Vine, som mafiaen elskede at drikke ...

VIN – New York | Når vi taler om vinoplevelser i New York, kan man naturligvis gå i Little Italy for at drikke italienske vine, men vores udsendte smagte dem lige så godt på et af byens bedste bøfsteder, Gallagher’s ved Broadway

Af Ole Lindboe

gallaghers

Så er det sagt: At spise store bøffer og drikke ædle vine gør man formiddabelt i New York. Byen har mere end 20.000 restauranter, så der er nok at vælge imellem, og siden de første skumle italienske fyre – hvadenten de hed Corleone eller Luciano til efternavn – dukkede op i byens mere dunkle kvarterer, har det italienske køkken altid stået stærkt i byen, der aldrig sover.

Man kan naturligvis gå i Little Italy for at spise, men bydelen – som mafiaen stort set har forladt – er desværre mest en turistkulisse. Spis ikke dér. Til gengæld er der mange andre steder, hvor den italienske mad helst nydes til fine vine, fx af de slags, hvor der står Barolo eller Amarone på etiketten. Som nu senest, hvor Deres Udsendte besøgte et af New Yorks bedste bøfhuse, Gallagher’s, der ligger på 52.gade, lige ved Broadway. Et sted man bare må besøge, hvis man vil spise fabelagtige steaks og drikke rigtig gode vine til. Og hvis man – romantiker, som man jo er – vil opleve byens stemning, som den var dengang herrer altid gik med hat og bulerne under deres venstre armhule var noget af sort metal (hvis De forstår).

Indgangen til Gallagher’s er diskret. Til højre ser man direkte ind i et stort kølerum, hvor de store oksesider hænger tæt, som frakker i en garderobe. Inden for modtages man straks af en ældre gentleman, iført sort nobelt jakkesæt og butterfly. Og man føres straks hen til et bord med rødternet dug i restauranten, der overalt prydes af gamle gulnede billeder med store sportsstjerner (baseball og boksning især) og filmstjerner fra dengang kvinder lignede Marlene Dietrich eller Rita Hayworth.

Her på Gallagher’s skal man helst spise steaks. Store steaks. Med pomfritter. Ingen salat (vi er jo ikke tøsedrenge, vel?). Og en vin, som er muskuløs nok til at matche de store tunge steaks. Man kan selvfølgelig bestille californiske vine, f.eks. en god Zinfandel. Men de kan ofte være lidt for lette og søde til en velvoksen herre-steak. Så vi bad om vinkortet og kunne ikke lige finde den særlige Amarone, vi gerne ville have skulle ledsage vor steak, nemlig en Amarone fra den kendte vinmager Tomassi. Ja da, den havde de. Årgang 2005. Den ældre – måske en anelse gangbesværede, men værdige, tjener, kom tøffende med vinen, som er i særklasse. Den skal ikke hældes ned, men smages ned. Ren fløjl. 

Og lad os så bare sige det, som nogle vineksperter vil foragte: Omgivelserne betyder noget. At sidde dér i lokaler, hvor så forskellige folk som James Cagney (ham der altid spillede hårdkogt gangster i 50’ernes amerikanske gangsterfilm), Mae West (der altid spillede fatal blondine – ”Er det en pistol du har i lommen, eller er du bare glad for at se mig?”) og i nyere tid også gentlemen som Frank Sinatra og Sylvester Stallone har bidt til bøfferne, hører med til oplevelsen. 

Efter hovedretten skulle vi beslutte os for en dessert, men da havde vi allerede overgivet os til stedets ånd, så vi bestilte – uden at skamme os – en Amarone mere.

Vi hilste på hinanden henover mundingen på de store vinglas, og svor, at her ville vi snarest vende tilbage til. 

Ole Lindboe. Vinentusiast og redaktør på Magasinet Kunst. Har besøgt New York 73 gange.


De forkerte amaroner

Valpolicella har deres helt egne kendetegn med vine lavet fremstillet af druesorter, der stort set ikke findes andre steder i verden. Her taler jeg om Corvina, Corvinone, Rondinella, Molinara, Dindarella og Oseleta.

Det er især sværvægteren fra Valpolicella – Amaronen  – der er kendt for os. Skønne vine som er helt deres egne i stil.

Men i nyere tid er der dukket ”urene” afarter op. Vine der ikke overholder DOC kravene om druesammensætningen.

