VIN – New York | Når vi taler om vinoplevelser i New York, kan man naturligvis gå i Little Italy for at drikke italienske vine, men vores udsendte smagte dem lige så godt på et af byens bedste bøfsteder, Gallagher’s ved Broadway

Af Ole Lindboe

gallaghers

Så er det sagt: At spise store bøffer og drikke ædle vine gør man formiddabelt i New York. Byen har mere end 20.000 restauranter, så der er nok at vælge imellem, og siden de første skumle italienske fyre – hvadenten de hed Corleone eller Luciano til efternavn – dukkede op i byens mere dunkle kvarterer, har det italienske køkken altid stået stærkt i byen, der aldrig sover.

Man kan naturligvis gå i Little Italy for at spise, men bydelen – som mafiaen stort set har forladt – er desværre mest en turistkulisse. Spis ikke dér. Til gengæld er der mange andre steder, hvor den italienske mad helst nydes til fine vine, fx af de slags, hvor der står Barolo eller Amarone på etiketten. Som nu senest, hvor Deres Udsendte besøgte et af New Yorks bedste bøfhuse, Gallagher’s, der ligger på 52.gade, lige ved Broadway. Et sted man bare må besøge, hvis man vil spise fabelagtige steaks og drikke rigtig gode vine til. Og hvis man – romantiker, som man jo er – vil opleve byens stemning, som den var dengang herrer altid gik med hat og bulerne under deres venstre armhule var noget af sort metal (hvis De forstår).

Indgangen til Gallagher’s er diskret. Til højre ser man direkte ind i et stort kølerum, hvor de store oksesider hænger tæt, som frakker i en garderobe. Inden for modtages man straks af en ældre gentleman, iført sort nobelt jakkesæt og butterfly. Og man føres straks hen til et bord med rødternet dug i restauranten, der overalt prydes af gamle gulnede billeder med store sportsstjerner (baseball og boksning især) og filmstjerner fra dengang kvinder lignede Marlene Dietrich eller Rita Hayworth.

Her på Gallagher’s skal man helst spise steaks. Store steaks. Med pomfritter. Ingen salat (vi er jo ikke tøsedrenge, vel?). Og en vin, som er muskuløs nok til at matche de store tunge steaks. Man kan selvfølgelig bestille californiske vine, f.eks. en god Zinfandel. Men de kan ofte være lidt for lette og søde til en velvoksen herre-steak. Så vi bad om vinkortet og kunne ikke lige finde den særlige Amarone, vi gerne ville have skulle ledsage vor steak, nemlig en Amarone fra den kendte vinmager Tomassi. Ja da, den havde de. Årgang 2005. Den ældre – måske en anelse gangbesværede, men værdige, tjener, kom tøffende med vinen, som er i særklasse. Den skal ikke hældes ned, men smages ned. Ren fløjl. 

Og lad os så bare sige det, som nogle vineksperter vil foragte: Omgivelserne betyder noget. At sidde dér i lokaler, hvor så forskellige folk som James Cagney (ham der altid spillede hårdkogt gangster i 50’ernes amerikanske gangsterfilm), Mae West (der altid spillede fatal blondine – ”Er det en pistol du har i lommen, eller er du bare glad for at se mig?”) og i nyere tid også gentlemen som Frank Sinatra og Sylvester Stallone har bidt til bøfferne, hører med til oplevelsen. 

Efter hovedretten skulle vi beslutte os for en dessert, men da havde vi allerede overgivet os til stedets ånd, så vi bestilte – uden at skamme os – en Amarone mere.

Vi hilste på hinanden henover mundingen på de store vinglas, og svor, at her ville vi snarest vende tilbage til. 

Ole Lindboe. Vinentusiast og redaktør på Magasinet Kunst. Har besøgt New York 73 gange.