynligvis blive endnu bedre. En vinmager hos Lonardi fortalte mig sidste år, at han havde lavet vin de sidste 40 år, og han havde aldrig set en mere perfekt årgang!
Fadprøverne lover også rigtigt godt. Køb!

Ripasso’en 2006 er kommet på markedet. Vi går nogle fantastiske årgange i møde. Spørgsmålet er bare, om det er godt eller skidt…?

Det er selvfølgelig godt – men det kræver at man har tid (læs: Tålmodighed!) – og andre vine at drikke imens, at den gode årgang får lov til at “folde sig rigtigt ud”.
Hvis vinene bliver drukket som de fleste bliver i Danmark – hvilket vil sige alt for unge – så er man bedre tjent med en god vin i en mindre god årgang.
Det er derfor jeg spørger ind til, hvad køberen skal bruge vinen til. Skal den gemmes eller skal den drikkes i nær fremtid?

Kan man ikke vente med at drikke de gode dråber, kan man hjælpe vinen på vej i en karaffel ( margretheskål ) i minimum 3 til 4 timer – og helst dagen før. Hæld den derefter tilbage på flasken og sæt proppen i. Drik den aftenen efter. Det hjælper gevaldigt. Husk at stille den køligt!
Hvis ikke…. snup en ripasso 2005 eller amarone 2003 i stedet hvis muligheden er der.

God fornøjelse..

Og nu tager jeg faktisk til valpolicella, og drikker alt for ung vin….  FY!!


Har du talt med din vinmand idag ?

Han/hun er jo en formidler for vinproducenterne. En rigtig vinhandler kender producenten, og ved hvad det er, han/hun vil prøve at udtrykke med sine vine.  Et godt eksempel er f.eks villa Spinosa.

Villa Spinosa Amarone
Villa Spinosa Amarone

Enrico Spinosa overtog driften af vingården i 80′erne. Det har været familieejet i ca 200 år. Villa Spinosa’s vine er alle traditionelle vine, hvor vinene er tørre på grænsen til det bitre, med en fin balance mellem tannin og frugtsyre.

Det er sådan vinene fra Valpolicella altid har smagt.  På det seneste er der gået “udbud og efterspørgsel” i mange producenters vine.  Det er udmærket, så længe det ikke tager overhånd, og alle vinene ændrer sig til nye smagsvarianter. Det er rart at nogle stadigt holder stædigt fast i traditionerne. Amaronen fik jo sit navn p.g.a. vinens stil. Amaro betyder tør,bitter – one ( stor ).

Villa Spinosa sælger 3 amaroner. Normalt når et hus har 2 eller 3 amaroner, producerer de en almindelig, bedre og en topamarone.

Enrico’s amaroner er vine, der har en stor holdbarhed. De 3 amaroner er ens, bortset fra alderen. I øjeblikket sælges årgangene 2004, 2001 og 1998. Som han selv siger ” Folk er måske ikke så gode til at gemme vinene. Så det gør jeg. Jeg foreslår, de prøver én af hver. Så kan de jo finde deres farvorit, og købe den.”

Lidt anderledes men skønt at høre. Var der bare flere af dem !! Problemet herhjemme er, at når vinene egentligt er drikkeklare er de forlængst væk fra hylderne – og drukket. Et generelt problem – stort set overalt.

Villa Spinosa – Det er der ikke nogen magi i !!
Jeg tager nok Villa spinosa’s amaroner hjem efter sommeren, da de ikke er specielt egnede til jordbær og salat..


Hellere én god amarone end to halvdårlige ripasso’er!?

Sådan var det alt for ofte tidligere, hvis der skulle vælges mellem amarone og ripasso. Parolen gælder selvfølgelig stadig, men i 2002 skete der efter min mening noget skælsættende.

2002 var et rigtigt skidt år for vinproduktionen i Valpolicella, og til dels i Valpolicella øst.
De seriøse producenter valgte at skippe amaroneproduktionen. Det kom der pludselig nogle rigtig gode ripasso’er ud af. Mange producenter havde jo lagt de druer, de håbede på var egnettil tørre på tørrelofterne.  Da resultatet af tørringen stadig ikke var på højde med de andre år, blev valget om ikke at fremstille en amarone truffet!
Pludselig var der et bedre grundlag for ripassoér!!  Nu kunne den producerede valpolicella hældes over i tørrede druer, som ikke først var brugt til amaroneproduktion.

Denne dårlige årgang satte skub i en ny type ”super-ripasso’er”.
Det er ikke en dårlig idé at købe ripasso’er i en dårlig årgang, medmindre producenten vælger at fremstille amarone alligevel.

Dette kick til ripasso’erne har mange producenter holdt ved lige. De nye super-ripasso’er har kraft og styrke som mange amaroner, og har samtidig beholdt friskheden og frugten. For få år siden var de fleste ripasso’er småkedelige og man kunne typisk købe 2 – 3 flasker for 100 kr. Kvaliteten er steget markant og nu ser man ikke sjældent en ripasso til mellem 100 og 200 kr. pr. stk. Det er vine som er helt på højde med andre vine i den prisklasse!!
Da ripasso’en samtidig er en meget bedre ledsager til mad end amarone, er jeg sikker på at populariteten vil vokse endnu mere.

Hellere én god ripasso end en middelmådig amarone.
Som eksempel på rigtig god ripasso kan nævnes: Le Guaite, Buglioni, Latium, Montecariano og Campagnola Caterina Zardini. Og der er mange flere endnu.