Allerede første gang jeg var på besøg i Valpolicella, stødte jeg på en sådan vin. Hos Stefano Accordini havde de en vin de kaldte ”Passo”. Den lå mellem ripasso’en og amaronen. Vinen er en IGT vin og er lavet på Corvina, Rondinella. Men forekomsten af 15% Cabernet Sauvignon og 10% Merlot, gjorde at kravene om druesammensætningen ikke blev overholdt. Dermed ”kun” en IGT vin.

Det var spændende at smage, hvad Cabernet’en og Merlot’en kunne bidrage med i den velkendte druesammensætning.

Senere har jeg smagt jeg vine fremstillet på 100 % Cabernet S, tørret som amarone. Vine lavet på 100 % Corvina og 100 % Oseleta. Sidstnævnte er en vin, der er kulsort, knastør og bider kinderne i stykker.

  • Men hvad er det nu for noget ?
  • Hvorfor ikke bare holde sig til det traditionelle, kendte og populære ?
  • Er det ikke bare at internationalisere og fremstille mainstreamvine ?

Personligt synes jeg det er spændende og forfriskende. Cabernet og Merlot smager anderledes i Italien end i Frankrig.
Sålænge det ikke tager overhånd – at man glemmer de oprindelige vine. Det vigtigste er, at der ikke bliver gået på kompromis med kvaliteten.

Det er jo et lille område, så det er jo nok begrænset, hvormange forskellige vine der er plads til.

Mine anbefalinger
Nogle af de gode og spændende ”IGT Amaroner” jeg har smagt, vil jeg nævne Puntara fra Montecariano. Den er fremstillet på 100 % Cabernet Sauvignon der har været ligget til tørre i ca. 2½ måned.

Midt imellem ligger TheoBroma fra Antolini. Theo betyder gud og Broma betyder drik. Den er fremstillet på 50% Corvina, Rondinella og Croatina ( som amarone ) og 50% Cabernet Sauvignon. Druerne er ligeledes tørret i 2½ måned.

Begge vine er forrygende madvine.

Vine fremstillet på 100 % Corvina er efter min mening for ”meget”. Ikke lige min stil, men ret populær herhjemme. Scriani, Tinazzi og David Sterza laver blandt andet 100 % Corvina vine.

Hvad er din oplevelse ?
Skal amaroneproducenterne holde sig til det ”normale” eller skal der være plads til nytænkning ?


Dekantere hvidvin..?

Jeg var sidste sommer på et forholdsvis nyt amerikansk vinslots prøvesmagning af sin første vinudgivelse, hvor ejeren hældte et glas Chardonnay op og sagde: “Dette er en stor Chard, næsten i en rødvin-stil. Du kan føle garvesyren, og jeg mener, du bør dekantere den først.”

Gir’ det mening?
Er der ikke en verden til forskel mellem hvide og røde vine, som f.eks. farve? Kan hvidvin have garvesyrer? Og hvorfor i alverden skulle du dekanteres en hvidvin?

Men det giver god mening, og minder os om ikke at tænke på vin i klichéer baseret på f.eks. farve.

Ja, røde og hvide ser anderledes ud, men hvis man fjerner den farve, mange røde vine har, har de en masse til fælles med en mange hvide vine. Det kan bevises effektivt ved at tage farveforskellen væk ved prøvesmagning i mørke, men det kan være rodet. I stedet findes der sorte og mørke blå briller til at forhindre smagere fra at vide, hvad der er i glasset.
De viser, hvor vigtigt øjekast er for vores lugtesans. Når folk ikke kan se, hvad de prøvesmager, bliver de meget tøvende over for at beskrive lugte.

Min erfaring siger mig, at folk der dufter vin de ikke kan se, ikke giver lige så fulde beskrivelser, som de gør, når de kan se det. Hvis du ser et glas mørk rødvin, forbereder du dig mentalt til fyldig vin og sorte frugter. Når du ser en let hvid vin, siger din hukommelse dig at du nu kommer til at smage delikat let frugt med højt syreindhold. Det er ikke at du er låst fast til disse forestillinger, men de giver dig et referencepunkt.

Prøv en blind-duft-test. Gør smageren ‘blind’ og få ham/hende til at identificere almindelige køkken frugter, grøntsager, urter og krydderier. De fleste mennesker er meget usikre om mange af de fødevarer, som de dufter til på daglig basis, hvis de ikke kan se dem.

Alt dette for at sige, at når du lugter og smager blind, nogle hvide og røde vine ’smelter sammen’. Ikke de store, pelsklædte tanniske røde vine eller de fine, lette, sprød hvide vine. Men mellemfyldige røde og hvide med medium vægt og en smule surhed gør. Så det er ikke ude i hampen at tale om en hvidvin, der i en rødvin-stil.

Men garvesyrer? Ja, hvidvin har garvesyre. Alle vine har garvesyre – i virkeligheden er det bare sådan, at hvide er tilbøjelige til at have langt mindre end de fleste røde vin.

Og med hensyn til dekantering, -hvorfor ikke dekantere hvidvin?
Der er to grunde til dekantering, og kun den ene er mest hensigtsmæssigt med rødvin: at filtrere bundfældet i bunden af flasken.
Den anden grund til at dekantere er at ilte vinen. Når vin dekanteres og kommer i kontakt med luften, frigives aromaerne og smagen. At skænke i et glas ilter også vinen (der er en grund til ikke at drikke direkte fra flasken), men dekanteringen før udskænkning ilter vinen langt mere. Hvis du dekantere rødvin, hvorfor skulle du så ikke dekantere hvidvin?

Vær opmærksom på, at der er mange vin-fagfolk der ikke benytter dekantering af hvidvin, fordi de mener dekantering kun har ét formål. Næste gang du er ude og bestille en god flaske hvidvin, så anmod om at den dekanteres og se, hvad der sker.

Hvad er Jeres tanker på dette område?
Har i nogle oplevelser med dekantering af hvidvin?
Og hvad med Champagne – gælder det samme her?

/S


Châteauneuf du Pap-vin

Jeg skal med det samme slå fast at dette indlæg ikke handler om Châteauneuf du Pape, men om PAP vin.

Mange forbinder måske pap vin med fede gamle mennesker på en campingplads, men jeg er faktisk blevet ret begejstret for konceptet. Det er fantastisk at kunne tage et enkelt glas rødvin, eller to, uden at skulle åbne en hel flaske hver gang. Vinen holder sig perfekt frisk i flere måneder på pap da ingen luft påvirker vinen overhovedet, selv efter åbning. De fleste flaskevine er altid en smule kedlige dagen efter (selv hvis man trækker luft ud, med mindre det er en sur barolo, der alligevel skal have luft i flere døgn før den er drikkelig) Det undgår man med pap vin.
En anden fordel er, at den samme vinmængde i pap vejer halvt så meget som flaskevin fordi glas er utolig tungt.
En tredje fordel er, at man ikke altid ved hvor meget man har drukket, hvilket både kan være en fordel og en ulempe. Men jeg vil nok give dig det hint, at hvis du pludselig har drukket en hel karton, har du sandsynligvis fået for meget…

Og det bedste af det hele er jo så at man nutildags faktisk kan købe ganske udemærkede vine på pap. Jeg vil her poste min personlige favoritliste på 3 liters pap vine:

– Nugan, Cabernet Sauvignon, normalpris 150 SuperBest (Tit på tilbud til 100)
– Orsan, Cotes de Rhone 2007, normalpris 150, nu til 99 i Superbest.
– MontGras, Cabernet/Merlot, normalpris 170, nu til 119 i Føtex!
– Lindeman, Shiraz/Carbernet, normalpris 150, tit til 100.
– Roodeberg, Sydafrika, normalpris 150, også tit til 100 i Netto eller Føtex.

Alle disse vine er virkelig gode, især til prisen. De samme vine enkeltvis på flaske koster markant mere.

Kom meget gerne med jeres egne erfaringer og anbefalinger!

Thomas Berg


”Amarone vinene er på retur...

…Interessen for dem har toppet.”

Det var hvad jeg fik at vide af en sommerlier, da jeg for 3 år siden var ude og prøvesmage vine fra et nyt amaronehus.
Det var ikke mit indtryk dengang, og det er det stadig ikke. For mig at se er interessen ikke faldet siden.

Amarone-vinene på retur?
Amarone-vinene på retur?


Der er i den senere tid dukket mange nye og spændende amaroneproducenter op. Kvaliteten er forbløffende høj.
Den stigende efterspørgsel, især fra øst – Rusland og Kina – på den moderne amarone, den internationale stil, hvor frugten og tyngden er i højsædet, frem for den traditionelle stil, den sødlige bamseamarone med portvinstoner.