Kom bare med nogle gode oplevelser I har haft.
Hvad siger I ? Er det ‘pinligt’ at drikke ripasso, når man kan få en amarone til samme pris ??

Well – nu smutter jeg til Italien – vinitaly.. Vender måske tilbage med oplevelser derfra.. :o)

Mikael Lyng / Lyngs Veneto / Winebook


Mikael Lyng | Amaronebog | Blogskribent

Mikael Lyng 46 år gammel og en glad vinelsker.

Mikael Lyng | Blogskribent & forfatter bag bogen 'Amarone'
Mikael Lyng | Blogskribent & forfatter bag bogen 'Amarone'

Passion for vinene fra Valpolicella, men kan lide alt god vin.

Blev ramt af en ”rigtig” amarone for en del år siden, og var solgt med det samme.

Jeg prøvede at læse alt, hvad der var om amarone og de spændende vine fra området, men der var ikke særligt meget information derfra.

Efter at have ønsket mig en amaronebog i flere år i træk – uden at få den, da den ikke eksisterede – besluttede jeg mig for, at skrive en amaronebog selv.

Efter et års arbejde og nogle besøg i området, havde jeg smagt mig igennem stort set det hele. Jeg havde fået en aftale med en grafisk designer, som kendte en trykker. Det var nødvendigt, da der ikke var et forlag, der var interesseret i at udgive bogen for mig. Jeg finanserede bogen selv og fik trykt 1500 eksemplarer, og bogen udkom november 2004. Bogen er solgt på min hjemmeside www.amaronebog.dk og har været udsolgt det sidste halve års tid.

Som følge af de gode kontakter fra området, er jeg startet op som vinimportør med speciale i
– selvfølgelig – amarone, ripasso og recioto. www.mwinem.dk

Jeg holder amaronesmagninger med foredrag og en guiden rundt i amaronens univers.


Freestyle vinsmagning - blandede bolcher!

Fredag den 20. februar var en aften jeg havde set frem til.
Aftenen hvor vi satte os sammen nogle stykker, med skønne tappas og et smageprogram der, omend meget forskellige oplevelser i vente var meget spændende.

Her er smagenoterne fra nogle af vinene fra smagningen:

Vi startede ud med Cheval Blanc 1950.
Denne flaske var især imødeset med stor spænding. Var den stadig levende, og i hvilken grad..? Ville den elegante forfinede vin stadig fremstå som en Dronning, efter knap 50 år på flaske, i mørket i en kælder?
Farven var ren, mørk og havde og flot rød tone, med en anelse brun tone i kanten. Næsen fantastisk. Fin og kraftig. tydelige dufte røde og sorte bær og en note af acetone. Krudt, asiatiske kryderier, karamel, måske lidt theblade. Overraskende ekspressiv og adskildt i nuancerne. God og solid på midten af ganen. Drikkes virkelig godt – meget kompleks. Starter eksplosiv, men glatter utrolig flot og elegant ud. Lang finish – og udviklingen fra de 50 år, var ekstrem i de 5-10min i glasset. Stor vin. 98p.

Sine Qua Non – Veiled – Pinot Noir – 1998
Rød næsten Violet i farven. Stor næse, flot Pinot. Sprødhed og røg i næsen. Kaffe og kirsebær.
Åbner flot op, glat, fin tekstur. Ikke så burgundisk som jeg havde håbet, men stadig en meget elegant oversøisk Pinot Noir med fantastisk power. Kroppen meget kompleks – stor oplevelse. Glæder mig allerede til mere fra SQN. 97p.

Errazuriz Chadwick 1999
En af aftenens største ‘næser’ – lovede fantastisk meget. Kompleks bouquet med god eg og en sødme. Vinen havde svært ved at leve op til det duften lovede. En anelse ung – kompleks vin, ikke helt åbnet op, men med en lang eftersmag. Kan fornemme storheden i vinen, som virkelig kan blive en lækkerbisken om 4-6 år. 92p

Flor de Pingus 2004
Mørkrød næsten sort farve. Fantastisk næse – er fuld af kakao, kaffe, sort kirsebær, ristet brød og tjære – chokolade og karamel træder også frem. Vanilie – Eg. Mange lækre varianter på ganen med rig sort og rød frugt, kaffe og mineraler. Er meget rig i eftersmagen afbalanceret med fin balance i surhedsgraden. Lang smagfuld finish. Totalt lækker. Bedste spanier til dato! 98p

Bertani 1990
En god Amarone. Dog en anelse lukket – stadig! En speciel sødme, kun med antydning af rosiner / svesker afslører den som en Amarone. Medium fylde med god struktur og vægt. Skal have flere år. 90p

Martinelli Zinfandel 2004
Uimodståelig næse og smag. Jordet, rig, brombær næse, chokolade, trøffel! Smagte helt varm, på grund af det høje alkoholindhold. Meget kompleks – kroppen følger fint med – mange lag – hænger ved meget længe i munden. Vanilie. Mynthe. Stor stor oplevelse med Martinelli’s Zinfandel. Min første Martinelli – der skal udforskes her! 96p

Alt i alt en stor aften. Tak til drengene  hvordan var Jeres oplevelse af vinene..?
Og Jer andre her på winebook, -har i nogle oplevelser med ovenstående vin?