På grund af nye gærtyper, er alkoholprocenten steget markant. 16,5 og 17 % alkohol er ikke længere unormalt.
Tyngden, eller vinens krop – jeg kalder det vinens BMI (body mas index ) kan mere eller mindre udlæses fra de tekniske datablade for den enkelte vin. Antal gram tørstof pr. Liter ( estratto secco ).
En amarone skal holde mindst 26 g/l ifølge consordiet i Valpolicella. 35 g/l for Riserva amarone. Gennemsnitligt lægger amaronerne på ca. 34 g/l.

Et par nye producenter fra samme område som Dal Forno prøver at lægge sig i slipstrømmen fra kongen af den moderne amaronestil.

Icampi kommer med en direkte udfordring til tronen. Den har imponerende 46 g/l. Jeg har ikke smagt den endnu, så jeg kan ikke skrive mere om den, end jeg har læst – Gastro.
De 1700 kr. den koster er da også et udtryk for, at de mener det seriøst.

Latium er den anden producent, der dog ikke udfordrer Dal Forno. Men hans amarone er et rigtig godt bud på en ”mini Dal Forno”. Hvis man ikke har smagt Dal Forno, men gerne vil vide, i hvilken retning den smager, også set i lyset af finanskrisens øjne, er det den oplagte lejlighed. Latiums amarone koster ca. 1/10 af ”the real deal”. Flot og helstøbt amarone der indeholder 39,5 g/l.
Robert Parker har også været forbi huset og smagt på deres vine. Flotte points og flot anmeldelse. Han slutter bl.a af med at skrive ” The amarone shows outstanding balance and tons of style. It is a very promising effort from this up and coming producer.”

Det er skønt med de nye amaroneproducenter, der dukker op. Jeg savner dog nye producenter, der tør give sig i kast med den traditionelle stil. Ellers mister vi mangfoldigheden. Amaronerne vil nærme sig hinanden stilmæssigt og det vil blive lidt for ensartet.
Af de traditionelle producenter er den ubestridte konge Giuseppe Quintarelli.
Han er et kapitel for sig, og vil blive præsenteret senere.

Jeg tror, at folk generelt er vant til at drikke vine – også amarone – alt for unge.
Derfor er oplevelsen af at drikke vinene også helt skæv.
Problemet er, at vine med en vis alder er sværere at få fat i. Det gælder også for ældre amaroner.

Jeg vil gerne høre jeres erfaringer med hensyn til netop det, at smage amaroner med alder. Ligesom mange andre vine. Er det dér der er den største forskel?


Krise godter!

Her i disse tider med kort mellem fyreseddelerne er der alligevel meget at smile over.
Her er et lille smil til kun 35 kr fra det spanske vinhus Castano. Deres vin Castano Monastrell 2007 fra Yecla er en lille perler.

Jeg får mig et lille glas lige nu. Åbnet for 3 min siden og den er klar!

Farven : violet og klar. Duft: søde vanilje og tranebær og meget let lakrids. Smag : syren er godt pakket ind i frisk sommer frugt og tanniner er der også nok af til at bære os igennem de rodfrugter der bager i ovnen lige nu. Utrolig balance. Eftersmag : Frugten forsvinder hurtig hvor tanninen tager over uden at være ubehagelig.

God vin til fri hånd men kan sagtens bruges til ikke det meste mad, borset fra vildt!

Netto lige nu spot pris 35 kr.

Ps. Mr. Robert Parker er enig. 90-95p Outstanding

God tur


Villa Mt. Eden Zinfandel 2005 Grand Reserve

Jeg fik denne flaske for et par uger siden – og den blæste mig omkuld.

Vinen er lavet på Zinfandel fra over 100år gamle stokke, og det kan smages. En dybde som sjældent mærkes i vin til denne pris, som jeg fik på tilbud til kr. 138,- (175,- normalpris).

Vinen er en typisk amerikansk Zinfandel, men af en mærkbar kvalitet – dyb rød i farven. Vanilie og sorte bær omfavner dit ansigt, når du dufter til vinen i glasset. Lang og meget blød eftersmag der nærmest efterlader spor af forskellige smagsnuancer hele vejen ned ad tungen og ned i halsen, som man synker vinen.
Den giver helt klart forståelse for det Amerikanske udtryk: “Bigger is better”!

Prøv den!
Købt hos Gunner Madsen vinhandel, klik HER


Historisk benspænd eller stolt tradition?

Som i så mange andre vindistrikter verden over, har Toscana fine traditioner for hvordan de forskellige vine skal laves. Det være sig lige fra druesammensætning, høsttidspunkt, gæring og lagring. Alt er der regler for. Sådan er det også med Brunello.

Nu er det bare sådan at Italienere ikke altid spiller efter reglerne…….

I har sikkert hørt om den skandale der har har været og til dels stadig er i Brunello. I 2003-årgangen blev der tilbageholdt ca. 600.000 flasker, mistænkt for ikke at være Brunello. Iblandt de tilbageholdte var store huse som: Antinori, Argiano, Frescobaldi og ikke mindst Castello Banfi.
Der var som sådan ikke noget galt med vinen, vi er ikke ude i en ny ethanol skandale fra Italien. Nææ det var højst sandsynligt helt fantastisk vin, som ville ha pyntet i enhver vinsamling og kunne hamle op med endog meget store vin. Det var bare ikke Brunello.

For at lave Brunello må man kun bruge den lokale sangiovese klon sangiovese grosso, eller også kendt som brunello.

Benspænd eller stolt tradition?
Benspænd eller stolt tradition?

Sådan har det været siden Biondi Santi lavede den første brunello og navngav den tilbage i 1888. Problemmet i 2003 var at man opdagede at flere huse, måske endog op mod 30%, havde blandet andre druer i deres brunello, som f.eks cabernet sauvignon, merlot, eller mere lokale druer fra de sydligere regioner i Italien som Puglien. Grunden til det var angiveligt for at følge den stigende efterspørgsel især fra USA, på blødere og knap så kraftige vine.

Spørgsmålet er så bare:
Er Brunello ved at grave sin egen grav, tage mål til deres egen ligekiste etc.?

For hvis efterspørgslen går i den retning og de ikke kan efterkomme det med deres nuværende regler, -hvad så om 10 år?
Skulle man i virkeligheden lempe reglerne en smule så de virkelig kan få lov at vise hvad de kan..?
Et godt eksempel på det er den lille region Bolgheri, ligeledes i Toscana – dog noget nordligere end Montalcino (Brunello) og helt ude ved kysten. Her har man kastet alt hvad der hedder tradition i havet og laver vin lige efter vinmagernes hoved. Her har ingen vin docg-status, men til gængæld er det der de bedste vine fra Italien kommer fra pt. De blander sangiovese med alt muligt og med et fantastisk resultat.

Hvad skal vi med traditionerne?
Er det for at have nogle rammer så man kan måle de enkelte huse og vinmagere op imod hinanden, eller er der en dybere mening med det? Jeg er godt klar over at for at lave en topvin der kan markere sig år efter år, skal der vær genkendelighed, -ellers går ideen med årgange lidt i fløjten. Men skal man binde vinmagerens hænder på ryggen?

Hvad siger i?


Pinot 2005

Konen er faldet i søvn på sofaen mens jeg går og hygger med madlavningen.
Har lige nydt lidt Champagne med de nyankomne stenbidder rogn på en pandekage med citron creme… nam nam.

Har proppet en Chambolle- Musigny 2005 v. Patrice Rion op. Åbnede den og dekanterede for et par timer siden.

Den var næsten helt “usynlig” i næsen og smagen var helt kold og svag lige da den blev åbnet… Men nu kommer den søde frugt og lette lakrids som jeg har gået og ventet på virkelig frem. Den helt rene syre overdøver på ingen måde frugten.. selv om jeg har en følelse af at den vil have godt af 5-10 år mere på langs….. Den har kendetegnet af stor vin : Nemlig at munden hungre efter den næste tår!

Fantastisk vin til 299kr…

Pinot er i denne flaske og vintage helt i top.

God weekend derude.


2004 Domaine de Courbissac Pandora Marc Tempé

Languedoc er et område mange af vi danskere har glemt, eller taget for givet..

Her har Marc Tempé og film producer/ vin nørd Reinhard Brundig købt en lille vin gård i området Minervois i 2002. Første årgang var 2003 som prøve en flot lille vin ærlig uden de store diggedar..

Men så kom 2004 her fik de mere styr på tingene på 50 Syrah & 50 % Granache…..

12 måneder på fad og her der har vi så en super flot, let krydret, burgundisk stil, med en god let frugt, flot syre.. Den kræver mad, da den tørre ud på egen hånd. Der er toner af sort the, lakris, og mørke bær..

FANTASTISK vin til 100 kr… Dyrt for en Languedoc måske men fantastisk til prisen.. Prøv den inden parkers diciple får smag for den og prisen stiger…

Jeg giver 94 point, smag, og pris taget i betragtning…


Hvad er der blevet af hverdagsvinen?.....

Inden du nu forkaster ham den nye ‘blogger’ som en klovn, der vil hejse alle faner for ‘aldi-vin’, så giv mig lige et øjeblik til at tale min sag…

Jeg elsker god vin, dyr vin og sjælden vin. Jeg skal d.d. (20.01) til en vinsmagning hvor første flaske er cheval blanc 1950 og de 6 næste følger godt trop. Jeg nyder at gå rundt i støvede vinbutikker og finde det de gemmer aller bedst, deres små individuelle skatte, som jo virkelig findes alle de gode steder. Jeg elsker at læse om vin, især de slotte som har historie og liv, og som forstår at putte 200 års vinmagererfaring i deres vin.

Når det så er sagt, er der måske en tendens til at vin man gider at snakke om, helst skal ligge i +200 kr lejet og det er en skam.

Jeg er selv hoppet på den galaj, men mit lille ønske for fremtiden kunne være at vække begejstringen for vine der ligge mellem 40 – 60 kr. Jeg ved godt det ALDRIG bliver det samme som de store huse, i de store årgange fra den rigtige mark, men der findes yderst gode vine i det prisleje. Derudover er det også blandt de vine eksperimenterne bliver lavet. Det er i den gruppe at udviklingen sker som måske senere smitter af på husets topvin.

Det er alt andet lige også sjovere, at få fødderne sparket væk under sig, af en vin til 55 kr fra Aldi eller din lokale vinpusher, end af DRC, hvor man jo forventer det. Der må være mere udfordring og mere “skattejagt” i at finde god vin i det prisleje, og alt det falder jo tilbage på manden der spotter det i butikken. Med andre ord mere respekt til dig som vinkøber.

Næste gang jeg besøger de butikker hvor jeg handler vin, vil jeg scanne hylderne fra 0 – 100 cm lidt grundigere end dem fra 100 – 200 cm. Måske kunne der være en lille oplevelse i vente. Desuden er det jo også lige i den globale finanskrises ånd.

MEN når alt det nu er sagt, glæder jeg mig som et lille barn til i aften, for det bliver stort.

På genhør.
Frislev.


Er 'Pingus' pengene værd?

Hej til alle.

Jeg har længe haft lyst til at smage en Pingus, smage om den virkelig er de 3-6.000 kr værd, eller om det blot er en pris der bliver holdt oppe, efter Parkers store ros til vinen ved hans første møde med den…

Jeg bliver også nysgerrig, når jeg læser om vinen og ser dokumentarer derom, hvordan den bliver produceret med tid og omhu, hvor anderledes den gror, i buske, på toppen af Ribera Del Duero. Jeg kan på den baggrund godt se, at der på sin vis godt kan være noget helt særligt over Pingus.

Nu skal jeg så have Jeres hjælp, jer der har smagt den eller har nære bekendtskaber som har fortalt Jer om den:

· Hvordan er oplevelsen med en Pingus..?

· Kan dens pris retfærdiggøres..?

· Hvilken årgang skal købes, og hvilken årgang skal man tilbage til før det er forsvarligt at åbne den nu..?

Glæder mig til at høre kommentare på ovenstående.


Vintemperatur

Lige et lille indlæg vedr. vintemperatur. Vi var i Montalcino her i sommers hvor vi fik en hyggelig snark med Mirco fra Carpazo. Han mente ikke sommeren var til at drikke store vine. Det havde jeg jo hørt før, men tænkte det var fordi folk var nogle kyllinger der ikke kunne tage mosten .. he he .. Når men grunden var at vinen bliver for varm.

Ifølge Mirco skulle en god brunello ikke drikkes over 18 grader. Hellere 17 end 18. Det har jeg så prøvet de sidste par gange .. og det er bare rigtigt! Og varmen, den skal jo nok komme, så det skal man nok få smagt. Men en god brunello der er åbnet i god tid på den rigtige temperatur, det er kongen!

Hvad mener I? Har I nogle erfaringer med vintemperatur?